Jens Topsøe har indtil videre uddelt reklamer for Arbejderen til 6500 husstande og han fortsætter
Regeringen skal ikke få held til at tage livet af Arbejderen med deres nye portoregler. Det bestemte Jens Topsøe fra Haslev, da han læste om de nye regler. Siden har han knoklet løs for at skaffe de nødvendige abonnenter til avisen.
- Det irriterer mig grænseløst. Først tog de portostøtten til de små ugeblade og græsrodsblade. Nu tager de det fra de små dagblade. Det sker selv om Anders Fogh Rasmussen siger, at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes. Grundloven siger, at censur og andre forebyggende forholdsregler ikke kan genindføres igen. Men så, kan han jo kvæle den, siger Jens Topsøe.
Indtil videre har han forsynet 6500 husstande på det sydlige Sjælland med postkort og foldere for Arbejderen. Og han forventer at nå op på 10.000 inden året er slut. Det ærgrer ham lidt, at der i starten af abonnementskampagnen var ventetid på materialer. Den tid mangler vi nu, for at have tid til at komme i mål, påpeger han og fastslår samtidig, at avisen ikke kan undværes.
- Arbejderen er uafhængig af økonomiske interesser. Der er ikke alle de reklamer i, som der er i andre aviser. Det siger jeg også, når jeg kommer i snak med folk. Arbejderen skriver også om mange af de ting, som politikerne gør. Ting de andre aviser ikke skriver om, fordi de er afhængige af deres annoncører og ikke tør fornærme dem, siger Jens Topsøe.
Jens Topsøe er meget aktiv i Folkebevægelsen mod EU og har også delt flere tusinde foldere ud imod EU. I den forbindelse har han lavet kort over byerne, hvor der kan betale sig at dele ud.
Han undgår de store dyre villaer og tager boligblokkene i stedet for. Det er der de solidariske mennesker bor. Dem der ikke er velhavende, påpeger han.
Da Arbejderen træffer ham over telefonen, er han lige kommet hjem fra Køge, hvor han har delt ud i boligkvartererne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278