Et kig på året der gik på kulturfronten.
af Klaus Haase
- Hvad mener du om kulturkampen?
- Kulturkampen? Er der sådan en?
Sådan en kort dialog udspandt sig på en arbejdsplads. Spørgsmålet blev selvsagt stillet af et menneske, der oplever en kulturkamp i samfundet, og svaret blev givet af en person, der selv er meget kulturelt interesseret. Hun går i teatret, læser, og følger med i den litteratur, der udgives. Men hun kunne ikke få øje på nogen kulturkamp.
Nogle gange er det svært at se skoven for bare træer. Også i det år, der er gået. Med træerne menes kulturtilbud.
På markedet ligger smukke digte side om side med bamser og legetøjsbiler. I pladebutikken ligger 'Øjeblikkets favoritter' hulter til bulter med Beethovens symfonier.
Frem med indkøbsvognen og vælg frit fra alle hylder. Nogle går i teatret. Andre går i biografen. Andre igen går til koncerter. Men kultur er i vort samfund primært en vare, som skal sælges.
Umiddelbart kan det se vældig demokratisk ud. Vælg selv. Køb dig til din kulturoplevelse. Og lad være med at være smagsdommer! Kulturkanons eller ej.
Nej. På overfladen er der ikke nogen kulturkamp. Kun tilbud.
Når kultur og underholdning går hånd i hånd, foregår der netop en kamp. For mange er det bare en kamp på markedet; kultur skal jo primært sælges.
Men der er også en holdning, der ikke ser kulturen som en vare. Marx sagde, at de herskendes tanker er de herskende tanker i et samfund. Kapitalismen og markedssamfundet er nu de herskende...
Dem der vil en anden kulturforståelse, er i kamp med den herskende kulturforståelse. Kulturkampen.
Bøger censureret
I 2006 er der kulturelt sket både spændende og uinteressante ting. Bogmarkedet blev fyldt med biografier af kendis-slagsen. Der snakkes med hinanden og interviewes. Popsangere, forfattere og politikeres hustruer mødes i bøger, der bare er indbundne ugeblade.
Muhammed-krisen søsatte også en række bøger og satte spørgsmål ved den vestlige kulturs enerådighed. En bog om det amerikanske ikon JF Kennedy blev trukket tilbage, fordi den berørte mindre flatterende side af hans virksomhed.
Samtidig blev en bog om Che Guevara trukket tilbage, fordi den beskrev denne kommunist for positivt.
Her er sgu da tale om kulturkamp!
Mit ønske for 2007 vil være, at mere litteratur der beskriver virkeligheden fra en venstreorienteret synsvinkel slipper gennem censurens nåløje!
Politisk og satirisk teater
Indenfor teaterverdenen kan i 2007 fremhæves Flemming Jensens skuespil 'Dronningen af Malmø' - et samfundskritisk stykke, der tager hul på flygtningeproblematikken.
Selve kongehuset kommer i forlegenhed, da de udsat for stramme indvandrerlove på tage over sundet for at blive gift. Her er også tale om kulturkamp!
Må 2007 byde på flere af den slags dramatik!
Dansk rap
2006 blev året, hvor MC Bass udgav en cd med politiske tekster til rapmusik!
Må 2007 byde på flere politiske tekster.
Rollator, aldersdiskrimination eller ej: Det var positivt at opleve Røde Mors rockteaters come back. Fra dengang klassekamp og kulturkamp var noget, alle kunne få øje på. Et ønske til 2007 er, at yngre mennesker fører arven videre, og rejser landet tyndt med politisk rejsende rockteater!
Opera politisk?
Bevæger vi os over i den såkaldte finkultur, vil mange nok tænke på det omstridte operahus på Holmen.
Nuvel. A.P. Møllers såkaldte kulturgave til folket, er indirekte finansieret af den arbejdende befolkning. Den glade giver har via sine kapitalistiske dispositioner meget på samvittigheden.
Men alligevel: 2006 beviste operaens succes. Her skal fremhæves operadirektøren Casper Bech Holtens mod, hvad angår iscenesættelser.
Han er kravlet ned fra det finkulturelle tårn. Hans iscenesættelser byder på samfundskritik og satire. Holten stillede også op på ørertævernes holdeplads blandt finkulturens konservative, da han udviste mod til at lave en helt ny fortolkning af Carl Nielsens nationalopera, Maskerade. Han gjorde den til et nutidigt multimedieshow. Balletkorpset blev skiftet ud med akrobater. De optrædende blandede sig med publikum. Tjeneren var en underbetalt polsk gæstearbejder.
Maskeraden fremstod som et opgør med nutidsmenneskets fremmedgørelse. Tempoet er hæsblæsende.
I finkulturens palads udspilledes en kulturkamp!
Forargelsen var naturligvis stor i de borgerlige blade.
Må 2007 byde på endnu flere iscenesættelser, hvor kulturkampen med kunstnerisk kvalitet forenes med finkulturen!
Film
Som mange ved, har ordet film flere forståelser.
Et produkt af synbtetisk karakter, gennemsigtigt og lige til at trække over madvarer, kan få i ethvert supermarked. Det fås i metermål, og trækkes ud af papemballage. Dansk film - som kulturgenre - går det også godt for.
Vi markerer os stadig internationalt, og vi har massevis af dygtige skuespillere, instruktører og manuskripfforfattere.
Der er også perler imellem. Men desværre er der også en tendens til, at dansk film er ved at udvikle sig til en metervare på linie med andet omtalte produkt ved navn film. Kvantiteten overhaler nogle gange kvaliteten.
For meget er båret oppe af kvikke replikker og for lidt dybde. Tv- produktionen 'Krøniken' når ikke op på Matadors niveau, men rummer ind imellem kvaliteter, og formår at bryde zapperiet og samle danskerne om samme kulturoplevelser.
For 2007 kunne jeg ønske mig at opleve den store danske kollektive film, gerne med historisk tema.
Hvorfor ikke filmatisere Scherfigs fortolkning af besættelsen? Eller lave et kollektivt filmdrama om 'Kampen om Byggeren' med et hint til Ungdomshuset..?
Hermed et godt rødt nytår!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278