Nå ja, jeg kan vel lige så godt indrømme det offentligt også: Jeg ser for meget fjernsyn. Eller rettere, jeg falder aften efter aften i søvn minutter efter, at jeg har tændt. Så vågner jeg henad midnat eller senere, til et helt andet program end det, jeg havde tænkt mig at se. Og på den måde går apparatet i adskillige timer hver aften

af Kjeld Stenum
Jeg er ved at blive halvgammel, og jeg har langt at cykle hver dag og har hårdt fysisk arbejde i frisk luft. Jeg skal også passe på, når jeg vågner der henunder midnat, jeg skal helst undgå at blive grebet af det, der så kører på skærmen, ellers er jeg lysvågen bagefter, og så er den nat ødelagt. Og dermed hele resten af den uge.
Men det sker, at jeg bliver grebet. Således her for en tre måneder siden, der kører nogle dokumentariske historiske serier på DR2, jeg kan ikke huske dem fra hinanden, men en aften vågnede jeg i hvert fald op til sådan én. Den handlede om første verdenskrig. Det var en underlig historie, der blev fortalt, som om jeg stadigvæk drømte, og snart var jeg slugt med hud og hår.
Selv om det overhovedet ikke var jul på det tidspunkt, handlede udsendelsen om jul ved første verdenskrigs uendelige trøstesløse vestfrontlinje. Den første jul i den krig. Som i hvert fald læsere med interesse for krigshistorie vil vide, udkæmpedes første verdenskrig i stor udstrækning i skyttegrave. De krigsførende parter gravede sig ned i hver sin skyttegrav, med et passende stykke ingenmandsland imellem, og krigen handlede så om ikke at stikke hovedet for højt op over gravens kant, for så fik man en fjendtlig kugle.
Ingenmandsland var virkelig ingen mands land, for enhver, der bevægede sig herud, ophørte med at eksistere. Det var en ekstremt defensiv krigsførelse, man havde teknik til dengang, man havde ikke den fornødne mobilitet til at fremtvinge afgørelser. Men alligevel eller måske netop derfor var det en uhyre blodig affære, man fastholdt hinanden i et dræbende kvælertag, indtil alle var døde. Den eneste chance for at rykke frem var overraskelsesangreb.
Sådan et overraskelsesangreb besluttede briterne så at forberede julenat i krigens første år, når alt lå hyllet i mørke, de ville rykke frem i ingenmandsland og opstille nogle afskærmninger, de kunne bruge som skydeskjul i forbindelse med en storm mod tyskernes linjer. De valgte naturligvis julenat, fordi de forventede, at tyskerne på grund af højtiden ville udvise mindre agtpågivenhed.
Julenat listede de så frem og begyndte i ly af den franske vinternats bælgravende mørke at stille deres skydeskjul op. Man forsøgte at undgå at støje. Men på et tidspunkt måtte tyskerne alligevel have fået færten af, at der foregik noget usædvanligt, for lige pludselig kunne englænderne høre, at et eller andet var under opsejling henne fra tyskernes skyttegrav.
Englænderne greb deres geværer og var sekunder fra at give ild, da de pludselig hørte salmesang. Tyskerne kom marcherende over imod dem syngende julesalmer! Hvad skulle man gøre? Og hvad skulle man tro? Englænderne valgte at undlade at skyde først. Og prøvende mumlede de lidt med på salmen på deres eget sprog. Til sidst stod man med front mod hinanden med få skridts afstand og sang i kor. Da sangen nåede til enden, hilste tyskernes befalingsmand og sagde, at man blot ville ønske god jul.
Man kunne vel godt lade denne trøstesløse krig hvile bare for denne ene nat? Englænderne vidste stadig dårligt, om de skulle le, græde eller skyde. Men de gad jo heller ikke længere dette meningsløse myrderi. Og snart stod man og talte med hinanden, om koner og kærester og familie og juletraditionerne derhjemme, herregud, de unge knægte var jo så ens, selv om de til daglig gik og myrdede hinanden!
Men befalingsmændene højere oppe i systemet lugtede jo hurtigt, at noget ikke var, som det 'skulle' være. Og snart dukkede en engelsk overordnet, var det en kaptajn, op over bakkekammen og brølede ned mod soldaterne for at få at vide, hvad der foregik.
Han kunne have valgt at dømme fraterniseringen med fjenden som landsforræderi. Om det var usikkerhed om hvorvidt sådan en reaktion ville fremkalde mytteri og stille ham personligt i en farlig situation, eller om det var et godt hjerte, der løb af med ham, får vi ikke at vide, men i hvert fald endte han med at indvilge i et døgns julevåbenhvile, mod at man gik hver til sit.
Men juledag mødtes man igen. En tysk officer havde en flaske vin med, Som svar på gaven fik den engelske officer fremtryllet én af de frygtelige plumpuddings, man spiser i det land ved juletid. Og der blev ikke løsnet et skud, så længe våbenhvilen varede.
Ja, ikke nok med det. Fraterniseringen med fjenden fortsatte, den bredte sig fra kompagni til kompagni, fra skyttegrav til skyttegrav, og da våbenhvilen udløb, havde ingen af parterne trang til at genoptage skyderiet. Krigen var ved at gå i stå. Ikke nok med, at frontlinjerne ikke flyttede sig, krigshandlingerne hørte også op. Og efterhånden nåede rygterne om det jo så højt op i rangklasserne, at de officerer, for hvem krigen mere var møder og frokoster med Europas besluttende politikere, end den var deltagelse i rædslerne og afsavnene i skyttegravenes mudderhuller, også hørte om det.
Så de højestbefalende rykkede egenhændigt ud for at inspicere forfaldet. Og med en dygtigt iværksat kampagne af snigskytteri og lumske baghold lykkedes det efterhånden at få rusket så meget op i troppernes umoral, at den nys vundne tillid ikke kunne tåle det. Langsomt kom skyderiet og krigsmaskinen op i omdrejninger. Denne gang for ikke at høre op før fire år og millioner af nyttesløst døde unge liv senere.