Litteratur skal støttes og skal have lov til at udvikle sig frit. Litteratur, der skabes udelukkende med det formål at behage magthaverne, er sjældent stor litteratur

af Jens Fransen
Hvert år har sine helte og skurke. Både nulevende og afdøde forfattere vil blive feterede i det kommende år. Nogle har sat sig spor, der aldrig udviskes. Andre forsvinder som døgnfluer.
For to år siden fejredes H.C. Andersens 200 års fødselsdag under former, der næppe ville have glædet den gamle digter.
Året 2007 kan ikke leve op til en så stor rund fødselsdag.
Jeg har kigget i litteraturhistorien og vil her nævne to store danskere, der i dette år ville være blevet 150 år. Begge nationale koryfæer, om end medierne næppe vil iscenesætte blot en brøkdel af virak sammenlignet med det kommercielle ræs, der blev eventyrdigteren til del.
Men mon ikke forlagene vil sætte lidt ekstra spot på deres værker.
De to, jeg har udvalgt, er Herman Bang 1857 - 1912 og Henrik Pontoppidan 1857-1943.
Fælles har de naturalismen som litterært udgangspunkt. En litterær periode, der især forbindes med slutningen af 1800-tallet, og hvis inspiration kan føres tilbage til både bl.a. Marx, Darwin og i Danmark Brandes.
Groft forenklet kan dette sammenfattes i, at det metafysiske forkastes, kun det fysiske - det, der kan sanses - naturen er det essentielle.
Begge forfattere nyder stadig stor opmærksomhed, men deres udvikling førte dem alligevel i hver deres retning.
Bang virker meget pessimistisk i sit forfatterskab - sikkert påvirket af nederlagsstemningen i 1864. Han var født på Als, så omgivelserne har han haft inde på nærmeste hold.
Romanen 'Tine' udspiller sig i disse svære år og er påvirket af Bangs livsholdning. Fantastisk roman - men samtidig meget dyster og sortsynet. Bedre blev det ikke, at Bang var homoseksuel. Noget så syndigt i hine tider spillede også ind i forfatterskabet.

Indignation
Med Henrik Pontoppidan udvikler naturalismen sig i en retning frem mod en socialrealistisk indfaldsvinkel.
Det bliver ikke socialrealistisk, men gennem Pontoppidans forfatterskab fornemmes en stigende indignation og forståelse for de svageste i samfundet.
Tag novellen 'Knokkelmanden' eller læs 'Lykke-Per.'
Ikke uden grund dedikerede Martin Andersen Nexø 'Pelle Erobreren' til mesteren Henrik Pontoppidan.
Selv om de ikke nødvendigvis var politik enige, var der meget, der forbandt dem. Fra højskolemiljøet til kampen for et humanistisk samfund.
Pontoppidan var en nær ven og også en støtte for Nexø i forbindelse med den grundlovsstridige fængsling af de danske kommunister 22. juni 1941.
Ikke helt tilfældigt er Pontoppidans sidste brev - skrevet kort før sin død - stilet til netop Nexø med en beklagelse over, at kræfterne er svindende, og at han (Pontoppidan) ikke magter at modtage besøg.
Nobelprisen i litteratur i 1917 må derved siges at være en ægte hædersbevisning. Givet til en stor forfatter med fortjenester. At han måtte dele den med en mere eller mindre ukendt Karl Gjellerup siger vel tilstrækkeligt om denne pris, der af og til uddeles noget tilfældigt - for ikke at sige politisk.

Kulturkanonen
Både Bang og Pontoppidan er med i Kulurkanonen - og selv Nexø har fundet nåde for udvalgets smagsdommere til en kanon i danskundervisningen i folkeskolen.
I sig selv en opmuntring. Men kulturministeren Brian Mikkelsen trækker ofte den modsatte vej.
Lad være, han er konservativ - det skal han have lov til - men hans korstog for at fremme en borgerlig kulturpolitik giver grund til bekymring. I sin yderste konsekvens er dette en kulturel hæmsko og kan alt for let udvikle sig til ensretning og politisk censur.
Litteratur skal støttes og skal have lov til at udvikle sig frit. Litteratur, der skabes udelukkende med det formål at behage magthaverne, er sjældent stor litteratur.

Retningslinier?
I bogen Hans Scherfig - forfatteren, maleren og kommunisten udgivet 1985, fortæller Dea Trier Mørch, at hun engang foreslog Scherfig, at der burde opstilles helt faste retningslinjer for den socialistiske kunst, både hvad form og indhold angik. Hun mente, det ville være en stor hjælp for både partiet og yngre kunstnere. Scherfig svarede prompte :
'Jeg har altid set det som min første opgave at sabotere den form for kulturarbejde.' Scherfig mente tværtimod, at det var kommunisternes opgave at udvide kulturbegrebet - og for hans eget vedkommende lykkedes dette.
Vi har heldigvis stadig mange dygtige forfattere i Danmark.
Og i de foreløbige meldinger fra forlagene, vil der sandsynligvis komme flere meget læseværdige bøger.
En af dem, jeg personligt glæder mig til, er Benny Andersen, hvis bog 'Livsrejse' med vigtige ophold er planlagt til udgivelse primo marts.
Bogen synes at indeholde erindringer, rejseartikler samt essays. Både sprogligt og holdningsmæssigt har Benny Andersen formået at bevæge danskerne.

Modspil, tak
Litteratur er politiserende. Forfatterne er med deres værker med til at påvirke de politiske processer. Men som nævnt skal man være varsom med det partipolitiske.
Alligevel kunne jeg ønske et modspil til borgerligheden. Skribenter på venstrefløjen må gerne komme på banen igen.
Vi lever i en tid, hvor kulturpåvirkningen især kommer fra USA, og også dette smitter af på bogudgivelsen.
Naturligvis findes der mange gode amerikanske forfattere, men tendensen går desværre ofte i retning af ligegyldige udgivelser, hvis eneste formål synes at være profit og åndelig borgerlig fordummelse.
I det kommende år vil Günther Grass`s erindringer sandsynligvis blive udgivet på dansk. Debatten i efteråret om hans fortid i SS vil da blusse op igen. Jeg har læst bogen på tysk, og må bedrøve eventuelle læsere med, at SS-indslaget ikke fylder meget og egentlig virker forholdsvis uinteressant.

Spøgelser?
Grass er som bekendt også Nobelprismodtager - fortjent - og en af de desværre få, der finder nåde for forlagenes udgivelsespolitik.
Også andre sprogområder - fransk, italiensk - for blot at nævne et par, lider under amerikaniseringens banner.
Tiden frem til februar og bogudsalget er traditionelt en stille periode. Først derefter vælter de nye bøger frem igen.
Lad os håbe på et godt bogår - og gerne et år, hvor Bang og Pontoppidan hyldes på værdig vis.
Måske også 90-året for oktoberrevolutionen vil blive taget op - men jeg kunne her frygte, at det ville blive med det formål endnu engang at mane spøgelser frem.
Godt nytår - håber der er kræfter, der vil bevare Danmark