Hvis man hævder både at være en demokratisk og en moderne nation, så følger det, at kunst og kultur er samfundseje

af Helle Due
Da den nuværende regering for fem år siden kom til magten, meldte kulturministeriet straks ud med en plan for omlægning af kulturstøtten.
Man skar kraftigt ned på statsstøtten, samtidig med indførelse af skattefradrag for donationer til offentligt støttede kulturinstitutioner og skattemæssige afskrivninger for virksomheders køb af kunst.
Det er en liberalistisk bestræbelse på, at gøre kunst og kulturudøvelse til et liberalt erhverv.
Det har desuden fællestræk med rindalismen, den protestbevægelse der rejste sig da folketinget i 1964 første gang vedtog statsstøtte til udvalgte kunstnere.
Der er således tale om to forvaltningsmodeller: Den ene, hvor staten støtter og fremmer kunst og kultur - den anden, hvor staten overlader de kunstneriske og kulturelle samfundsværdier til privatkapitalismens markedsvilkår.
Nu er det jo tydeligt for enhver, at kulturministeren, ikke har fået gennemført en fuldt ud liberalistisk model på området, og det vil næppe aldrig ske; det ligger sandsynligvis i, at han kun kunne lokke billedkunstnerne og formgiverne med et nyt marked, ved hjælp af øgede kunstkøb, på grund af skattelettelserne.
De øvrige kunstnere kunne ikke tilgodeses, hvilket vakte stor vrede, for eksempel over reduktion af biblioteksafgiften. Men selve systemskiftet har afgørende afsmitning på væsentlige områder, som jeg vil omtale i det følgende.

Frit marked
De afgørende forandringer er, at man kommercialiserer kunsten, det vil sige gør den til genstand for 'det frie marked', det har den været i århundrede, hvor kunstnerne har måttet indordnet sig efter fyrsters, feudalherrers og rigmænds krav, men den tid er for længst forbi. Så det den gode kulturminister fumler med, er at skrue kulturudviklingen tilbage.
Det første, og måske det alvorligste tilbageslag er, at den eksperimenterende kunst bliver ladt i stikken, svækkes og sygner hen.
Den liberalistiske politik på området rammer således selve vækstlaget. Overordnet set er det i udarbejdelsesfasen det kunstneriske resultat bliver til, og kunstneren skal som bekendt også have mad og bolig, så i virkeligheden skulle man styrke og forbedre den samfundsmæssige indsats overfor de borgere, der seriøst arbejder på, at højne Danmarks kulturniveau.
Der skal være plads til forfejlede forsøg i kunstfrembringelsen, for det gode resultat hviler på de overmalede billeder, de kasserede grafiske arbejder, ituslåede skulpturer og keramiske arbejder. Mange romaner og digtsamlinger bliver aldrig udgivet og eksperimenterende teateropsætninger bliver omarbejdet.

Mindretal
Hvis man hævder både at være en demokratisk og en moderne nation, så følger det, at kunst og kultur er samfundseje. Uanset hvor lidt personlig berøring et menneske har med kulturlaget, er det påvirket af det fra fødsel til død. Det kommer ikke kun et privilegeret mindretal til gode, derfor er det samfundets og dermed regeringens pligt at værne og støtte det, og hvornår er der bedre betingelser for det end i tider med højkonjunkturer!
I stedet har man skåret ned og skævvredet bevillingerne, som VC-regeringen har gjort på næsten samtlige sociale områder.
Nu har regeringen imidlertid været nødt til at tilføre nogle millioner til kulturområdet,(valgkampen er som bekendt begyndt) men en del er ren skinmanøvre, idet man har taget en større andel fra tipsmidlerne, så de oprindelige formål med disse bliver tilsvarende forringet.

Liberalistiske lyksaligheder
Er der slet ikke noget godt ved Brian Mikkelsens 'udbud og efterspørgsels model?'
Jo, skattefradrag til de rige, som vi alle må bidrage til, investeringsfordele og imagepleje på konferenceværelsernes vægge. Jo dyrere kunst du køber jo større skattefradrag og jo større magtpræsentation. Det øger klasseskellet i samfundet.
Liberalisterne ser som bekendt helst, at kløften mellem rig og fattig øges, jo større kløft des bedre, og det har den nuværende kulturminister givet sit lille bidrag til.
Som Mikkelsen har udtalt offentligt (citeret efter hukommelsen): 'Der er måske forsvundet et par millioner fra statsstøtten, men kunstnerne har samlet fået det bedre.'
Det er alt, hvad denne mand kan forsvare sig med, og jeg tror ham gerne, men det er jo ikke kunstnerne, der skal forgyldes, de skal have en indkomst de kan leve af, så de kan arbejde med og udvikle deres kunst. (jeg forestiller mig en årsløn som en dansk håndværker.)
Når støtten forringes og dermed skaber utryghed hos kunstneren, kan man ikke fortænke, især unge kunstnere, i at lave bestillingskunst som falder i tidens smag, så de også får del i 'lønfesten', men værdien bliver derefter, så hvis det 'frie kunstmarked' fortsætter, vil kulturen lide ubodelig skade.
Det kan gå stærkt, for som bekendt er det meget hurtigere at bryde ned end at bygge op.