14 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Frikadeller og fagforeninger

Frikadeller og fagforeninger

Fredag, 15. december, 2006, 00:00:00

Middagspause. To fra sjakket har været ude at købe madpakke og har varme frikadeller med tilbage

af Kjeld Stenum
'Hvad, skal du ikke ha` én?'
'Nej, han spiser aldrig frikadeller, ved du ikke det?'
'Gør du ikke? Jo, tag nu én!'
'Nejtak, du, hvis jeg skal have frikadeller, så laver jeg dem selv, så ved jeg, hvad der er i dem!'
'Åh hvad, døden skal vel have en årsag alligevel, og man ved sgu heller ikke, hvad det, man kommer i ens egne frikadeller, er lavet af.'
'Det gør man måske ikke helt, men det er da ikke det årgamle kød, de sælger billigt til pizzarierne og smørrebrødsforretningerne den ene gang efter den anden.'
'Måske ikke, men den er sgu da ikke meget værd, den kontrol de har på slagterierne nu om dage. Én dyrlæge på hvert slagteri, og han sidder ude bagved og drikker bajere, mens arbejderne selv kontrollerer, og de gør det på akkord.'
'Sådan er det jo med alt. De er vel nødt til det for at konkurrere. Ellers ryger svinene jo bare til Tyskland og bliver slagtet af underbetalte polakker.'
'Jo, men det duer sgu da ikke, at slagterierne kontrollerer sig selv. Der skal komme en dyrlæge udefra, fra fødevarekontrollen eller fra en forbrugerorganisation, ellers er det sgu da ingenting værd.'
'Det skal det nok heller ikke være. Tænk på, i løbet af de seneste hundrede år er vi blevet fire gange så mange mennesker på jorden. Der skal sgu storproduktion til, hvis der skal laves mad til så mange. Så har man altså ikke råd til alle de fine fornemmelser.'
'Nej, man går på kompromis med kvaliteten allevegne. Det kender vi jo også fra os selv.'
'Årh, snak for dig selv!'
'Jo men det gør vi jo. Om det så er vores egen sikkerhed, det handler om. Nu har de igen sagt, at vi laver flere og flere arbejdsulykker i byggeriet.'
'Ja, og folk klager over, at håndværkerne leger konger og laver en masse lort her under byggeboomet. Der kan man sgu se, hvad det kommer af. Det kommer af, at vi bliver sparket for meget i røven. Ellers ville vi vel i det mindste passe på os selv.'
'Åh, folk er parate til meget, bare pengene er der. Det med sikkerhed det er nu også tit os selv.'
'Synes du? Jeg synes sgu ellers ikke, det har meget med penge at gøre. Tværtimod, der hvor de er allermest underbetalte, det er også der, der bliver skidt allermest på sikkerheden. Kan de træde på os på den ene måde, kan de som regel også på den anden.'
'Jo, men folk er vel nødt til det. Ellers kommer der jo også billige polakker her. Eller svenskere. Eller jyder, for den sags skyld. Eller der kommer et udenlandsk firma og tager entreprisen.'
'Ja, det er det satans EU!'
'Det er også arbejdstilsynet. De er sgu ikke meget værd mere. Ringer fire dage i forvejen og siger, at nu kommer de på kontrolbesøg den eller den dag. Hvad er det for noget? De skal komme uanmeldt, skal de! Ligesom dyrlægerne skulle til slagterierne.'
'Jo, men kommer de uanmeldt, kan mester vistnok sige nej til at lukke dem ind på pladsen. Så hvad ved vi egentlig om, hvor meget de prøver på det?'
'De prøver ikke ret meget, det kan jeg godt sige dig, for de er ikke ret mange folk mere. Det er blevet skåret ned. Og nu kan du se ham konsulenten derindefra, der knaldede dig ude i Sydhavnen, nu er han sikkerhedschef i et byggefirma i stedet for, og så har piben ellers fået en anden lyd. Det er ligesom, når slagteriets egen dyrlæge står for kvalitetskontrollen.'
'Ja, men det skal jo også være fagforeningerne, der tager stilling til, om en plads skal lukkes eller ej. Det er jo ikke noget, vi skal lade et offentligt kontor tage sig af. Er det fagforeningsmanden, kan vi selv sørge for, at han får adgang, hvis han kommer uanmeldt. Hvis vi kan stå sammen om det, altså!'
'Vi skulle faktisk gøre som murerne i gamle dage. Før de overhovedet gik i gang med et byggeri, så havde de fagforeningen ude og kontrollere, om alt var i orden. Og var det ikke det, så gik de bare ikke i gang. Så måtte mester se, om han kunne finde et andet sjak. Og det kunne han jo ikke!'
'Jo, men fagforeningerne er jo heller ingenting værd mere!'
'Så er det da din egen skyld. Hvis ikke du er tilfreds med dem, der sidder derinde, kan du sgu da bare møde op på generalforsamlingerne og vælge nogle andre. Det er sgu da vores egne foreninger.'
'Ja, for nogle af os. Men der er jo flere og flere, der slet ikke er med mere. Og nu er det blevet kriminelt at forlange af folk, at de er med. Vi må jo ikke have eksklusivaftaler mere.'
'Nej, men det er vel egentlig også op til os selv. Dybest set er det jo os, der har fat i den lange ende. Uden os får mester ikke bygget mange huse!'
'Jajaja, så er vi vist tilbage i de glade tressere igen. Spis nu din frikadelle i stedet for alt det snak!'
'Den er blevet kold, du! Det er noget værre hundeæde!'

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. dec. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur