17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mødt med åbne sind

Mødt med åbne sind

Tirsdag, 21. november, 2006, 00:00:00

Bog og dvd fra Vesterbro Ungdomsgård, der er et charmerende og nærværende sted, som har båret det gamle Vesterbro over i det nye Vesterbro

af Jakob Hansen
Vi vil værne om jordenvi vil støtte hinandenvi vil mødes med åbne sinduanset din trodin farve og dit kønvil vi lukke hinanden ind
Sådan lyder første vers fra sangen
Vi vil værne om jorden fra pladen Kattejammer Rock fra 1976.
Selv om det er 30 år siden, den blev skrevet, og ingen vidste, hvad fremtiden ville bringe, så passer det rigtig godt som en definition på, hvad Vesterbro Ungdomsgård er.
Her har børn og unge af så forskellig oprindelse og baggrund kommet, hvor de er blevet mødt med åbne sind. Flere hundrede børn og unge. Her er de blevet taget under kærlige vinger af Bo Schiøler, der har skrevet over 700 sange til deres forestillinger. Sange, der måske nok er simple, men som i teksterne er så allestedsnærværende og fængende, at de er evigt aktuelle.
Som én af de interviewede siger på den medfølgende dvd, så repræsenterer alle sange en følelse, stemning som man kan genkende og relatere til.
Uanset, om man kender historien om Vesterbro Ungdomsgård eller ej, så er den netop udkomne Ballademager Blues en fremragende bog.
Den medfølgende dvd giver et fremragende indblik i denne kulturinstitution, så her kan nybegyndere starte.
Ellers er resten af den knap 240 sider tykke bog fyldt med et bredt udsnit af 120 sange med noder og becifringer fra de sidste 30 år, rigt illustreret med billeder fra samme periode af de medvirkende i forskellige forestillinger.
Når man samtidig tænker på, at Sanggruppen har optrådt for fulde huse i mange, mange lande lige fra USA over Sydafrika til Rumænien, så ved man, at det må være kram.
Kort sagt, så er bogen en hyldest til Bo Schiøler og Vesterbro Ungdomsgård for det fremragende sociale arbejde, de har lavet gennem årene, og som så mange er vokset op med.
Et charmerende og nærværende sted, der har båret det gamle Vesterbro over i det nye Vesterbro.

Ballademager Blues. Bog og dvd. Vesterbro Ungdomsgård. GB Forlagene. Kr. 299,-

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. nov. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur