En meget vellykket dialog mellem to af moderne dansk kunsts mest særprægede kunstnere

af Finn Hermann
Denne udstilling handler om, med hvilke sanser man tilegner sig naturen, dens organiske liv, dens overflade.
Udstillingens videnskabeligt klingnde titel De Natura ('Om Naturen') er nok mest møntet på Karin-Birgitte Lunds store tegninger, deres detailleringsgrad, den næsten mekaniske kryds-skraveringsteknik og det fine, kølige rasternet af pasteltoner, som hun lægger over motivet.
Hun arbejder ikke i og med naturen, men holder en distance, registrerer den, fortæller om den.
Teknikken er meget tidskrævende, ikke kun for kunstneren, men også for beskueren, hvis blik tvinges til langsomt at vandre fra detalje til detalje. Hver enkelt streg med den sylespidse farveblyant bliver til en detalje ved motivet. Ja, teknikken og strukturen bliver et motiv i sig selv.
Hun opsøger derfor ikke naturen i jorden, stenen eller græsset, registrerer 'blot' det, som tilfældet har lagt for hendes falkeblik, det være sig et marmorrelief eller naturens egne camouflagestriber på et æg. Eller tætte mønstre af løvværk og frugter. Eller myldrende hærskarer af krabber. Eller en rusten spand dekoreret med billeder af hunde, karakteristisk nok fundet ved foden af Akropolis, så vi på én gang får referencen til den kølige, klassiske kunst og det moderne forfald. Dét, hun ser, er for hende natur.

Tæt berøring
Inge-Lise Westman kunne have valgt titlen I Naturen eller endnu bedre Med Naturen. For i den grad lever hun sig med krop og sjæl ind i naturens stoflighed. Især i de store hvide monokrome snebilleder og i raderingerne af harer og græs, bringer hun beskueren i tæt berøring med naturens organiske liv.
Hendes store stoflige malerier kan i den spontaneistiske malemåde minde om den amerikanske abstrakte maler Jackson Pollocks dripping-teknik.
Men, hvor han med hænder og fødder og tuber og pensler og malingen dryppende fra hullede konservesdåser skabte sine kosmiske fantasier på et lærred bredt ud over gulvet, arbejder hun den modsatte vej, kalder gennem det jomfruelige lærred på væggen den nære natur frem af den fysiske kamp med pensel og farve.
Hvor han maler kometbaner og mælkeveje, kravler hun med pensel og radérnål rundt mellem græsstrå og spor i sneen og studerer naturen set fra harens og jordens synspunkt. Man fornemmer slægtskabet med den tyske renæssancemaler Albrecht Dürers grafik af dyr i naturen.

Detaljen
Det føles naturligt, at udstllingen indledes med to dyreportrætter: Karin-Birgitte Lunds tegning af et arkaisk marmorrelief, forestillende en hund, meget livagtig, næsten på spring ud af marmoret og Inge-Lise Westmans store radering af en hares forparti - også den på spring?
Også hun forelsker sig i detaillen. Fælles for de to er, at de bogstavelig talt begraver sig i deres motiver.
Selvom deres opfattelse af naturen - og kunsten - er vidt forskellig, er udstillingen blevet en meget vellykket dialog mellem to af moderne dansk kunsts mest særprægede kunstnere.

Inge-Lise Westman og Karin-Birgitte Lund. Sophienholm til og med 17. december 2006. www.sopfienlholm.dk