Bunbury handler om formens sejr over indholdet, men som teaterstykke bliver det også formen, der skal bære alt for meget, og historien virker ude af trit med tiden.

af John Bruun
Trænger du til at se noget lækkert - smukke mennesker i smukt tøj i smukke omgivelser- så giver Det Kongelige Teater dig chancen i Stærekassen. Teatret opfører Oscar Wildes klassiske farce The Importance of being Earnest, som på engelsk har den dobbelttydighed, at Earnest både er et navn, og samtidig betyder ærlig. På dansk er stykket kommet til at hedde Bunbury.
Historien udspiller sig vist i en særlig dekadent tid og miljø a la tyvernes og tredivernes Tyskland, som skildret i musicalen Cabaret. Eller blot blandt et specielt dekadent udsnit af befolkningen - et velbjærget borgerskab der har et ubesværet forhold til at bruge al tid på at bekæmpe kedsomhed gennem sociale magtkampe og erobringer garneret med et passioneret indtag af de fineste drikkevarer og tidens mest hypede fødevarer.
To libertinere finder nyt ungt kød, som mål for deres næste erobring, men begge må sande, at de ellers meget flirtende overklassedøtre yder kraftig modstand, da de finder ud af, at herrerne har løjet.
De har begge brugt deres falske erobrer-navn, Earnest, da de indledte deres kurtisering.
Det bliver en næsten uoverstigelig hindring i en verden, hvor form betyder langt mere end indhold.

Friværdi og fritænkning
I indledningssekvensen sætter Oscar Wilde selv sig til skrivebordet med hans lækre bærbare hvide Mac og logger sig på med en tvivlsom profil på et dating-site.
Senere får den enes tante, Lady Bracknell indskudt en sætning om friværdiens positive indvirkning på fritænkningen.. Det er de to vigtigste hints til en intention om, at stykket skal kunne ses som allegori til en tendens i nutiden.
Ejer du en ægte Gucchi eller Louis Vutton eller bare en billig kopi.

Kongelig udfordring
Den vigtigste oplevelse, der står tilbage efter godt to og en halv times skuespil er imidlertid, at det også kun i den ydre form er lykkedes for alvor at modernisere den gamle farce.
Til trods for mange gode skuespilpræstationer af især Søren Sætter-Lassen og Birthe Neumann, der begge med eminent sans for timing bedst honorerer et af den komiske genres vigtigste krav.
Teksten er simpelthen ikke provokerende nok. Som tilskuere er vi blevet alt for forvænte med skarpt sammenskruede historier og stykkets lange dialoger, kommer ofte til at virke kunstige og tunge. Det kan æstetiske kostumer og avanceret scenografi ikke opveje.
En dramatisering af romanen Glamorama, af Bret Easton Ellis, med dens billede af dyrkelsen af æstetik og former blandt nutidens globale overklasse i form af Hollywoods kultur-elite, ville kræve ressourcer i nationalscene-klassen, men det kunne være et bud på en moderne fremstilling af samme problematik. Teater til tiden.

Bunbury. Af Oscar Wilde. Medvirkende blandt andet: Ole Lemmeke, Søren Sætter-Lassen, Birthe Neumann og Beate Bille.
Scenografi: Bjarke Ingels. Iscenesættelse: Lars Kaalund. Opføres på Det Kongelige Teater indtil 24. april