Eksperterne er dansk rap med holdninger. Men musikbranchen er meget indspist. Og det drejer sig om at levere pakken rigtigt. Og det må ikke være for råt for radiostationerne
af Sune Hundebøll
Det var en torsdag aften. Jeg spiste med ungerne og konen. Aftaler om, hvem der putter. En sms:
Gatas Parlament klokken 21 på Stengade. Improviserer lynhurtigt en tur i byen. Børnene over til naboen og vi ud af døren. Opvarmningen hed Experterne, et ukendt navn, der pirrede nysgerrigheden. Hvem fa`en er de?
Uger efter cykler jeg gennem byen - fra Nørrebro til Islands Brygge i København. Det er december, småkoldt og fugtigt.
Experterne venter.
Ankommer og ringer på mobilen. Jesper Christian Sørensen og Jesper Holmer, aka. Jeks og Stabil, henter mig på gaden og vi går op i deres studie.
Her er keyboards, computer, fladskærme, to store tv og anden hi-fi. En blød sofa, en lænestol og belysningen er dunkel. Vi sætter os til rette og jeg tænder båndoptageren. Stabil ligger ud:
- Oprindelig stammer vi fra Ballerup. Det er der, vi mødte hinanden og startede gruppen. Vi bor begge to i København NV nu.
Jeks afbryder.
- Vi gik i gang med at rappe i 1999, men var i hver sin gruppe. De gik i opløsning i 2000. Vi kendte hinanden gennem den lokale ungdomsklub. Den fælles musikinteresse gjorde, at vi fandt sammen, fortæller han.
Oprør
I 2002 udsendte Experterne demo-EP'en 'Hjemmebryg På Hjemmetryg.' Indenda havde de medvirket på en compilation-cd. 1. maj 2006 udkom debut-cd'en 'Oprør.' Her lægges der ikke skjul på de politiske holdninger.
- Kunst kan gå hen og blive for meget pladder. Holdningsløst, hvor der slet ikke er noget at komme efter. Kunsten er tom. Vi vil gerne have mere at byde på, siger Jeks . Stabil supplerer:
- At have en holdning, det afskærer nogle folk fra at høre musikken.
For Experterne er det vigtig, at være tro mod sig selv, også selv om det måske koster lidt. Det er ikke alle, der var lige begejstrede da 'Oprør' udkom.
Mens Stabil tænder en smøg, siger Jeks :
- Hvis vi kigger på de anmeldelser, vi har fået, er der mange, der siger, at det er modigt, at turde bruge en debutplade på politiske emner.
- Ud fra anmeldelser og den respons, vi har fået, føler vi, at folk har misforstået vores formål med pladen. Mange savner nogle svar på de emner, vi tager op, siger Jeks.
De to hip hop'ere afbryder konstant hinanden. Stabil overtager nu ordet:
-Det var ikke meningen at give svar. Planen var, at vi skulle skabe debat. Kun én anmelder har fattet pointen. Det var paradoksalt nok i Woman. Hun smed fire stjerner efter den, siger han.
'Oprør' er udsendt på Skytune/Cope Records. Der har ikke været noget stort budget til promotion. 'Oprør' har ikke solgt overvældende. Jeks forklarer:
- Pladen er ikke udsendt på et stort selskab. Der har manglet nogle økonomiske ressourcer til at gøre det større. Musikbranchen er meget indspist. Det handler om at have et kæmpe netværk, du kan lave lobby-arbejde på.
Stabil afbryder:
- Pladen er mere eller mindre selvudgivet. Det kan være svært at få indpas hos radioer. Det drejer sig om at levere pakken rigtig. Vi har måske lavet den lidt for rå til, at det kunne finde indpas hos radiostationerne.
Bag Facaden
Der tages mange emner op på 'Oprør.' Nogle af emnerne er krig, censur og overvågning. Nummeret 'Bag Facaden', handler om det politiske spil. En legende basgang, et beat og violinsample. Omkvædet går: 'Politikere tag plads for nu ska' vi lave teater /din sufflør som ingen ser, vil altid sidde bag dig/Skriver dine notater og går hver dag på gaden/uden at bli'e genkendt som manden bag facaden'.
Stabil uddyber:
- Jeg ser politik i dag som meget kortsigtet. Der er mange politikere, der ikke ser længere end til næste valgkamp.
Jeks bryder ind.
- Det jeg syntes er problemet, er at mange politikere er for skolede. Du har en politiker. Du har en medierådgiver, der går ind og pudser alle hans rå hjørner af. De fremstiller ham ren. Jeg tror ikke ,du kommer til at se én som sømanden, Preben Møller, der stillede sig op på talerstolen i Folketinget og brugte bandeord.
Han fortsætter.
- Vi ville gøre opmærksom på, hvor meget medie- og kommunikations-rådgivning, spiller ind på politik nu til dags. Det tror jeg ikke den menige mand tænker over. De tror, de får den reelle vare. De ved ikke, der har været rådgivere inde og vejlede. Der sidder altid en sufflør, siger Jeks.
Politisk bevidst
Sofaerne er bløde. Jeks og Stabil sidder henslængte i hynderne. I lokalet ved siden af sidder en anden kunstner og arbejder ved computeren.
Om den kreative proces siger Jeks.
- Det er tit mig, der får ideen. Så smider jeg den i luften. Hvordan kunne vi gøre det? Er det en ide ,der holder?
