Flot film om Josef og Maria. Men hvorfor kommer den netop nu? For budskabet i filmen er idealistisk. Den gentager de fantasifulde beretninger om jomfrufødsler, undere, engle og frelse

af Anders Fenger
I Danmark, hvor over 90 procent af befolkningen formelt set er tilsluttet Folkekirken, viser undersøgelser, at under 10 procent regner sig som personligt kristne i religiøs forstand.
Derfor må filmselskabet New Line Cinema have små forhåbninger om succes i Danmark for den nye film, Vejen til Bethlehem, der har premiere i dag.
Måske de håber på at befolkningen rammes af bimlende julesentimentalitet.
Filmen beskriver en velkendt skrøne om Maria, der på på forunderlig vis blevet gravid. Sammen med sin mand Josef er hun på vej til Betlehem, hvor hun senere vil føde Guds søn, Jesus. Men inden da skal parret gennemføre en lang og begivenhedsrig rejse.
Det eneste interessante for en kritisk filmanmeldervar, om det lykkes manden bag manuskriptet til filmen, Mike Rich, at komme med noget nyt til den velkendte historie fra Palæstina. I pressemeddelelsen fra filmselskabet er han nemlig citeret for at ville undersøge de politiske og sociale forhold på Josef og Marias tid, hvor romernes lakaj, Kong Herodes, undertrykte bønder, slaver og arbejdsfolk med brutal magt, skatteopkrævninger og tvang.
Og faktisk lykkes det Rich at vise os undertrykkelsen og den frustrerede befolknings håb om modstand og revolutionært førerskab. Førend de religiøse kaskader vælter ind over os biografgængere.
Blandt andet ser vi Herodes folk stjæle en bondefamilies ældste datter, fordi faderen ikke kan betale skat.
Filmen er også rig på autencitet i forhold til at vise tidens klædedragter og anden kultur.

Religion
Men budskabet i filmen er idealistisk. Den gentager fantasifostre som beretningen om jomfrufødsler, undere, engle og frelse. Den hylder ideen om, at det er et slags højere væsen, ofte tænkt som usynlig og åndelig, der styrer os, har planlagt alt ifølge skæbnen. Altså en gud, der er meningen bag det hele.
Det er egentligt påfaldende, at netop religiøse film i de senere år har vundet indpas i biograferne. Senest med Mel Gibsons Passion of the Christ.. Det hænger måske sammen med den kulturformørkelse, klodens magtfulde mænd ønsker at svøbe verden i. I takt med, at protesterne mod krig og undertrykkelse atter er ved at få medvind.
Det passer dem - og måske især nykristne Bush - perfekt, at vi sætter vores lid til skæbnen, guder og overtro, i stedet for at stole på egne kræfter til forandring, til videnskab og kendsgerninger.
Vor gamle, men dybt aktuelle ven, Marx, mente jo, at 'religionen, er det betrængte kreaturs hjertesuk' og at den er forkludrende og negativ, en 'forvrænget verdensbevidsthed,' der er en illusorisk lykke, som man tager sin tilflugt til som trøst og erstatning for utilfredsstillende livsforhold i den virkelige verden. For ham var religionen en åndelig sutteklud.
Tankevækkende og rammende! Tænk, der er nogle, der vil lægge gamle Marx i den ideologiske grav...
Af formildende omstændigheder, skal der til filmen Vejen til Bethlehems forsvar nævnes, at den i slutreplikkerne lader Maria udtale, at Jesus en dag 'skal få magthavernes trone til at styrte i grus'.
Sætningen giver et fingerpeg om, at der blandt nogle kristne er et ærligt ønske om at bekæmpe uretfærdighed og ændre verden til det bedre.
Var det lidt progressiv befrielsesteologi, der netop støtter retten til oprøret, vi her var vidne til i filmens døende sekunder?

Vejen til Bethlehem. Med Keisha Castle-Hughes, Oscar Isaac og Shohreh Aghdashloo.
Instruktion: Catherine Hardwicke
Premiere i dag.