Det Ny Clarté vil være med til at give nogle kvalificerede bud på de nye spørgsmål, der rejser sig, samtidig med at tidsskriftet vil sikre, at dyrebare erfaringer ikke går tabt.

af Mogens Japsen
I en tid, hvor avis- og tidsskriftsudgivelser med et venstreorienteret udgangspunkt hører til sjældenhederne, er der grund til at skærpe opmærksomheden, og at byde en ny ven velkommen til verden.
Tænk, der er kommet endnu en udgivelse, der vil tage ansvar for at fremme debatten og forståelsen af verden ud fra en venstreintellektuel synsvinkel, som udgiverne af Det Ny Clarté skriver.
Det kalder på venlig åbenhed. Men en vis mængde malurt skal der også hældes i Det Ny Clartés bæger. Mere herom senere.
Lad os først se på tidsskriftets formål. Hvad vil de personer, som står bag tidsskriftet.
Personkredsen bag Det Ny Clarté oplyser, at udgangspunktet for at udgive tidsskriftet er den situation, som de progressive kræfter befinder sig i. Nemlig en brydningstid præget af de historiske nederlag som den kommunistiske bevægelse, arbejderbevægelsen og venstrefløjen har lidt. Disse nederlag indebærer, at de offensive tiltag, som borgerlige kredse står i spidsen for på internationalt plan og herhjemme, ikke imødegås i den udstrækning, det er nødvendigt.
Her signalerer Det Ny Clarté en klar antiborgerlig holdning. Både internationalt og herhjemme skal borgerligheden bekæmpes. Et godt udgangspunkt.
Det Ny Clarté skriver, at en ny bevægelse er ved at gro frem i disse år, både nationalt og internationalt, men også at denne bevægelse for størstedelens vedkommende er både teoretisk uerfaren og uden traditioner.
Dette udgangspunkt er vel både rigtigt og forkert.
Hver tid skaber sine oprør, sine erfaringer og også for en del sine egne strategier og teorier. Intet kan uændret overføres fra en tid til en anden. Men det er samtidig klart, at ingen lider skade af at lære, hvad der kan læres af dem, der tog slæbet før os. Og meget kan læres. Ikke mindst af udviklingen i marxismen.
Det Ny Clarté vil være med til at give nogle kvalificerede bud på de nye spørgsmål, der rejser sig, samtidig med at tidsskriftet vil sikre, at dyrebare erfaringer ikke går tabt.
Det Ny Clarté vil også bygge bro mellem tanke og handling.
Så meget om formålet med tidsskriftet.

Socialistisk udgangspunkt
Hvem skal så skrive i Det Ny Clarté? Ja, Det Ny Clarté vil benytte skribenter lige fra Socialdemokratiets venstrefløj til den yderste venstrefløj, men det vil først og fremmest afspejle det forhold, at mange faktisk befinder sig uden for partierne frem for i dem.
Hvorfor de vil det, får vi ikke at vide, og vi får heller ikke at vide, hvordan tidsskriftet vil afspejle det eller påvirke det. Men under alle omstændigheder vil et eller flere socialistiske partier aldrig blive identiske med bevægelsen. Partierne kan i et vist omfang organisere bevægelsen, samle den. Men de kan aldrig stå alene.
Tidsskriftet vil også forholde sig kritisk til de politiske partier, men det vil søge samarbejde med alle, som forekommer formålstjenlige.
Det Ny Clarté vil være et bredt venstreintellektuelt tidsskrift, der kan gå i lag med tidens store spørgsmål ud fra et socialistisk udgangspunkt.
Det Ny Clarté udgives i A-5 format (første nummer er på 70 sider), trykt på glittet papir. De mere journalistisk prægede sider har tre spalter, og de emneprægede artikler har to spalter.
Formatet virker lidt klejnt, men det er rart at have i hånden. Trykket er tydeligt, og der er gjort en del ud af tidsskriftets layout. Der udgives fire numre om året. Prisen er 150 kr. om året. Oplaget er sat til 1000 pr. nummer.

Clarté - klarhed
Det er en stolt tradition, som gruppen bag Det Ny Clarté tager op.
Det er naturligt at fremhæve, når kredsen bag Det Ny Clarté nu har valgt at give deres udgivelse netop det navn.
Clarté (fransk for klarhed) var en fransk, international antifascistisk og fra starten også pacifistisk organisation
Organisationen blev grundlagt af den franske forfatter Henri Barbusse i 1919.
Clarté-organisationen blev dannet af socialistiske intellektuelle. Organisationens ledelse, der kaldtes centralkomiteen, bestod af Anatole France, vor egen Georg Brandes, Bernard Shaw, Upton Sinclair, Blasco Ibanez, Ellen Key Og Selma Lagerløf. Stærke internationale (forfatter)navne.
Organisationen havde afdelinger i andre lande. Herunder i Argentina, de nordiske lande og Tyskland. Barbusse døde i Moskva i 1935. Så sent som i 1939 udkom Clarté.
I Sverige startede Clarté-organisationen i 1921. I Norge i 1925 og i Danmark samme år, hvor Hartvig Frisch startede den danske afdeling. Også Finland kom med, dog året efter.
I Danmark levede Clarté en broget tilværelse, som Morten Thing giver en udmærket redegørelse for i sin artikel om Clarté i det første nummer af Det Ny Clarté. Tidens politiske strømninger smittede til stadighed af på Clartés ledelse.

Markante forfattere
Også i Danmark var det nogle af tidens meget markante forfattere og kulturpersonligheder, som stod bag og som skrev i Clarté.
Det var navne som Hartvig Frisch, Hans Kirk, Broby-Johansen, Otto Gelsted, Ebbe Munch, Ove Johansen, J.H. Leunbach, Poul Henningsen, Anton Hansen, Anders Kirkeby, Robert Mikkelsen, Aage Jensen og Sven Trier.
Ikke mindst Otto Gelsted, Hartvig Frisch og Hans Kirk var flittige skribenter.
Clarté blev af en række af disse forfattere brugt til at præge samtiden med nye og dristige tanker. Klare socialistiske tanker og analyser blev prøvet af i Clarté. Ingen gik ram forbi. Klar tale af skarpe hjerner.
Bestemt ikke til alles tilfredshed.
At borgerskabet følte sig generet tog forfatterne som et skulderklap, men også den tids socialdemokrater så skævt til Clarté og personerne bag Clartés artikler.
Når man tager tiden i betragtning, er der ikke tvivl om, at Clarté meget ofte havde held til at få skrevet og optaget artikler, der skabte røre og slog alvorlige huller i selvtilfredshedens bolledej.
Men det var ikke sådan, at forfatterne med deres artikler alene ville provokere, De gjorde det gerne med anvendelse af en hvas og skarp satire. Men det var ikke det eneste, de ville.
Forfatterne formulerede ofte så grundlæggende tanker og skrev så væsentlige analyser og beskrivelser, at en række andre kunne læne sig op ad dem mange selv år efter. Og her tænkes ikke blot på en række andre enkeltpersoner, men i høj grad store grupper af personer, foreninger og folkelige bevægelser.
Det er ikke muligt at give et dækkende og retfærdigt billede af alt det, der blev trykt og skabt i den danske udgave af Clarté, men en smagsprøve kan give et vist indtryk.
Citatet er ret langt.
Det er bevidst. At det er så langt skyldes, at det er et centralt og væsentligt citat. Det er skrevet af Clartés grundlægger, Hartvig Frisch, og citatet har appel til udgiverne af vore dages Det Ny Clarté og til andre socialistiske periodiske udgivelser.
Artiklen hedder 'Klarhed om Clarté'. Artiklen er skrevet i anledning af et massivt angreb mod Clarté fremsat af socialdemokraten Alsing Andersen. Alsing Andersen skriver i sin kritik af Clarté, at 'navnet kun dækker over en Blanding af taaget Idealisme og maaske endog maalbevidst Bolschevisme'.
Denne taage vil Alsing Andersen gerne have spredt, så partifællerne kan vide at vogte sig for Clarté. Fanden har mange skikkelser, og en af de nyeste viser sig altså at være 'Klarhed'.