Stabil er hurtig.
- Vi finder en arbejdstitel og arbejder ud fra det. Vi diskuterer rammerne for nummeret. Hvad skal det indeholder, hvad vil vi sige med det, beretter han.
Experterne er ikke smagsdommere, der ved, hvad andre skal mene. Virkeligheden beskrives. De giver deres bud, deres holdning. Lytterne må geres bliver provokeret til at tænke.
Jeks reflekterer.
- Det, vi ville med pladen var også at få unge til at blive mere politisk bevidste. Vise at der er mere end hvad musikscene almindeligvis har at byde på. Det er vigtigt, at der bliver skabt interesse for politik. Unge er ikke så politisk bevidste, som de var for 30 år siden, mener han.
- Vi har aldrig haft den holdning, at folk skal være enige med det, vi siger. Vi laver ikke lobbyisme. Vi vil fremprovokere en reaktion. Folk må mene, hvad de vil. Det skal vi ikke ind og bestemme. Det skal de nok selv finde ud af.'
Cover art
Der er gjort meget ud af coveret på 'Oprør'-cd'en. Gadekunst på forsiden og en stregtegning til hvert enkelt nummer.
Experterne har fået en af landets dygtigste street art kunstnere, Jan Danebod, til at levere. Jeks forklare hvordan det gik til:
- Vi har kontakt til nogle graffitimalere, og en af vores venner havde kontakt til Jan. Vi mødtes med ham og snakkede om ideen. Så tog han ud i Europa. Det meste er tegnet i Ungarn. Forsiden til coveret er malet på en mur i en gård i Budapest, fortæller han.
Her bryder Stabil så ind.
- Vi sendte teksterne til ham og han sendte A3-tegninger hjem til Danmark. Vi ville lave noget, der er anderledes. Når du ser dansk hip hop, er det tit et billede af dem, der har lavet pladen på forsiden. Coverbogen er to sider, hvor der står, hvem der laver pladen.
Tilbage til Jeks.
- Det er med til at give pladen identitet. Det er det visuelle billede af musikken. Det er vigtigt, det spiller sammen, siger han .
- Ja, han har gjort et godt stykke arbejde. Det må sætte nogle standarder, siger Stabil og giver ordet tilbage til Jeks.
- Det startede med, at vi så, han havde lavet en produktion ved Ungdomshuset. Hans stil var fed, fordi den havde nogle politiske undertoner. Det kunne være super fedt at få ham til at lave noget til coveret.'
Næste skridt op
Experterne er i gang med at lave nye numre. Det bliver måske knap så direkte i sit udtryk, men deres holdninger vil de ikke give afkald på. Jeks.
- Det er vigtigt for os, at vi som kunstnere ikke låser os fast i den samme genre. En ting er, at folk godt kan lide det politiske og forventer at vi laver en politisk plade igen. Hvis vi ikke selv føler, vi har noget at fortælle, kan jeg ikke se, at vi partout skal ud på barrikaderne.
- Vi er i gang med at lave en ny plade. Der er ikke tale om, at der ikke kommer politik indhold. Men vi har måtte sande, at hvis vi skal nå ud til en større målgruppe, må vi gøre det på en anden måde. Tage det fra en anden vinkel, fortæller Jeks og fortsætter uden afbrydelse.
- Vi vil stadig reflektere over samfundet. Ikke så meget den politiske agenda. Vi vil mere gå ud og sige, her har vi nogle samfundsmæssige problemer, hvordan kan vi behandle dem. Få en lidt mere humoristisk distance, uden at det går hen og bliver plat.
Indimellem høres trafikstøjen fra Njalsgade i København svagt. Folk vandrer ud og ind af Super-Brugsen: lørdagsindkøb. Asfalten bliver mørk af regnen, der tager til. Jeks fortæller videre om fremtiden.
- Vi er i gang med at skrive et nummer, der skal hedder 'Plastic'. Det skal handle om folks sygelig fokusering på deres udseende. Skønhedsidealer. Vi har tænkt os at lave det som to historier - to personer. Vi skriver hver især om en person, hvor deres veje krydser hinanden. De spejler sig i hinanden, fortæller han.
- Når vi siger skønhedsidealer, er det første, der popper op, kvinder og kosmetiske indgreb. Men det, vi har tænkt er, at den ene bliver fortalt ud fra et kvindesynspunkt og den anden ud fra en mands synspunkt. Netop for at sige, at mænd også godt kan have nogle skønheds-issues.'
Stabil supplerer.
- Vi har arbejdet med beat-siden, altså lydsiden. Den bliver mere finpudset.
- Det eneste, folk skal forvente af os er, at vi laver noget, vi kan stå inde for, tilføjer Jeks.
Experterne ser gerne sig selv som dansk raps kamæleon.
Experterne.
www.experterne.dk
Experterne (MySpace.com)
http://myspace.com/experterne
Book os
Den 13. december spillede Experterne på Loppen (København). Ind til videre er det mest blevet til koncerter i hovedstadsområdet. Hvis provinserne booker dem, vil de gerne så langt ud om muligt.
De har spillet både til en anti-krigs-, en anti-Bush-demonstration ,og hvis der er noget de kan stå inde for, viser Experterne 'gerne fanen og giver deres bidrag til en sag.'
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278