Kunstnere mangler holdninger, siger maleren, Jørgen Buch og opfordrer til at tage stilling.

af Albert Scherfig
En mand med mørk hue træder ind af døren, kigger rundt og opdager dem, der skal interview ham i Byggefagenes Samvirke i København denne torsdag morgen klokken lidt i 11.
Maleren Jørgen Buch, der er medlem af den politiske malersammenslutning MAJ 93, står bag adskillige politiske malerier. Han tager en dyb indåndning og sætter sig mageligt tilbage i stolen med en kop dampende sort kaffe foran sig. Så kan interveiwet rigtig begynde.

Hvad er politisk kunst for dig?
- Hmm. Al kunst er jo egentlig politisk. Som Brecht sagde: 'Vi lever i mørke tider, for selv en snak om træer dækker over, hvad vi burde snakke om', citerer Jørgen Buch.
- Og det kan vi jo se i tv i dag. Der er der jo 'Dus med dansen' og 'Vild i varmen'. Ja, jeg ved ikke... alle mulige mennesker i plastik. Det er de samme hele tiden, siger maleren, der er fyldt 63 år. Han klør sig eftertænksomt i skægget.
Jørgen Buch er af nogle kendt for sine meget symbolsk ladede malerier med meget politiske temaer.

Hvad siger du til at nogle folk mener, at der er for mange holdninger i dine malerrier.'
- Nårrh, men det synes jeg da er meget positivt! He, he. Det er nok nogle, der ikke kan lide holdninger. Men jeg har faktisk ikke været ude for ret mange. Det er jeg glad for, siger han og griner lidt i skægget.
Han henter et postkort med et motiv af et af sine malerier. Det hedder Little Boy og forestiller en stor sort bombe hængende i luften.
- Det her maleri hang inde på Stop Volden i lang tid. Og så kom der en dag sådan en stor bamse af en sort amerikaner ind. Så stod han og kiggede på det. Så siger han lige pludselig:
It's heavy man! It's heavy man!
- Og så stod vi og hyggesnakkede sammen. Da vi så var færdig, kom der en af de andre fra Stop Volden, som hviskede: 'Jeg synes bare, du skal vide, han har været en af de store gansterledere i Los Angeles.'
- Så havde jeg sgu` stået og snakket med Los Angeles` Al Capone! Men han var altså stået af ballet.

Rasende
Jørgen Buch fortæller videre om en anden gang, hvor han udstillede i Frederiksberg i et kommunalt hus. Udstillingen havde i øvrigt det omtalte Little Boy på plakaten.
- Så var her en dame, der gik i gennem udstillingen, men som kom farende ud og på vejen skreg mig ind i hovedet: 'Så slemt går det vel heller ikke'
Maleren beretter om historien med et lille smil på læben. Hernæst med et grin i skægget.

Kan du godt lide at provokere folk?
- Nej. Jeg underdriver jo faktisk! Der er jo ikke ret mange lemlæstede eller noget som helst, siger Jørgen Buch, tøver, og udbryder så.
- Se lige den her oppe i himlen.
Han peger ned på et nyt postkort, som forestiller et maleri ved navn Oliebillede. Oppe i himlen ses det danske flag lavet af døde menneskers hoveder. Billedet er en protest imod Danmarks oliekrig for USA i Irak.
- Vi er jo i en situation, hvor man ikke kan lave det hele til pjat og pjank, forklarer maleren mens han studerer billedet på nært hold.
- Ja. Det er jo om Irak-krigen og billedet hedder som sagt Oliebillede. Dét var der en anmelder, der misforstod. Han påstod på grund af navnet, at det var uden titel.
- Men det er jo fordi, det var olien, det drejede sig om, fortæller Jørgen Buch og forklarer motivet med den tapre dansker, der drager af sted med propgevær. På maleriet ses også en ubåd sejle rundt. - For man sendte simpelthen en ubåd af sted...
Jørgen Buch trækker på smilebåndet.
- ...til en ørken krig.
For maleren viser det jo også alvoren i situationen. Så derfor svømmer der også guldfisk rundt.
- Nu skal du se det her! Det er fortsættelsen af Oliebilledet. Den hedder Den Rene og Skære Sandhed.
Jørgen Buch holder maleriet, afbilledet på postkortet op og fortæller om dengang, han gik til fireforestilling i biografen som barn og ung. I filmene var der altid noget med at når indianerne skulle forhandle med soldaterne,
- Så sagde de altid:
Paint face, speak with fork tung. Hvidt ansigt. taler med spaltet tunge. I dag kan vi sige det om ham, vi er meget allieret i krigen om olie. Du er fyldt med løgn betyder det, udbryder Jørgen Buch og sender den uvenlige tanke til Bush med et rynk på næsen.
Maleriet viser Bush` profil. Bush har lang næse, spaltet tunge og brændende busk på næsen.
- Det er selvfølgelig inspireret af historien om Pinnochio. Røgen former et dollartegn. Så det er sådan fortsættelsen på eventyret om olien.
- Det er jo meget alvorligt, at Danmark for første gang siden Anden Verdenskrig, hvor man sendte folk til Østfronten med officiel tilladelse, sender soldater i krig.

Form og indhold
Maleren løfter plastikkruset, der indeholder hans sorte kaffe mod læberne, tager en ordenlig slurk, før han er klar til næste spørgsmål.
Hvad vil du sige er vigtigst, formen eller indholdet i malerierne?
- Det skal hænge sammen. Helt afgjort, svarer han bestemt og med det samme.

Er det bevidst, hvilke farver du bruger?
- Nej ikke rigtig. Nogle gange er det fordi jeg får en indskydelse til det. For eksempel med Little Boy. Den havde jeg lidt i baghovedet. Så en dag så jeg en reklame med et barn, der kravlede på noget guldt froté. Og så tænkte jeg: nu begynder det at tage form i hovedet. Så kom resten helt af sig selv, forklarer maleren, som i sin fritid i øvrigt elsker at holde buskadset fra livet ved sommerhuset.
Jørgen Buch finder et nyt billede frem.
- For nu at komme tilbage til noget voldsomt, så kan vi tage 18.-maj-billedet, foreslår han ivrig. Maleriet forestiller nogle demostranter, der kaster sten efter politiet. Politiet står samtidig med løftede pistoler. Maleriet er mørkt og med lidt røde farver på. Så snart, man ser det, får man lyst til at høre historier om demostrationer og uretfærdighed.
- Så stillede den danske statsminister Nyrup sig op. Lige efter, der var blevet skudt den 18. maj 1993. Han sagde, at det var da helt i orden at politiet skød, mindes Jørgen Buch og skærer en grimasse.
Selv husker, han, at han selv rendte rundt til demonstrationer tidligere i sit liv.
- Jeg kan da huske under Cubakrisen, hvor vi simpelten løb med politiet i hælene. Der var blod på gaden. Og, ja...det var fand`me voldsomt. Hele stykket mellem den amerikanske ambasade ved Østerport Station og ned til Søerne var spærret af, fortæller maleren.
- Så jeg kan da godt forstå at folk bliver frustrerede når når man er ude og protestere, og politiet kommer brasende med sine knipler og banker folk ned.
- Omkring nedskydningen 18. maj fandt jeg min gode gamle ven Goya frem, fortæller han ivrigt. Det er tydeligt, at Goya er en af hans største forbilleder.
- Goya har malet et henrettelsesbillede fra starten af 1800-tallet, hvor indbyggerne har gjordt oprør mod Napoleons tropper. Dem, der blev taget til fange, blev skudt ned bagefter, fortæller Jørgen Buch, og peger på en person på maleriet, der står med med udbredte arme, ligesom på Goyas maleri.
- For at være på den sikre side, anbragte jeg Goya selv blandt demonstranterne. Se, han står her og ryster på hovedet. Han siger, at de stadig ikke er blevet klogere, fortæller maleren, der før i tiden arbejdede som sækkeslæber for Posten.

HCA
- Du kan se det hér H.C Andersen-maleri. Det er også malet over Goyas ide. Jeg tror, det var Finn Hermann i Arbejderen, der lagde mærke til det. Det er et billede, der stammer fra inkvisitionens tid, hvor dem, der ikke var religiøst korrekte kunne risikere at få en sådan en narrehat på, fortæller Jørgen Buch og peger på billedet '2005. Tilegnet H.C.A-fonden' med digteren iført narrehat.
- Det skulle gå hurtigt, med at lave et billede. For vi skulle snart have udstilling. Og så tænkte jeg: Så tager vi gode gamle Goya frem, beretter Buch, mens han retter på sin mørke hue.

Hvorfor har du valgt at male dine billeder så forskellige? Se bare på 'Little Boy', 18. maj 93 og '2005.Tilegnet H.C.A-fonden'?
- Hmm. Ja. Jeg retter min teknik ind efter, hvad jeg beskæftiger mig med og hvad temaet skal være, siger han.
Jørgen Buch peger på maleriet 'Little Boy'.
- Umiddelbart tror man, at Little Boy er hér, siger han og peger på den lille dreng nederst i billedet.
- Men det er det ikke. Det er den her oppe.
Buch fjerner fingeren fra drengen og peger i stedet på den store sorte bombe ovenover.
- Det er Hiroshimabomben, som man smed over tusindvis af skolebørn. Og det eneste, der stog tilbage var en sort plet på asfalten. Alt fordampede simpelthen ved stålingen.
- Og så har man den frækhed at kalde bomben for 'Little Boy', siger han forarget.
Han beskriver nogle symboler på maleriet i den forbindelse: De tre aber, der ikke vil se, høre osv. Eller den amerikanske ørn.
Billedet Little Boy er fra begyndelsen af 1980`erne. Det symboliserer i følge Buch cola-kulturen, som i følge ham faktisk ikke var så udbredt dengang.
- Og så er her skilpadden. Det er symbol på noget meget gammelt, ikke. fortæller maleren, der arvede selve maleri-lærredet efter Hans Scherfigs død.
- Han havde to store læreder stående, forklarer han mens øjnene søger hen over alle de mange postkort, han har bragt med.

Så du tog lige hans gravsten og puttede på?
- Ja. Det er fordi hans datter, Christine Scherfig, sagde, at hun ikke malede så store billeder. Og det ville være synd at skære det op. Derfor syntes hun, at jeg skulle lave noget sjovt på det. Derfor kom skildpadden på, forklarer Buch, og tilføjer, at stenøksen er malet på på grund af Albert Einstien.
- Einstein blev en gang spurgt, hvordan han kunne forstille sig, Tredje Verdenskrig ville blive. Det havde han ingen forestilling om, men den fjerde ville blive med en stenøkse, citerer Jørgen Buch og griner.
- Jeg har for nylig hørt, at han blev overvåget af forbundpolitiet FBI. Han var en farlig mand, han gik ind for fred.
Buch peger på billedet. Og en pludselig på en bold derpå.
- Dén bold har jeg leget med på det tidspunkt, hvor Hiroshima-bomben faldt, forklarer maleren og holder en pause. Men forsætter så.
- Her har jeg så malet en død fugl. Det er simpelthen fordi fuglene faldt ned. Grillet i himlen. siger han med en bestemt mine. Kortfattet og rolig.

Så du ha taget lidt fra dit eget liv og puttet med ind i?
- Ja. Den der rangle på maleriet. Det er også min rangle. Jeg er fra 43 så... jeg var faktisk spæd dengang den bombe blev smidt. Det kan man også reflekterer over, siger han og kigger rundt i kantinen i Byggefagenes Samvirke i København, hvor nogle af hans billeder er udstillet.

Holdning mangler
Buch ser pludselig op, da en af hans maler-kolleger kommer hen til ham. Det er Keld Bech Christensen. Sammen skal de om lidt til Ågalleriet i Frederiksværk, hvor Maj 93 udstiller i øjeblikket.
Er der for meget kunst uden holdninger?
- Hmmm. Jahhh. Der er jo faktisk ikke noget med holdninger. Det er ikke ret meget. Jeg synes, det er blevet en være klappe-kage-forestilling efterhånden. Det undrer mig, siger han og fortsætter.
- Jeg ved ikke, om jeg går til generalforsamling her på lørdag i Billedkunstnernes Forbund. For, sidste år på generalforsamlingen rejste jeg mig op og sagde, at vi var en sløv omgang, fordi ingen rigtig snakkede om, at Danmark rent faktisk var i krig.
- Men så sagde en masse, at det kunne vi ikke behandle under det her punkt osv. Som om det drejede sig om, at man i tilfælde af krig skulle se under punkt 17.
- Ja, der blev jeg dødrasende og forlod foretagenet. Jeg havde jo ventet, at de for op allesammen og råbte ja - nu må vi vedtage en udtalelse. Men de sad bare og kiggede ned i kaffekoppen, tilføjer han og undertrykker et fnys. Uden held.

Så du vil gerne have kunst med holdninger?
- Ja. Kunsterne kunne i hvertfald have en holdning til forskellige ting. Men det har de ikke. Eller mange har ikke. Det er jo også farligt, ikke. Man bliver jo kørt ud på et sidespor, mener Buch og tilføjer en historie om dengang, han havde lavet et billede til Forårsudstillingen.
- Men det blev kasseret. Jeg var dog enormt heldig, at der samme sted var nogle fra Kunstnere For Fred. Dér blev jeg inviteret ud, og jeg tog billedet med igen, beretter han og føjer til, at billedet sjovt nok blev det nævnt i Politiken, Berlingske, Ugeposten og TV-avisen.

Truet
- Men ens kolegaer kan ikke lide sådan noget. De holder sig på måtten, siger maleren.
- På en anden udstilling blev jeg direkte truet. Der havde jeg lavet et billede, der hed 'Den sidste dansker' i forbindelse med, at der blev opstillet Nato-raketter i Vesttyskland. Og så tænkte jeg, at hvis vi bliver ramt af en atombombe på tyve megatons, så går der ild i cigaretterne i Holbæk!, fortæller Buch, der afbillede en superudstyret dansk soldat i ruinerne af København.
- Dét ville de ikke have på dén udstilling. Og der blev jeg truet direkte.

Hvad mener du med truet?
- Jo, de sagde, at jeg ville komme til at fortryde, hvis jeg hang billedet op. Men der var nu også en masse andet politisk kunst, bemærker han tørt.

Øhh. Har du en en kæreste?
- Det næste er vel, at du spørger, hvad jeg synes om kongehuset, svarer maleren undvigende, mens han udviser meget stor interesse for sine negle.

Dette interview er lavet af 14-årige Albert Scherfig, der i uge 46 var i praktik på Arbejderen som journalist.