Hartvig Frisch
I en længere artikel går Hartvig Frisch til modangreb.
Her følger citatet: 'Før Krigen ville jeg selv, ubetinget, have skønnet, at en god Socialist nødvendigvis maa være Socialdemokrat. Jeg husker den næsten medlidende Ringeagt, jeg dengang nærede overfor Socialist-outsidere af den engelske Type, som altid på Bunden var vegetarianere, Antivivisektionister eller paa anden Måde Pacifister.
'Socialdemokrat' betød derimod det krasse, det materialistiske, det vaskeægte, det ukuelige, proletariske og revolutionære. Broernes Batailloner paa March mod Borgerskabet.
Den gang vilde jeg ikke have betænkt mig paa at sige, at Socialdemokratiet havde Eneret paa den socialistiske Ide.
Nu, da jeg har oplevet krigen, Revolutionerne og Splittelsen, staar det mig klart, at Socialismens Idé hverken kan halveres eller forpagtes, fordi der senere dannes politiske fraktioner inden for Arbejderklassen.
Vi kan ikke rive Det kommunistiske Manifest midt over og tage hver sin Halvdel. I dette skrift har Industriarbejderen faaet Mæle og talt til Verden med en Dommers Myndighed, og efter de Præmisser skal det kapitalistiske Samfund dømmes og omstyrtes, så sandt Produktivkræfternes i Verden er stærkere end nogen nok saa velmenende Filosof, Religion, Moral eller Velgørenhed.
Enhver, der besjæles af de Tanker og den Aand, maa have Ret til Socialistnavnet, og det vil være en Ulykke, hvis vi kommer så vidt i sekterisk Splittelse, at vi Socialdemokrater ikke kan være med ved et Blad, som ledes og skrives på rent socialistisk Grundlag, og ikke taaler at læse en socialistisk Artikel, fordi den er skrevet af en Kommunist.
Hvad angår spørgsmålet om Agitation blandt de Intellektuelle, bør det fremhæves, at Socialismens agitatoriske Kraft for den Intellektuelle først og fremmest beror paa Klarheden i de Skel, der sættes: Mellem gammelt og nyt, mellem det borgerlige Samfund og Fremtidens klasseløse Arbejderstat, mellem den kapitalistiske Imperialisme og Arbejdets internationale Folkesamfund.
Også her må Det kommunistiske Manifest være Kompasset, der maa styres efter, dette forbavsende Skrift, der, skønt skrevet paa en Tid, da man endnu talte om Kejsere og Paver som reelle Magter, alligevel er stadig ungt.
Det er som en Hvæssesten for ens socialistiske Blik, naar det i dagligdagens borgerlige Liv er blevet sløvet til en vis godlidende og udflydende 'kommunal' Gemytlighed.
Det er jo kun paa Skrømt, vi indretter os paa, at der er lige god Plads til alle Borgere og tager Hatten af for Kapitalisten, Præsten, Officeren og H.M. Kongen.
For den Intellektuelle agiterer man ikke med brød, det savner han sjældent, heller ikke med social Højnelse, det faar han lettere ad anden Vej, kun til Maade med social Medlidenhed, thi det opfattes som en personlig Bebrejdelse og virker 'mageløst'; nej, Ideens, Tankens suggererende Kraft, Konstruktionens Simpelhed og Skønhed; Kritikens Dristighed og dybtgaaende sandhed, og - som før sagt - Klarheden i de Skel, der sættes, det kan få Vejret til at standse for den bebrillede Mand og skabe en duelig Socialist af en Intellektuel. Det er den eneste Agitation, der virker paa det Sted.'
Citatet bringes til inspiration og kompas for de mennesker, som står bag Det Ny Clarté.
Der er nok af tage fat på i Det Ny Clarté.
Der er fortsat god grund til at øve en skarp kritik af det borgerlige samfunds økonomi, kultur og moral.

