Skibet Wilhelm Gustloff blev torpederet af en sovjetisk u-båd 30. januar 1945
af Jens Fransen
Menneskelige tragedier. Det være sig terroranslag, tsunamier eller skibsforlis er altid godt stof i romaner og ikke mindst inden for underholdningsbranchen.
Den foreliggende bog rummer elementer af begge genrer.
Hvor denne, for de fleste ukendte danske forfatter, har sin historie fra er uvist. Han er født i 1946 - altså efter romanens hovedhistorie.
Men researcharbejdet synes at være grundigt. Jeg har de sidste dage genset adskillige udsendelser samt studeret de værker, der givetvis har givet inspiration til denne bog.
Wilhelm Gustloff, skibet, der blev torpederet af en sovjetisk u-båd 30. januar 1945, er tidligere blevet behandlet af danskeren Martin Petersen i hans ungdomsbog Med ilden i ryggen fra 1999 - og ikke mindst hos Günter Grass i 'I Krebsegang' fra 2002.
Lidt a la Grass er Knoths bog en dokumentarisk roman. I sig selv en vanskelig manøvre.
Den følger familien Müller i deres skæbneår fra 1933 til 1945. Fra faderen, Werner, der bliver en villig væbner for nazismen, til datteren Eike, der mere og mere sympatiserer med sin kommunistiske svoger, der bliver skudt af Gestapo og ikke mindst dennes søn, Willi .
Sammen udfører de en større sabotageaktion mod u-bådsproduktionen i Danzig. Med livet i behold, men med tydelige ar på sjælen, som altid når modige kammerater kastede sig ind i kampen mod nazismen.
I slutningen af krigen må hele familien flygte og kommer med på den ulyksalige sejlads med Wilhelm Gustloff, hvor et sted mellem 6000-9000 mennesker omkommer i Østersøens kolde bølger.
Kun to af bogens opdigtede personer- heltene om man vil - overlever.
Scenerne, der udspiller sig ombord på skibet er hjerteskærende, som de også er i dokumentarprogrammerne og i Grass bog.
Bogen igennem oprulles de autentiske personers levnedsforløb, Wilhelm Gustloff og den sovjetiske u-bådskaptajn, Marinesko. Sideløbende gives en historisk oversigt gennem taler af de nazistiske ledere, hvorved deres forbrydelser sættes i relief.
Mangler
Bogen er spændende. Er man inde i historien bag, er der måske ikke så meget nyt, og de opdigtede personer virker af og til noget karikerede.
Jeg savner lidt yderligere oplysninger mod slutningen om eftertiden i Vesttyskland.
Kommunister og ligesindede gik endnu engang svære tider i møde. Uagtet, eller måske grundet, deres aktive modstand mod naziregimet.
Erik Knoth. Wilhelm Gustloff. En dokumentarisk roman. Hovedland. 405 sider. 248 kr.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278