En julegave til Anders

⎙

Lørdag, 23. december, 2006, 00:00:00

Så endelig oprandt juleaften. Anders sad uroligt og kunne ikke rigtig nyde den gode mad. Men så dukkede onkel Thor op i sin store firehjulstrækker på gule plader

af Frits Clausen
Anders var en rask dreng på lidt over fem år. Han var som regel glad og munter, selv om han syntes, at børnehaven var begyndt at blive lidt kedelig. Men nu nærmede julen sig, og Anders glædede sig rigtig meget - både til sneen, lysene og gaverne - og ikke mindst til den gode mad.
I dag var han en smule trist og ville gerne blive i børnehaven, lige til den lukkede. Grunden var, at hans mor i morges havde sagt, at tante Pia kom på besøg og ville blive der hele aftenen. Tante Pia var ikke hans rigtige tante, og Anders brød sig ikke om hende.
Hun brød sig heller ikke om børn men snakkede altid (meget) om ældre mennesker og alt det gode, hun ville gøre for dem.
Anders vidste ikke, om tante Pia havde børn selv, men hun havde to plejesønner, Kristian og Peter, og de var slet ikke rigtige børn mere, selv om Anders` far sagde, at de opførte sig som om de var.
Når tante Pia ikke snakkede om Kristian og Peter og de ældre, skældte hun ud over müsli.
Det forstod Anders ikke, at hun gad at skælde ud over næsten hele tiden; hun kunne jo bare spise havregryn, hvis hun hadede müsli så meget.
Anders kunne ikke forstå, at hans forældre ikke bad tante Pia blive væk, når han ikke kunne lide hende, og hun ikke engang var en rigtig tante.
Anders` mor sagde, at de var nødt til at invitere hende, selv om de heller ikke brød sig om hende, fordi hun havde en klemme på Anders` bedstefar.
Det forstod Anders ikke! Han kendte kun to slags klemmer: Nemlig tøjklemmer og så de klemmer han havde i madkassen, som han nu måtte have med i børnehaven, fordi den ikke længere havde råd til at give ham mad.
Anders tænkte meget over, hvor tante Pia havde sat klemmen på bedstefar, for han havde aldrig set den, selv ikke når bedstefar vimsede rundt i sit smarte undertøj. Det kunne da vist ikke være en særlig stor klemme.
Men nu kunne han nok snart slippe for sine egne klemmer, for nu blev der bygget en ny børnehave, der havde råd til at give ham mad, blot far og mor ville betale lidt ekstra hver måned. For pengene skal følge barnet, sagde bedstefar altid. Anders havde mange gange kigget sig tilbage over skulderen, men han havde aldrig set nogen penge følge efter sig, heller ikke selv om han gik meget langsomt og ventede på dem.
I den nye børnehave ville der også være nogle meget bedre voksne, havde bedstefar sagt; nogen ligesom bedstemor! Anders håbede blot, at de ville være noget yngre og have lidt mere skæg.
Da Anders kom hjem fra børnehaven, var både tante Pia og bedstefar kommet. De sad og talte om en væmmelig heks, der hed Helle. Hun havde engang truet med at slå bedstefar. Anders havde set hende i tv, og han syntes da, hun så meget pæn ud af en heks at være.
Og så havde hun samme efternavn som det sted, grandfætter Jesper havde sin moske eller måske kirke, eller hvad det nu var. Det var ikke nemt at finde ud af; grandfætter Jesper råbte altid så højt, at det var svært at forstå, hvad han sagde, og man blev våd over det hele, hvis man stod for tæt på ham.
Anders og hans mor havde lavet en ønskeseddel, og da de havde spist og der var blevet lidt stille i stuen, fordi Tante Pia var gået på toilettet, så de næsten ikke kunne høre hende, listede Anders sedlen frem og lagde den foran bedstefar. Bedstefar skulede lidt til den og sagde kort. Jeg er ikke hjemme i julen, jeg er i Polen, så du kan godt tage den seddel væk!
Her er ikke noget at komme efter.
Skal du have gaver, må du spørge Onkel Thor, det er ham, der har pengene.
Så er det nok ham, pengene er fulgt efter, tænkte Anders.
Onkel Thor var en rigtig onkel, rigtig familie!
Anders elskede at besøge onkel Thor. De skulle altid ringe lige før de tog hjemmefra, for det var ikke sikkert, at onkel Thor var der, hvor de sidst havde besøgt ham. Han boede flere steder - Anders havde talt til mindst tre. Nogen kaldte ham Osama, fordi ingen rigtig vidste hvor han boede.
Anders kendte kun en mere, der boede flere steder. Det var hans gode ven Søren fra børnehaven, og det var fordi hans forældre var skilt, og hans mor sendt tilbage til Iran. Søren kom nok ikke med over i den nye børnehave.