Det Ny Clarté
Ud over nogle mere journalistisk prægede småartikler, bringes en artikel af Mikael Nyberg om globaliseringen og den såkaldte 'danske model'. En god og givende beskrivelse om de midler, der tages i brug for at få mest muligt arbejde ud af arbejdskraften. Hvilke forpligtelser skal arbejdspladsen have, og hvilke skal samfundet stå for.
Herefter følger en kort artikel af Patrick Mac Manus. En meget god, skarp artikel med en række meget fine iagttagelser under titlen Guds Parti. Han skriver for eksempel: ' Også i antihumanistiske formuleringer kan det betrængte menneske aflæses. I fremmedhadet er selvhadet tilstede som hemmelig kode, i nihilistisk terror er markedets tilintetgørelse af alle værdier afspejlet.'
Så følger en god artikel af Kåre Blinkenberg og Manuel Bochaton om Forstadoprøreren og mængden. En oprørsanalyse der henter sit basisstof fra det seneste års oprør og optøjer i Paris` forstæder.
Staffan Dahllöf skriver om den aviskrig, vi er vidne til for øjeblikket. En vidende og god artikel. Han taler om journalistikkens industrialisering. Eftertanke, kildekontrol og kritik er forsvundet i kapløbet om mere endnu hurtigere. Flere af de store morgenaviser ser ud til at have opgivet deres tidligere ambitioner om at være aviser for de læsere, der har et behov for at orientere sig i tilværelsen.
Dagbladet Politikens nyhedsstof er til eksempel kogt ned til anekdotisk stof, mens avisens spalter i stedet flyder over med lange betragtninger om hvordan avisens ansatte ser på verden, og hvad de har oplevet siden sidst.
Og endelig er der en række artikler om Muhammed-krisen. Følgerne af karikaturtegningerne i Jyllands Posten: Var de en provokation, eller var de helt i orden? Gik tegningerne uden for grænserne for den danske ytringsfrihed?
Dette er Det Ny Clartés første nummers hovedemne.
Det blev en ørkenvandring i kendte synspunkter. Intet nyt. Intellektuel tomgang. Suppe kogt på en selvdød ko. For længst kold og uden betydning.
Her sættes ikke nye standarter, her sættes ikke nye synspunkter i omløb, som andre kan benytte i årene, der kommer.
Bedst er Troels Riis Larsen. Han slår fast, at ytringsfriheden hverken er konstant eller absolut. Retten til at ytre sig handler lige så meget om muligheden for at ytre sig. Han skriver: 'At hæve ytringsfriheden ud over dens historiske og politiske kontekst er at gøre ytringsfriheden til en metafysik - det er ytringsfrihed som religion.'
Selv om det lange citat ovenfor af Hartvig Frisch er et citat, og derfor ikke yder forfatteren fuld retfærdighed, mener jeg dog, at der i netop det citat er meget, som Det Ny Clarté kan lægge sig bag ørene i de forhåbentlig mange år, der følger med Det Ny Clarté.
Den kritiske linie skal være klar, tydelig og socialistisk. Fremadrettet og prægende - uden tomgang.
I betragtning af, hvad der sker i Mellemøsten og hvor stor betydning det har for hele verden, kunne det være godt at få den del af verden kritisk belyst. Det samme gælder til eksempel den vigende betydning, FN har i verden. Årsagen er klar nok, men hvad skal der gøres.
Endelig ville det være godt at se nogle artikler om den (negative) betydning EU har for den danske arbejderbevægelse.
Nogle eksempler på emner, der vil kunne pirre de intellektuelle socialister.
Men det er klart, at én svale ikke gør nogen sommer.
Vi glæder os til de næste numre.
Indtil videre: Tillykke og held og lykke.

Det Ny Clarté. Ansvarshavende redaktør: Dino Knudsen. Øvrig redaktion: Kåre Blinkenberg, Troels Riis Larsen, Eva Waldorff. www.clarte.dk