Den kritiske kunst finder ikke vej til publikum. I stedet formidles tidens æstetisk drevne kunsteventyr, som ikke peger frem, blot på sig selv

af Jan Falk Borup **foto vedlagt i avismappen**
Så er 2007 allerede begyndt. Hvad blev der egentligt af de futuristiske drømme om verdensfred og månekolonier? Det kommer nok først i 2010.
Men måske er fremtiden allerede blandt os, måske klynger vi os blot til nostalgiens lovning om overskuelige systemer.
Hvem kan magte at forholde sig til globale perspektiver såsom den skæve fordeling af klodens ressourcer eller multinationale firmaers styring af hele landes kulturpolitik? (tænk blot på Operaen). Nej så hellere give en ged til farmand eller investere lidt friværdi på et galleri i et stykke lærred med en tilpas portion farvepigment. Det er lige som mere overskuelig.
Vi har dog en kultur her i landet som tilbyder et alternativ. Danmark er kendte for sine kunstnere, som undersøger og tilbyder et kritiske rum i vor kultur og viser et engagement i samfundsdebatten. Et engagement, som i kontrast til den politiske kunst i 1970`erne, ikke foregiver at kunne revolutionere, men har som ambition at kunne skubbe til samfundsudviklingen.
Men kunsten kan ikke skubbe til samfundsudviklingen på egen hånd, der skal være nogen at skubbe til og med.
Hvorfor hører vi så ikke mere til denne kunst, hvorfor har den ikke mere folkelig popularitet?
Nogle vil måske argumentere, at den kritiske kunst er for elitær og utilgængelig, andre at publikum ikke er i stand til at (op)fatte kunsten.
Det er dog hverken eller. Der er nemlig en instans imellem den kritiske kunst og publikum, som jeg mener bør have til formål at formidle de nye perspektiver i kunsten og vække publikums interesse for den kritiske kunst.

Bærer ikke opgaven
Det er på de større kunstinstitutioner og i massemedierne, at det egentlige formidlingspotentiale er (hvor er kulturnyhederne på DR?). Men disse medier og institutioner har ganske enkelt ikke kunne bære opgaven.
Der bliver måske nok formidlet kunst, men det er blot ikke den kritiske kunst som finder vej til deres publikum. I stedet formidler de tidens æstetisk drevne kunsteventyr, som ikke peger frem, blot på sig selv.
Ikke desto mindre får denne tendens lov til at kendetegne den unge kunst i medierne og på kunstinstitutionerne. Den kritiske kunst lader man lumre på små kunstnerdrevne udstillingsrum eller udstillet uden den store publikumsinteresse i kunsthallerne.
Hvis kunstens fremtidsperspektiver skal sikres, så er det på tide, at de adskillige millioner støttekroner til projekter, som skal få et uinteresseret erhvervsliv til at investerer i kunst, eller til kunstmuseer som efterhånden mere opfører sig som nordamerikanske VIP-mødesteder, bliver omfordelt. Væk med fedtlaget som vores kulturminister så inspirerende engang fik sagt.
Alternativt, så forlang da i det mindste at institutionerne forpligter sig til at opsøge og formidle den kritiske kunst, også selv om den ikke har fundet vej til de hvide vægge på kunstgallerierne i Valby eller Bredgade.
Som sagt findes fremtiden måske allerede i blandt os, vi skal blot have mod til at satse på den.

Jan Falk Borup er billedkunstner og redaktør på Kunstportalen www.aarhus.nu.