Gogol Bordellos optræden og oprørske attitude kan ikke undgå at fylde en med en blanding af energi, glæde, inspiration og trods

af Thøger Juul Thorsen
Den adrætte, karismatiske forsanger i Gogol Bordello, Eugen Hütz med Nietzsche-overskægget puster og sveder mindst lige så meget som publikum i torsdagens koncert i Store Vega.
Han har nu også hoppet, sprunget, danset, sunget og råbt mindst lige så meget som de, og aftenen er endnu langt fra slut.
Han træder hen til mikrofonen med sin westernguitar, peger på et finsk flag, der er klistret på dækket, og siger med sin tommetykke ukrainske accent: 'You all know what thees ees' . Uden at vente på publikum fortsætter han; 'Det er et finsk flag!'
Han peger så videre ned på et spansk flag ved siden af det finske. 'I ved også alle, hvad dette er', fortsætter han. 'Det er et spansk flag'. 'Men ved I så også', siger han og peger over på podiet med trommesættet, hvor romaernes blå/grønne flag med det røde hjul i midten hænger, 'hvad dét er?'
'Gypsy-flaaaaaaag!' galer en ungersvend fra en af de forreste rækker. Han har for længst smidt den gennemsvedte t-shirt, som han svinger i cirkler over hovedet. 'Det er rigtigt!', råber Hütz. 'Dette er et Romani-flag, et sigøjnerflag! Det er vores folk! Thees ees ourr fuckin' myoosic!!'.
Det propfyldte Store Vega jubler begejstret, og bandet kaster sig ud i endnu en hæsblæsende punk-polka, som det er umuligt at stå stille til. Og stå stille gør hverken musikere eller publikum.

Ukendt
For bare et år siden var der ikke mange, der kendte til bandet med det skævt klingende navn Gogol Bordello. Men med gruppens fjerde album 'Gypsy Punks: Underdog World Strike' fra sidste år og en intens tournéaktivitet, har ordet spredt sig lynhurtigt, og siden årets Roskilde Festival har de spillet tre udsolgte sæt alene i Danmark.
Rygtet har først og fremmest spredt sig mundtligt, og har man én gang oplevet deres vilde sceneoptræden og løsslupne kombination af sigøjnermusik, punkrock og caberet med stænk af reggae og dub og en kærlig tanke til Manu Chao; så snakker man også om det.
Man kan spille koncert som de klassiske orkestre gør det, teknisk og smukt. Man kan spille koncerter som Madonna og Britney Spears, hvor alt er iscenesat til mindste detalje. Og så kan man spille koncert som Gogol Bordello.
Forsangeren Eugen Hütz springer rundt på scenen og spiller på sin guitar - nogle gange hurtigt og præcist, andre gange larmer han bare i takt til musikken - mens hans stramme, hvepsestribede bukser konstant glider så langt ned, at det nærmer sig noget, der ville være ulovligt på åben gade.
Imens hopper to danserinder, der ligner spåkoner der har forvildet sig ind i et tambourkorps, rundt på scenen og sørger for, at selv de mest krævende blandt publikum ikke keder sig.
De to har intet med den typiske MTV-danserinde at skaffe, som mest af alt er halvnøgen genstand for mændenes mest barnlige pubertetsfantasier.
De springer omkring, spiller marchtromme, bækkener og vaskebræt, laver høje knæløft og sparker ud i luften, synger og skriger i mikrofonerne, stiller sig i dramatiske positurer og skærer ansigt ad publikum, så det er en fryd.
En ældre violinist med langt gråt hår og gråt fuldskæg og en sort, ærmerløs rockers-trøje og en noget yngre, skælmsk udseende harmonikaspiller, skiftes til at spille muntre, skingre og legende melodistumper, mens en solid tremands rytmegruppe holder styr på udskejelserne med punkrockens energi og solide drive.

Meningsfuld
Det er forrygende, men det kunne sådan set godt bare have været dygtigt udført showbiz-as-usual. Hvad der gør Gogol Bordello til noget særligt er den intensitet, der kommer af, at der er mening i galskaben. Teksterne, der er et miskmask af engelsk, russisk og andre sprog, handler om tilværelsen som flygtning, om fattigdom, udstødelse og fremmedgjorthed, side om side med livsglæde, kulturrevolution og seksuel frigørelse.
Hütz er født i Ukraine, hvor hans far opfostrede ham med med vestlig punk- og rockmusik, som de smuglede ind i landet. Efter Tjernobyl-katastrofen flygtede familien til USA, hvor de levede i flygtningelejre, inden Eugen senere flyttede til New York og dens forjættede punkscene.
New York skuffede ham dog, og han begyndte at længes efter sin hjemegns folkemusik og interessere sig for sine rødder. Han rejste rundt i østeuropa til sigøjnerlandsbyer for at opleve forholdene og komme i bedre berøring med kulturen. Han oplevede fattigdommen, og han genoplevede udstødelsen fra flygtningelejrene.
Så når Hütz spiller solo på en blikspand er det godt nok i festlig, kreativ galskab, men det er også i respekt for den musik, som er en dyb nødvendighed for de forfulgte og fattige mennesker i lejrene, hvor en blikspand og en guitar kan være den musik, man har at udfolde sig med. I trods mod den velfriserede pænhed, der undertrykker dem. Og i trods imod den glædesløshed, der så let følger med fattigdommen. En trods, som er både smittende og inspirerende.

Nedladenhed
Hütz har udtalt, at han ikke interesserer sig for politik; men sikkert er det, at et enormt hjerte banker for de fattige og de undertrykte, og at han nærer en lige så stærk foragt for smarte, rige, ironiske hipstere, som behandler hans elskede musik med samme selvfølgelige nedladenhed som andre livsfornødenheder, som folk mangler i de flygtningelejre og sigøjnerlandsbyer, hvor han føler sig hjemme.
Ekstranumre. Den ene danser lægger stortrommen ud til publikum, som bærer den på en skov af hænder. Hun klatrer op på den, står lidt på sine knæ og finder balancen, inden hun igen taktfast svinger køllen over dens skind og de stakkels hoveder, der står under den. Da nummeret er ved at være slut, stopper hun, peger ind mod scenen, og surfer så langsomt over menneskehavet, indtil hun igen er sikkert i land. De spiller endnu et par numre, så er det slut. Lyset bliver slukket, og vagterne vil vist gerne have folk til at gå, selvom vi helst ville blive og ha' mere.
Musikken, deres optræden og den oprørske attitude kan ikke undgå at fylde én med en blanding af energi, glæde, inspiration og trods, som let kan forveksles med rendyrket appetit på livet. Mere af det, tak.

Gogol Bordello. Store Vega. 30. november.