Men lige meget, hvor onkel var, havde han altid mindst to store traktorer, som han elskede at drøne rundt i. Og Anders drønede med, selv om både hans mor og onkel Thors kone var meget bekymrede. Men herregud, drengene skulle jo more sig, selv om der kom skrammer både på mennesker, dyr, huse og traktorer og naboer.
Onkel Thor var en rigtig onkel.
Og han spiste müsli - tre gange om dagen - og den var ikke engang økologisk!
Anders listede ønskesedlen frem og lagde den forsigtigt foran onkel Thor. Onkel Thor kiggede på den. Så hentede han en lup, for det var rigtignok den mindste ønskeseddel, han nogensinde havde set.
Kan du virkelig ikke finde på mere at ønske dig til jul? Og så hentede han sin guldfyldepen med trefarvet blæk, som han havde fået af sin gode ven Peter, der havde fået den af et vinfirma, dengang de to stadig var gode venner.
Og så blev der ellers skrevet ønskeseddel.
Jeg har så mange penge, at jeg kan købe næsten hele verden til dig, sagde onkel Thor.
Onkel Thor måtte dog hente en kuglepen, fordi blækket var blevet tørt i den fine pen.
Så kom der gang i skriveriet - hele fem sider blev det til, inden onkel var tilfreds.
Så endelig oprandt juleaften: Juletræet var pyntet og stillet ud i havestuen, og masser af julegaver var lagt under det. Kun gaverne fra onkel Thor var ikke kommet. Anders sad uroligt og kunne ikke rigtig nyde den gode mad. Men så dukkede onkel Thor op i sin store firehjulstrækker på gule plader.
Han gik ud i havestuen, for det var lettere at flytte gaverne ind den vej; og de hørte ham rumstere derude, og lidt efter forsvandt han med et drøn og et lille stykke af havestakittet.
Anders var nu beroliget og spiste med god appetit så meget, at de blev enige om at vente med desserten og mandelgaven til efter juletræet og gaverne under det.
Så gik Anders og far og mor ud i havestuen, og der stod træet pyntet med flag og glimmer og hjerter og lys og ga! - der stod træet! men ingen gaver. Ingen gaver!
Onkel Thor var kørt med det hele!
Far blev gal og ringede til bedstefar i Polen. Han havde ikke tid til snak og kaldte far og mor nogle uinspirerede ballademagere, der brokkede sig over bagateller, og i øvrigt måtte han henvise til Onkel Thor, der havde pengene.Og så smækkede han røret på.
Der var ikke noget at komme efter, sagde far, og så brugte han en masse ord meget hurtigt efter hinanden, så Anders ikke fik fat i andet end noget med at holde jul på polsk.
Så ringede far til Onkel Thor og fik fat i ham allerede det andet sted, han forsøgte, og så sagde han igen en hel masse - uden dog at snakke polsk. Men Anders forstod ikke ret meget af det alligevel. Til sidst rakte far røret til Anders.
Godaften igen Anders, sagde onkel Thor venligt. Du skal ikke være ked af, at dine julegaver blev væk, du har bare været uheldig. Jeg kan fortælle dig, at der aldrig nogensinde før er afsat så mange penge til julegaver i Danmark. Mange, mange millioner mere end sidste år og rigtig mange mange flere end før du blev født. Så du må glæde dig over, at alle de andre børn får flere, større og dyrere julegaver end nogensinde før. Kan du det? Og det her fortæller jeg kun til dig.
Og Anders var en god dreng, og han glædede sig på de andre børns vegne, for han var medfølende og social - præcis som sin bedstefar.
Så dansede de om juletræet og sang et par salmer, som Anders havde lært i børnehaven, og så gik de ind til desserten.
Først da den sidste skefuld var spist, og Anders havde vist sin far og mor mandlen, som han havde haft gemt i kinden, opdagede de, at onkel Thor også havde taget mandelgaven.
Så ringede far igen til bedstefar. Anders hørte ham sige nå! ja! mener du det! det forstår jeg godt! jo men, det er sikkert en god ide. Farvel.
Bedstefar bliver i Polen. Han siger, at han får meget mere ud af sin pension dernede, og der er alligevel ikke noget at komme efter i Danmark mere, fortalte far.
Kommer tante Pia så ikke og besøger os mere, spurgte Anders spændt.
Nej, hun kommer her aldrig mere, sagde mor bestemt.
Anders` øjne strålede om kap med julelysene, da han sprang sin mor om halsen.
Åh mor, det var den bedste julegave, jeg kunne få.
Det er den bedste juleaften, jeg nogensinde har haft.