14 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Et flabet kunstprojekt

Et flabet kunstprojekt

Fredag, 08. december, 2006, 00:00:00

Kunstnerduoen FLAB laver malerier, der fortæller en historie eller kommenterer samtiden. Flabet og provokerende. men også dekorativt

af Jesper Fink
Den før så hippe kunstcafé Riga på Istedgade i København lægger indtil d. 28. december lokaler til ny, ung og interessant kunst.
Det lavloftede rum er allerede nu fyldt op med mennesker og tobaksrøg. På bardisken står en bakke med uensartede glas fyldt med champagne. Stedet oser af tilbagelænet og venlig coolness.
På væggen er der imidlertid alt andet end roligt. En to meter bred sommerfugl på orange baggrund er 'splattet' ud på tre asymmetriske, rektangulære lærreder. Og overfor hænger et sort og hvidt selvportræt af kunsnteren ART, der skyder sig selv i hovedet med en pistol.
Hvis man nærmer sig billedet ser man, at der i den tegneserieagtige, hvide hjernemasse er skrevet FLAB med en masse bittesmå bogstaver.

Giver mærkevarer fingeren
Længere inde i caféens krinkelkroge hænger flere malerier. Ligefra smukke grafiske kvindeportrætter, til værket 'Guldfeber', der forestiller en mand med en tyk brækstråle af guld ud af munden.
Det ord, der bedst kan beskrive kunstnergruppen FLABs værker, er praktisk nok ordet flabet.
Malerduoen er poppede, når de har lyst til det, og provokerende, når de gider. Som i serien 'Muren', hvor en fattig og uskyldigt udseende dreng, samt en hætteomsvøbt hiphopper henholdsvis læner sig og tacker (tegner/maler red.) på en mur af en-dollarsedler.
Eller i de to kunstneres skizofrene og absurde selvportrætter, hvor de henholdsvis skyder og kvæler sig selv.
Men mest provokerende er de, når de ganske uden respekt for copyright-loven maler deres logo, en stor grovkornet mund, der brækker sig henover Louis Vuitton- og Burberry-mønstre.
Fælles for alle malerierne er dog, at de er æstetisk flotte og velkomponerede, selvom det nok ikke er alle motiver, mormor ville hænge over lænestolen.

Nye drenge med ambitioner
Dybest inde i kunstcaféen står Aske Rif Torbensen, den ene halvdel af FLAB, i fuld færd med at oplyse et af sine fotografier med en loftslampe for at få den helt rigtige effekt frem for en potentiel køber.
Sammen med sin bror, Mark, startede han i december 2004 den autodidakte kunstnergruppe FLAB under de individuelle kunstnernavne ART og MARKVÆRK.
Og siden da er det gået stærkt. Fra små interimistiske udstillinger på caféer og butikker, til Panum Institutets vægge og til forsiden af sidste nye nummer af kunstmagasinet Kånst.
Og ambitionerne stopper ikke der. FLAB har planer om eget galleri, og målet er at komme til at leve af kunsten.
Med den ildhu, det engagement og dét salgstal, de to unge kunstnere lægger for dagen, ser det lovende ud.

Til enhver væg
Med priser fra 2000,- og op til 16000,- er FLAB`s malerier ikke specielt dyre i forhold til deres håndværksmæssige kvalitet og store formater.
Og hvis man ser bort fra enkelte af billedernes stødende motiver, er hvert eneste FLAB-maleri ualmindeligt dekorativt.
Man skal ikke forvente at kunne slæbe et billede med hjem, som man så kan sidde og analysere i det uendelige. Men man kan derimod forvente et maleri, der fortæller en historie eller kommenterer samtiden, og som man sagtens kan have hængende over reolen, hvad enten der står Ilva eller italiensk design på møblerne.

Udstillingen på Kunstcafé Riga, Istedgade 79, løber frem til. 28. december. De fleste af FLABs malerier og fotos kan ses på deres hjemmeside:
www.flabkunst.com

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. dec. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur