Svingende album fra perfektionsmetallens mestre: Deftones

af Helene Caprani
Med mange måneders forsinkelse er femte studiealbum fra Deftones endelig på hylderne. Efter talrige gennemlytninger må konklusionen imidlertid være, at forventningerne kun er delvist indfriet.
De betonhårde riffs og superstramme trommer, der sammen med Chino Morenos klage/stønne/skrige/brøle-vokal garanterer Deftones` unikke udtryk, er tonet ned til fordel for pladevender Frank Delgado.
Det er ligefrem blevet til flere smålunkne syrestykker, hvor kun Morenos lidende hvisken afslører ophavsmændene. Hvem i alverden køber et Deftones-album for at hyggelytte sprøde maskinbeats og messende kvindfolk?
Nej, Deftones er sat på Californiens sand for at hamre vore øregange ind med skarptslebne stålsøm! Ganske få metalbands kan leve med en dj i opstillingen, og så skal de kende deres plads i baggrunden, tak.
Der er skam også lyspunkter. Først og fremmest må Moreno komplimenteres for endnu engang at have videreudviklet stemmebåndet. Han er både mere harmonisk og mere smertende hæs end tidligere, og det klæder unægtelig hans hårdtprøvede guitarstrenge.
De kommer da også i god brug på de førsteklasses Rapture, Rats!Rats!Rats!, Combat og Kimdracula, hvor de fikse latte-beats har overladt pladsen til den elskede kombi af manisk livslede og pinligt velkomponeret smadremetal.
Højdepunktet er Mein, pladens bud på en ny Be Quiet And Drive, hvor et konstant højt energiniveau sikrer en tilsvarende endorfin-produktion hos lytteren. Mein byder samtidig på noget så kuriøst som Moreno-sang i bas!
Desværre er Deftones turnémæssigt udprægede hjemmedrenge, så bortset fra sommerens visit på Roskilde Festival, må danske fans rejse langt for at opleve Saturday Night Wrist - og de fire bedre plader - live.

Deftones. Saturday Night Wrist. Maverick 2006.