Kritik af USA og spot på samfundets problemer har præget årets film. Det lover godt for det nye år

af Anders Fenger
Hvad sker der dog med Hollywood? Noget kunne tyde på, at selv ikke filmmogulerne kan stoppe store dele af de amerikanske filminstruktørers og filmproducenters protester mod krig, terrorlove og fascisme.
I hvertfald er antallet af film med brod, eller i det mindste, kritik af og utilfredshed med stormagtens gøren-og-laden steget dramatisk i de forløbne fem år med 'krig mod terroren'. Noget tyder på, at protesterne på gadeplan når helt ind i filmfolkets kontorer.
Året 2006 toppede statistikken med kritiske film i USA.
Det startede med Sam Mendes's 'Jarhead', der mindede os om, at soldaterheroismen er total hul og falsk. Og med tomme ord mætter man som sagt ingen. Heller ikke Pentagon. Temaet for 'Jarhead' var den første Golfkrig. For publikum var det endnu en mindelse om, at magthaverne aldrig lyver så meget som efter en jagt, under en krig og før et valg.
Filmen følger en ung fyr der melder sig til militærtjeneste, men går fortabt i krigens tomhed i ørkenen. Som snigskytte flyver de moralske tanker gennem hans hovede, mens han venter på sine 'ofre' i kikkersigtet. De kommer heldigvis aldrig...
'Jeg er faret vild...', siger han igen og igen til sig selv, mens han indser det militære hysteri.

Antipatriotisk
Så kom Clint Eastwood's film 'Flags of Our Fathers'. Og ja, flagene blafrede straks lystigt i de reaktionære kræfters brøl: Eastwood er anti-patriotisk, rasede de.
Eastwood var cool. Han vidste, at almindelige mennesker oftest bliver vrede, når de har ret, mens magtfulde mennesker tit og ofte bliver vrede når de har uret.
Eastwood havde i øvrigt ikke lagt skjul på sin holdning om, at USAs krigshøge har brugt Anden Verdenskrigs helte til at retfærdiggøre vore dages krige.
Det er som om, han udmærket har erindret sig Ralph Waldo Emersons vise ord for en menneskealder siden: 'Enhver helt bliver en plage til sidst.'
Titlen på filmen 'Flags of Our Fathers' refererer til de to flag, der blev rejst af rekrutter fra den amerikanske hær under på Mount Suribachi under slaget om Iwo Jima under verdenskrigen.
For mange progessive amerikanere blev flagrejsningerne startskuddet til den velkendte, kvalmende bølge af selvgodhed fra Det Hvide Hus, som markerede imperialismens nye tidsepoke. Imperialismens amerikansle rædselstid, hvor motooet åbenbart var og er; hvis man ikke har andre glæder her i livet, så har man dog selvglæden!

Clooney lynede
Kort efter Eastwood-filmen kom så de filmiske hug fra George Clooney. Først med 'Syriana'. Her spiller han en tidligere CIA-agent, der prøver at udfordre sine kriminelle arbejdsgivere. Filmen afslører den kyniske olieindustris gerninger i et hæsblæsende, lidt forvirrende tempo.
Clooney lynede igen i 'Good Night, And Good Luck', der havde et brandvarmt tema i fokus: Anti-kommunismen og dens rævejagt på alle 'suspekte' i terrorbekæmpelsens navn.
Clooney spillede den legendariske tv-mand Ed Morrow, der trods sit arbejde i de mægtige tv-mænds studier, udfordrede magten og betalte prisen for det, da han afslørede senator Joe McCarthy heksejagt på kommunister i 1950`erne.

Afslører
Og så kommer vi til England og allerførst... Ken Loach.
Selvom hans film 'The Wind That Shakes The Barley' først får premiere først på året i Danmark, har den allerede givet ekko verden over.
Rygterne siger, at Canne-vinderen hylder folkenes ret til at kæmpe for befrielse.
Gennem sin beskrivelse af splittelsen i en irks familie under den britisk-inspirerede borgerkrig i 1922-23, udstiller den efter sigende imperialismen skånselsløst.
Den højreorienterede presse i England har da også allerede været efter Loach`s hovede. Han er blevet beskyldt for forrædderi af værste skuffe. Især Daily Mail, har været ude med den anti-kommunistiske grønthøster.
Da den engelsk producerede film, 'Vejen til Guantanamo' ramte offentligheden i efteråret, var der ikke meget protest. Kun fra den yderrste reaktion. Filmens beskrivelse af en flok unge pakistanske mænds rædselsmåneder i det amerikanske fængselsmareridt Guantanamo, understregede blot for den demokratiske verdensopinion, at krigen mod terror er aldeles umenneskelig og illegal.

Fra fjälllandet
Så var der sidst på året nyt fra selveste broderlandet Norge. Intet mindre en film om revolutionær lidenskab i 'Kammerat Pedersen'
Den muntre film bygger på Dag Solstads roman, om unge ildsjæle i den kommunistiske bevægelse i Norge i 1970`erne.
Ikke noget, vi er forvænt med at se på danske filmlærreder!
I november tikkede en anonym meddelse fra et dansk filmselskab ind på kulturredaktionen. Den amerikanske film 'Little Miss Sunshine' ville tage dig med storm!
Det viste sig at være rigtigt. Filmen, der viste det hule i liberalismens jagt på egoets rettigheder, afslørede det det livgivende, alternative USA for os. Gennem udstillingen af endnu en skønhedskonkurrence for børn, afslørede instruktørparret intet mindre end alt det hykleriske, tomme og puritanske i det kristne Amerika.
Det store grim fik publikum dog allerstørst da 'Borat' gled over filmlærrederne i Danmark. Den kazakstahnske tv-reporter afslørede store dele af det reaktionærte USA med sin afvæbnende og naive spørgelyst.
Totalt absurd!
Så spiddende og underholdende, at vi hurtigt glemte alt om den dårlige smag af 'Da Vinci Mysteriet'!
Har du ikke set alle de nævnte film endnu i biografen er en tur hos dvd-forhandleren en overvejelse værd...