Mungo Parks angst for at være unuancerede i deres syn på porno giver paradoksalt nok plads til alt for mange klicheer og trivialiteter, mens provokationen er fraværende

af John Bruun
Pornoforbruget eksploderer fuldstændig vanvittigt i øjeblikket hos begge køn og i alle samfundslag, har instruktør og direktør Martin Lyngbo udtalt, som baggrund for, at teatret Mungo Park i Allerød nu opfører stykket Pornotopia.
Stykket er udviklet efter et manuskript af Kitte Wagner og Jonatan Spang, som har lavet research i pornomiljøet, for at skrive historien. Den handler kort fortalt om to unge pornofilmskuespillere, der ramler ind i et par journalister, som er trætte at producere korte, overfladiske nyheder til TV2 Sorry.
Derfor undfanger de ideen om at lave et dokumentar-program om det unge porno-par, men den fæle tv-boss får dem overtalt til at skarpvinkle historien, så de ender med at producere luder-journalistik af værste skuffe, og det er jo synd for de to modeller, som tilmed undervejs erklærer hinanden deres kærlighed.

Skuffet
Hvis man forventer et bud på årsagen til eller en problematisering af danskernes umådeholdne forbrug af porno, bliver man skuffet. Er det et tegn på frisind, kedsomhed eller ensomhed eller?
Hvis man forventer en diskussion af, hvor grænserne går for, hvad man skal sælge sig til, bliver man også slemt skuffet, endsige hvilke samfundsmæssige forhold, der betinger, at sex i den grad er blevet genstand for kommercialisering.
'De fleste af os er jo nødt til at sælge vores krop på arbejdsmarkedet. Og for mange af de sexsælgere, jeg har arbejdet med i min forskning, er det betydeligt mere krænkende at udføre oralsex eller have et hurtigt samleje, end det er at skulle stå otte timer i en kiosk hver dag. Vi er nødt til at erkende og respektere, at ikke alle anser deres mund, røv eller skede for at være så dyrebar en ejendel, at den absolut ikke må indgå i et arbejdsforhold', udtaler antropologen, professor Don Kulick i et interview i Information den 18. november.
Men Pornotopia er faktisk en lille historie, hvis ambition er, at tale om noget, der er tabubelagt uden at være fordømmende, men også uden at have udviklet nogle klare holdninger eller konklusioner om emnet, hvor karaktererne er meget lidt reflekterende.
Der bliver ikke meget for publikum at spille bold op imod. Det er faktisk kedeligt og kan ikke bære to-og-en-halv-times forestilling.

Paradokser
De skarpeste udsagn og iagttagelser vedrører slet ikke pornomiljøet, men den seertalsfikserede journalistiske sump. Men det er jo en helt anden historie.
Selvom stykket bevæger sig omkring nogle paradokser om fast lortearbejde på TV eller rimelig sjovt pornoarbejde og om det er værst at sælge sin sjæl eller sin krop.
Spillestilen er rodet. Pornomodellerne og journalisterne gestaltes som troværdige karakterer, hevet ud af virkeligheden, mens det resterende hav af biroller, som alle fremføres mere eller mindre karikeret af to skuespillere, slet ikke skal virke troværdige. Det er muligvis et forsøg på at gøre stykket sjovt og let, men det kræver langt større sans for timing, tempo- og stilskift. Den del bliver garanteret bedre, når stykket er blevet gennemspillet nogle gange af det unge energiske ensemble.

Pornotopia af Martin Lyngbo og Mungo Parks ensemble efter ide og originalmanuskript af Kitte Wagner og Jonathan Spang. Medvirkende: Kitt Maiken Mortensen, Christian Tafdrup, Tilde-Maja Fredriksen, Mikkel Arndt og Rikke Bilde. Instruktion: Martin Lyngbo. Opføres på Mungo Park indtil 22. december