Christian Sievert med venner på Copenhagen Jazzhouse fredag i sidste uge var en musikalsk nydelse i international topklasse

Verdens uro har samlet nogle af de bedste folkelige musikalske kræfter i Danmark - selv om den siddende regering og dens støtteparti gør alt for at gøre livet surt for både dem og deres musik. Det har guitar-legenden Christian Sievert et vågent øje for, og fredag i sidste uge havde han inviteret sine musikalske venner med instrumenter til offentligt møde på Copenhagen Jazzhouse. Under den meget sigende titel 'Øst, vest - hjemme værst'.
Det blev en aften de mange gæster i det det propfulde Jazzhouse sent vil glemme.
På sin stille og rolige, og på en gang hjertevarme og yderst sarkastiske facon lagde Christian Sievert ud med en bredside mod intolerancen i dagens Danmark, og undlod ikke at gøre opmærksom på, at regeringens arrogance for første gang i 140 år har sendt Danmark i krig. Og så fik fredens kræfter ellers lov til at råde i Jazzhouse.
Christian Sievert og tabla-spilleren Frank Juul startede med en østligt inspireret improvisation, hvor vist kun de fire sidste takter var aftalt på forhånd. Derefter kom de på scenen en efter en, i flere konstellationer:
Arne Würgler, med sangen 'Drøm om et sted', som hele salen sang med på. Percussionist-ekvilibristen Flemming Quist Møller, skarpere end nogensinde. Kurdiske Hösein Özcar med sin saz og sin helt vidunderlige stemme, der kan udtrykke så mange følelser - og ikke mindst kalde dem frem hos tilhørerne. Chilenske Miguel Baez, Danmarks bedste fortolker - og skaber - af latinamerikanske progressive og revolutionære sange. Rumænske George Michalache, der på sin cymbalon, eller hakkebræt, som vi siger på dansk, udgør et helt symfoniorkester i sig selv - en musikalsk hvirvelvind.
Vi fik Brasilianske Vanja Santos, samba- og bossa-rytmernes danske kraftcenter. Raphael Molina, flamenco-sanger af Guds og Sieverts nåde. En violinist, som jeg desværre ikke fangede navnet på, men som spillede med en indlevelse, der absolut ikke gik øret forbi. Og som en overraskelse, også uden for programmet, Annisette, der gav os 'Nattergalen fra Kosova', om pigen i Sandholm-koncentrationslejren, forjaget med hele sin familie fra det Balkan, EU satte i brand i starten af 90`erne, og derefter også udstødt i Danmark.
Det hele blev kædet sammen med usvigelig sikkerhed af kult-guitarist og kapelmester Christian Sievert, der undervejs fortsatte med sine på en gang bidske og hjertevarme - og yderst underholdende og tankevækkende - kommentarer til regeringens kulturpolitik, xenofobi, irak-krig med mere.
Og hvorfor nu nævne nationaliteter, når aftenen viste, at de følelser, musik kan fremkalde, er universelle? Jo, for det er jo forskelligheden, der giver rigdom i udtrykket. Når Miguel Baez giver en af sine stærke og udtryksfulde boleros, når Vanja Santos trykker den af helt ude på scenekanten, så hun får hele salen til at vugge i samba-rytme, når Hösein Özcar og Annisette synger sjælen ud, så bliver Danmark lidt rigere.
Det viste ildsjælen Christian Sievert og alle de andre os den fredag aften på Copenhagen Jazzhouse. Da Miguel Baez og de andre sang Consuelo Velasquez` 'Besame Mucho' - 'kys mig meget' - som afslutning på aftenen, og alle deltagere kom på scenen, var der skabt et fællesskab, som rakte ud over scenekanten og greb alle ,der enten nynnede eller sang med.
Så var det alligevel ikke så værst at være herhjemme i Danmark.