15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Afrikanere som forsøgspersoner

Afrikanere som forsøgspersoner

Tirsdag, 12. december, 2006, 00:00:00

Henning Mankell fortæller i sin bog, hvordan medicinalindustrien skruppelløst tager alle midler i brug for at finde en vaccine mod aids

af Ulla Rasmussen
Som i flere af Henning Mankells bøger bliver Kennedys hjerne sat op som kontrastene mellem de to kontinenter, Afrika og Europa.
Hvordan vi i nord tager det af Afrika, vi kan bruge, for derefter at være ligeglade.
Arkæologen Louise er hovedpersonen. Hjemvendt fra en udgravning i Grækenland finder hun sin voksne søn Henrik død i sin lejlighed i Stockholm.
Louise nægter at tro på, at sønnen har begået selvmord, som politiet ellers er nået frem til.
Herefter følger hun sønnens liv tilbage i tiden. Og opdager mange sider af sønnen, hun aldrig har kendt til.
Mankell fortæller gennem sit persongalleri, hvordan medicinalindustrien skruppelløst tager alle midler i brug for at finde en vaccine mod aids. Blandt andet bruger de afrikanere som forsøgspersoner. Henrik var kommet på sporet af dette, hvilket kostede ham livet.
Louise rejser rundt i Europa og Mozambique og møder de mennesker, Henrik har delt sit liv med. Nogle hjælper hende, andre vil af med hende. Men det lykkes Louise at finde et sted i Mozambique, hvor en af de menneskelige 'forsøgscentraler' ligger.
Bogen bliver noget langtrukket, når vi mange gange læser om Louises filosoferen. Hele tiden forbundet med de samme få gloser fra hendes arkæologiske arbejde, for eksempel at klinke skårene.
Og arkæologi er vist ikke Mankells hjemmebane. Men som sædvanlig er det en spændende og aktuel bog, Mankell serverer.

Kennedys hjerne. Af Henning Mankell.
376 sider. Pris 275 kr.
Gyldendal 2006

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. dec. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur