¤¤Hvem sidder der bag skærmen / med klude om sin hånd?¤¤

af Kjeld Stenum
Der er gået årtier imellem, at jeg har lagt tjavser i min karriere som betoner. Så jeg kan det ikke. Slet ikke på den måde, der har givet tjavserne navn.
'Tjavser' kalder vi dem, det er en jord- og beton-forkortelse for udtrykket 'chausse-sten', altså den slags sten, de autonome, politiet og pressen kalder 'brosten'. De har intet med brosten at gøre. Brosten er over dobbelt så store som tjavser, man ser dem også brugt mange steder, især steder, hvor der kommer tung trafik, og så er de aflange, hvor en tjavs er kubisk. Altså som råt tilhuggede sten nu kan være aflange og kubiske. Det franske ord 'chausse' betyder vistnok noget med buer, jeg har aldrig lært fransk, men i hvert fald er de beregnede til at blive lagt i buer, som man ser det i gammel brolægning.
Det er rigtig flot, og det er en kunst at gøre det. Jeg har kun prøvet det én gang i mit liv, på et kursus på specialarbejderskolen for mange mange år siden. Jeg lærte mest, hvor svært det er.
Nu om dage lægger man oftest tjavser i lige linjer, fordi vore veje og fortove og fliser er meget mere kantede end de gamle byers. Når gamle tjavser ofte er svagt kileformede og varierer mere i størrelsen, er det altså ikke fordi de var dårligere til at hugge sten til dengang, det er fordi de tilhuggede sten var beregnede til at blive lagt i buer.
Som sagt er det meget sjældent, jeg har med tjavser at gøre. Men nu sidder jeg for en gangs skyld og skal lægge nogle få kvadratmeter i en smal stribe op til et gammelt fredet hus. Det er et gribende arbejde.
'Og vågner du en morgen/ i allerførste gry/ og hører hamren klinge / på ny, på ny, på ny!'
Jens Vejmand var der altid. Han var der om morgenen, når den forkælede bonde bag sine fede heste agede til staden, han var der stadig, når samme bonde om aftenen vendte hjem i byger og i blæst, mens aftenstjernen skælvede af kulde i sydvest.
Der er i det hele taget meget kulde i den varme sang om Jens Vejmand. Man får næsten indtryk af, at da Jeppe Aakjær for omkring hundrede år siden skrev sangen, da lagde man kun tjavser om vinteren. Selv da Jens Vejmand dør, er det en kold decembernat på heden.
Jeg tvivler på, det er rigtigt. Jeg har ingen steder set tjavser på heden. Selv pigstensbelægninger brugte man kun på gårdspladser, hedens veje var blot hjulspor, højst grusveje.
Jeg tvivler også på, at Jens Vejmand lagde tjavser i frostvejr selv på Jeppe Aakjærs tid. For når man lægger tjavser i frossen jord, kan man godt lægge dem om den dag, det bliver tøvejr, og det kunne man også for hundrede år siden.
Jeg tror, Jens Vejmand enten sugede på labben eller skovlede sne om vinteren. Men Jeppe Aakjærs sceneri taler unægtelig meget mere til vores følelser.
Jeg er vokset op med Jeppe Aakjærs sange, i min skoletid boede vi i Salling. Og Jeppe Aakjær var Sallings store digter. Der var oven i købet én i min klasse, der hed Aakjær til efternavn, og han var i familie med den store mand. Især sangen om Jens Vejmand gjorde indtryk, jeg kan den stadig omtrent udenad den dag i dag.
Det der med at forvandle hårde sten til brød med en hammer, det var godt nok en højere poesi, som jeg aldrig rigtigt begreb dengang. Men det med kulden på heden, og så det med det frønnede bræt på kirkegården, det gik lige ind i barnesjælen.
'!det var såmænd Jens Vejmand / hans liv var fuldt af sten / men på hans grav - i døden - / man gav ham aldrig én.'
Jeppe Aakjær skrev nogle af de stærkeste røde slagsange, der er skrevet på dansk. Man aner lige et glimt af den mands mægtige indignation på de fattigstes vegne i disse slutningslinjer fra sangen om Jens Vejmand.
Mærkeligt nok tog Salling-bønderne ham alligevel til deres hjerter. Men Salling er et sted, der i gamle dage havde mange meget små gårde, kun husmandssteder, hvor man ofte måtte supplere, hvad markerne kunne give med lidt lønarbejde på det lokale teglværk eller lignende steder.
Så det der med indignation på småfolks vegne tror jeg nok, mange af dem havde sans for. Man skal heller ikke undervurdere bønders politiske åbenhed.
Politisk var Salling-bønderne godt nok ikke røde, de var radikale. Men den politiske verden så anderledes ud for hundrede år siden, da Jeppe Aakjær skrev. Da var de radikale faktisk et temmelig radikalt parti. Så Jeppe Aakjær var altid én af Salling-bøndernes egne.
Vi sang godt nok mest hans sange om heden, hans fædrelandssange, og havrens og rugens sange, ikke hans røde sange. Jeg anede ikke, de eksisterede, før jeg blev voksen og selv fik røde anskuelser. Men sangen om Jens Vejmand gik altså også an. Og sammen med 'Jeg er havren!' er det den sang, jeg husker allerbedst, og som jeg holdt mest af.
Og nu sidder jeg og øver mig i at gøre Jens Vejmand kunsten efter. Jeg forstår så godt, at Jeppe Aakjær var vred på Jens Vejmands vegne, der jævned for andre den vanskelige vej, men alligevel bare fik et frønnet bræt.
Men jeg ville alligevel ønske for Jeppe Aakjær, at han havde prøvet at lægge tjavser selv. Det er umådelig spændende. Og selv om jeg efterhånden som det skrider frem kan se, at jeg har gjort nogle fejl, så er jeg sikker på, at var jeg blevet en Jens Vejmand, så var jeg blevet god.
For jeg holder af at sortere i sten, vende og dreje dem og se deres muligheder. Og jeg er glad for at få chancen for at række hånden bagud i historien til en gammel gut med læderlap for øjet.