En glimrende parodi på det moderne tidsberegnende samfund med en frustreret Emma Thomson, en distræt Dustin Hoffman og en nørdet Will Ferrell
af Anders Fenger
Her er en film, der er skæv, finurlig, alternativ og meget lidt Hollywood. For at sige det mildt.
Når du går ud af biografens varme sal har du en sær, blandet følelse af både at have overværet en filmkomedie, men også forstået et solidt filosofisk og litterært værk på 500 sider!
Kay (indlevende spillet af Emma Thomson) kan simpelthen ikke få skrevet sin bog færdig. Og derfor er både hendes forlægger og mange fans utålmodige.
Hendes hovedperson i bogen, Harold Crick, (fremragende karikeret af Will Ferrell) er en grå, kedelig og temmelig desillusioneret embedsmand i skattevæsnet, der underligt nok viser sig også at være en virkelig person, der er stærkt plaget af en mytisk fortællerstemme inde i sit hoved.
Da Kay endelig beslutter at gøre det af med sin hovedperson, forsøger Harold samtidig at opspore kilden til den mærkelige stemme.
Tid
Ja, lyder det fortænkt og mærkeligt? Måske. Men det er alligevel herligt, at instruktøren Marc Forster, der tidligere har lavet den insisterende hyldest til fantasien, Finding Neverland, fastholder en anden måde at lave film på, end den pinlige hollywood`ske skabelon for komedier i sit-com-tradition.
Han lykkes glimrende med sin parodi på det moderne tidsberegnende samfund.
For, Harold Crick er en sand slave af tiden. Den bedste måde at spilde tiden på er jo at tælle timerne. Han tæller samtlige gange, tænderne børstes, samtlige skridt til arbejdet , det præcise antal selvangivelser, han dagligt retter. følger troligt Den bedste måde at spilde tiden på er at tælle timerne.
Heldigvis vågner han op om svarer på det spørgsmål, vor egen Carl Scharnberg engang spurgte os danskere om; 'Du siger, du ikke har tid. Spørgsmålet er: Hvad vil du bruge din tid til?
Instruktøren af Stranger Than Fiction har ramt vor afhængighed at tiden ganske præcist. Hvordan vi er reguleret af klokken.
Ingen tidskrav
Selvfølgelig er det langt fra naturligt eller selvvalgt, at det daglige liv er styret på denne måde. For, det at rette sig sådan efter uret er noget temmelig nyt i vor historie. men det er industrisamfundets krav, der tæller.
Kay, i skikkelse af Emma Thomson er også ramt af kravet om en ny bog til tiden. Frustrationen lyser ud af skuespillerinden, der er en af de få, der på filmlærredet kan udtrykke ægte bekymring og - i andre film - også indignation.
Egentlig er Kay også en lønarbejder. For hendes forlæggere er tid nemlig penge. For dem er liv og kreativitet tab af tid
De føler i strømmen af den velkendte kapitalistisk filosofi, hvor teknologi og konkurrence om profit kræver at alt fra produktion til forbrug bør gå stadig hurtigere.
Tidligere i vor historie var det andre ting, der bestemte den daglige rytme i livet. Den skiftende længde af dagslysets varighed, husdyrenes eller familiemedlemmers behov eller årstidsbestemte udendørs arbejdsopgaver.
Ja, i gamle dage fandtes vor opfattelse af begrebet tid ikke, og dermed var der heller ikke noget begreb om fritid.
Håb
Instruktøren får også flettet lidt positiv livsfilosofi ind i Stranger Than Fiction. Om end lidt metafysisk præget, men med en modig og smuk udvej af livets skærmydsler.
En af udvejene er kærlighedshistorien mod alle odds - selvfølgelig mellem nørden Harold Crick den anarkistiske Ana Pascal (Maggie Gyllenhaal), der som en Harvard drop-out ønsker at gøre verden til et bedre sted at leve ved at bage småkager i sin cafe. tilsyneladende er hendes motto; Tid er ikke noget der går, det er noget der kommer. Hendes pointe i filmen er intet mindre end Carpe Diem (grib dagen).
'Stranger Than Fiction' er en mærkelig film? Ja, men den er absolut et besøg i biografen værd.
Stranger Than Fiction. Med Will Ferrell, Maggie Gyllenhaal, Dustin Hoffman, Queen Latifah og Emma Thompson. Instruktion: Marc Forster.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278