Ny vigtig bog pointerer, at Venstre i sin iver efter at beholde flertallet, som en anden Faust, har solgt sin sjæl til Mefisto - Dansk Folkeparti
af Klaus Haase
Venstre - under liberalismens bekvemmelighedsflag er titlen på en ny bog. Og mødet med denne fremragende og ætsende bog om Venstre og dens store koncernleder, er for mit vedkommende også et gensyn med en gammel skolekammerat, som jeg ikke har set i lang tid.
Bogens forfatter, Peter Johannes Schjødt, og jeg udvekslede litteratur med hinanden, støvede antikvariaterne igennem, løste verdenssituationer over et glas. Man kan sige, at vi var 'hinandens højskole,' og når bølgerne gik højt, lavede vi skiftevis 'kulturkanoner' ud fra vores favoritter i bedste smagsdommerdyrkelse!
Fogh har, ifølge denne netop udkomne bog, lagt navn til en ny 'ideologi': Foghisme.
Forfatteren til bogen gør detaljeret rede for denne nye isme, der for tiden hærger vort land.
Lad mig bare minde om: Kulturkanoner, smagsdommeri og en asocial biblioteksafgiftslov, der med ny lov begunstiger de velhavende bestsellende forfattere og udelukker de nye fra at modtage penge for udlån af deres værker.
I bogen sammenlignes Fogh med en ballonskipper. Fra sådan et fartøj smider man som bekendt tunge sække ud for at holde den i luften - hvis det er nødvendigt.
Billedlig talt er det et udtryk for, hvordan Fogh smider sine liberale idealer ud, og får en eller anden foghisme ud af det.
Vi bliver introduceret i liberalismens filosofiske grundlag, der tager udgangspunkt i rødderne fra den franske revolution om frihed, lighed og broderskab.
Der kommer talrige ironiske og spiddende eksempler på, hvordan Fogh har dumpet disse tre poser fra sin luftballon. Bare for at holde den i vejret.
Forfatterens pointe er, at Venstre i sin iver efter at beholde flertallet, som en anden Faust, har solgt sin sjæl til Mefisto - selvsagt med Venstre i den ene rolle og Dansk Folkeparti i den anden. Sidstnævnte partis intolerance og autoritære tendenser, iblandet hul Morten Korch-kultur og et kynisk menneskesyn.
Man kan jo spørge sig selv, om den ideologiske bastard foghismens baggrundsarkitekter ikke i virkeligheden er Langballe og Krarup...!
Denne bog er anbefalelsesværdig: Den er håndfaste argumenter mod den gylle, der for tiden forpester vort land!. Må den lånes af så mange, så den kan få en værdig biblioteksafgift!
Peter Johannes Schjødt . Venstre - under liberalismens bekvemmelighedsflag. Forlaget Tiderne Skifter.
160 sider.
Pris: 199 kr.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278