For godt et halvt århundrede siden beskrev filosoffen Bertrand Russell en øvelse, som han mente var gavnlig for at undgå, at politiske uenigheder eskalerede

af Kjeld Stenum
I stedet for at bruge de ord, som vakte voldsomme følelser i modparten eller én selv, skulle man prøve at erstatte ordene med symboler, når man argumenterede. 2. Verdenskrig kom af, at englændere nødvendigvis kun så ting fra engelsk side, tyskere kun fra tysk, og så videre.
I stedet for England skulle man blot sige A, i stedet for Tyskland B, og i stedet for Sovjet C, og så havde de problemer, der ledte til 2. Verdenskrig, i det store og hele kunnet løses ad rationel vej. Vi kan sagtens fortsætte med moderne eksempler. I stedet for 'terrorist' eller 'frihedskæmper' skulle man på den måde sige A, og i stedet for 'islam' og 'kristendom' kunne man sige for eksempel B og C. Eller i stedet for 'kuli' eller 'medarbejder' skulle man blot sige X, og i stedet for 'slavepisker' eller 'virksomhedsleder' skulle man sige Y.
Læserne kan sikkert hitte på masser af eksempler. Denne øvelse skulle kunne træne os op til at være upartiske, hvilket Bertrand Russell mente var det samme som at være objektiv. Og når vi evnede det, var det at løse politiske konflikter blot et spørgsmål om rationel kalkule, og voldelige konflikter ville blive meningsløse.
Objektivitet anses almindeligvis for at være noget, man kan nå frem til ved at eliminere det følelsesmæssige. Men jeg er meget uenig i dette.
Jeg mener ikke, der er meget, der kan vække følelser som objektive facts. Hvis jeg blot kalder min arbejdsgiver for en blodsuger eller en snylter eller lignende ukonkret, er jeg nem at afvise som én, der sejler ud i subjektivisme.
Min arbejdsgiver bliver sikkert ikke engang særlig gal over det, for så kan han jo bare kalde mig en halvhysterisk rød fortidsøgle til gengæld.
Hvis jeg derimod stilfærdigt med tørre tal dokumenterer, at han for eksempel på en uregulær måde har haft snabelen i en offentlig kasse, som vi allesammen bidrager til med vores skat, så taler det meget stærkt til hans følelser, fordi det er en objektiv kendsgerning. For det objektive er partisk, og det vækker følelser. Så vi undgår ikke faktiske konflikter ved at være objektive, vi lærer kun at se dem, som de er.
Det, som er galt med Bertrand Russell, er, at han sammenblander det objektive og det neutrale, og det er en meget udbredt fejltagelse.
Terroristangsten blev genoplivet i forbindelse med femåret for 11. september. Vi bliver vrede, når terrorister gør vores daglige tilværelse utryg, og vi ikke selv synes, det er rimeligt, at de gør os til mål for deres vrede. Men er det nu virkelig det lille ekstra element af ufortjent utryghed, der gør os så vrede?
Jeg tror ikke, det bare er det. Eksempelvis svarer antallet af trafikdræbte og >-kvæstede i Danmark til, at fire fyldte HT-busser blev sprængt i luften af terrorister hvert år, og alle ombord døde, mens alle omkringstående blev i større eller mindre grad lemlæstede.
Strengt objektivt er trafikken langt farligere end terroren, og vi kunne føje meget mere tryghed til vores tilværelse ved at bygge et par rundkørsler hvert år end ved at bekæmpe terrorister.
Når terrorister i særlig grad gør os vrede, er det på grund af den underliggende politiske konflikt, deres aktioner er udtryk for. Denne konflikt vil vi ikke vide af. For hvad vi end måtte bilde os selv ind om vores motiver til at deltage i denne konflikt, så er dens objektive indhold, at vi står last og brast med en stormagt, der har den erklærede politik, at den er parat til at gøre hvad som helst for at bevare kontrollen med verdens energiressourcer. Og det er ikke blot erklæret politik, det er også ført politik.
Det vækker voldsomme følelser at være genstand for uretfærdighed. Det vækker også voldsomme følelser at få at vide, at man udøver uretfærdighed, hvis man har gået og bildt sig selv det modsatte ind.
Men det skyldes ikke, at retfærdighed er noget subjektivt, det skyldes, at retfærdighed er noget objektivt. Vi spørger hovedrystende, hvordan det dog kan gå til, at unge mennesker lader sig hverve til terrorvirksomhed. Og vi besvarer det på mange måder:
Vi besvarer det med, at de er opdraget til at være fanatikere. Eller vi besvarer det med, at de sammenblander religion og politik, undertiden med den tilføjelse, at de har en religion, der tvinger dem til det. Eller vi besvarer det med, at de er socialt særligt udsatte mennesker som f.eks. andengenerationsindvandrere i vestlige lande, der som regel ikke vil vide af dem.
Uanset hvor forstående vi måtte forsøge at være, så har svarene den ting til fælles, at de forsøger at snakke udenom, at det, som engagerer de unge menneskers følelser, kunne være retfærdigheden.
Terrorismen er først og fremmest antiamerikansk. Måske kunne den tænkes at rekruttere på det objektivt retfærdige krav om, at USA skulle trække sig ud af Mellemøsten?
Måske kunne alle vores mere eller mindre forstående forklaringer på de unge menneskers adfærd blot have denne ene målsætning at holde den reelle konflikts løsning borte fra dagsordenen?
Vi kan godt fordømme terrorismens midler. Men så længe vi nægter overhovedet at tage dens målsætning op til diskussion, giver vi ikke unge mennesker med et ærligt engagement i retfærdighedens sag nogen udveje.
Det er det, der skaber terrorisme: At stå med en retfærdig sag, som der ingen veje er til at løse.