Er virkeligheden som den ser ud? Og hvor slutter virkeligheden, når magien begynder? ¤¤Illusionisten¤¤ er en idealistisk film, der vækker til eftertanke
af Anders Fenger
Et godt gammeldags materialistisk og snusfornuftigt mundheld siger, at det sete afhænger af øjnene, der ser.
Men der er underligt nok stadig mennesker på denne jord, der bestrider det og frejdigt hævder, at det skete afhænger af øjnene, der ser. Verden eksisterer altså udelukkende i vores individuelle sanseverden.
Sådanne mennesker vil sikkert æde budskabet i filmen Illusionisten råt.
Filmen handler om illusionisten og magikeren Eisenheim, (Edward Norton) der med stor succes optræder i Wien i 1800-tallet. Man siger, han har overnaturlige kræfter.
Men politikommisæren Uhl (Paul Giamatti) starter en efterforskning. Kan hans numre være bundet i virkeligheden? Eller er det fup?
Også kronprins Leopold (Rufus Sewell) er helt overbevist om, at Eisenheims forestillinger er snyd og bedrag. Da så kronprinsens forlovede, Sophie von Teschen (Jessica Biel) ved et tilfældeassisterer Eisenheim på scenen, genkender de hinanden fra barndommens dage, og de følelser, de havde for hinanden, blomstrer atter op.
Nu kæmper både Eisenheim og Leopold om Sophies gunst og vil begge gøre hvad som helst for at vinde hendes hjerte - også selv om det koster menneskeliv. Og Eisenheim for sin part gør klar til at udføre sit største illusionsnummer nogensinde.
Udover at indeholde en lidt fortænkt og forudsigelig historie, er filmen fuld af flot scenografi fra optagelsesstedet, Prag.
Desuden er der en snert af samtidshistorie og kritik af klasseskellene mellem arbejdersønnen Eisenheim og hans hjertenskære adelige Sophie von Teschen.
Overtro
Men i hovedsagen er budskabet i filmen idealistisk. Den spørger: Er virkeligheden som den ser ud? Og hvor slutter virkeligheden, når magien begynder? Lykkes det virkelig magikeren og illusionisten Eisenheim at trodse naturens love? Kan de døde virkelig vækkes til live og kan man rejse i tiden?
Med lidt god vilje kunne Illusionisten få os til at tænke på, hvordan mysticismen også i dag forsøger at hylle menneskeheden i fordummelse og blind tåge. I et virkelighedsfjernt tv-drama. Konstrueret og planlagt. Eller, at det ikke er første gang i historien, at magthaverne har tyet til overtro for at lulle en utilfreds befolkning i søvn.
For biografgængere med hang til filosofiske betragtninger kan filmen dog være interessant.
For dem understreger filmen sikkert nødvendigheden af at bekæmpe idealismen som filosofisk teori - en tro, der går ud på, at sjælen eller bevidstheden i en eller anden forstand har forrang fremfor den materielle natur.
For lige netop virkeligheden er, som den ser ud? Den er til at tage at føle på. Og forandre! Alt, der findes, er jo materielle genstande, der kombineres. Bevidstheden er simpelthen ikke andet end bestemte materielle processer i hjernen.
Uanset, hvilke kaniner en Eisenheim kan hive op af sin magiske hat.
Illusionisten. Instruktør: Neil Burger. Med Edward Norton, Paul Giamatti og Jessica Biel. Premiere i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278