Kulturministeriets nye strategi forvandler kunstnerne til hoveribønder under ridefogedens pisk

af Henning Damgaard-Sørensen.
En garvet folketingspolitiker beklager, at ånden flyver lavt på Christiansborg. I Kulturministeriet flyver den slet ikke. Med en sprogtone hentet i Copenhagen Business School og en agenda formuleret i Finansministeriet, tegner kulturbilledet sig stadigt tydeligere som ren showbiz.
Ministeriets strateger bygger på ensrettet systemtænkning, hvor livets uforudsigelige mangfoldighed reduceres til en biting. I en verden, der bygger på statistikker, masseadfærd og markedsføring, er der ikke plads til den frie fugleflugt. Nu skal kunstudfoldelsen statsstyres, og kunstnerne forvandles til hoveribønder under ridefogedens pisk.
Vi har fået en ny klan af særlige specialister, der kaldes kunstkyndige. Den nye ridefoged har eksamenspapirerne i orden og er fagligt velorganiseret med sikre aftalte lønninger og pensionsordninger.
På denne scene opfattes kunstnerne som umælende kvæg, der leverer råvarerne.
Jeg mindes sommerens overskrifter i Politiken: Magten skifter hænder og Magten løftes i udstillingssammenhæng fra kunstnerne over til kuratorerne.
Vi er langt væk fra det grundlag, der har været gældende for statens kulturpolitik fra Frederik V`s enevælde til det moderne demokrati. Nemlig en erkendelse af den frie kunsts helt særlige potentiale i civilisationens humanistiske grundlag, poetisk udtrykt af Ezra Pound som 'slægtens følehorn.' Derfor blev armslængdeprincippet understreget ved Kulturministeriets oprettelse med den enkle tese: Nok støtte, men ikke styre.
Det princip er underløbet af Brian Mikkelsen og hans jagtkammerater. Nu har vi en kunststyrelse med en tivolidirektør som chef og spredt ud over feltet en hærskare af kunstkyndige ridefogeder, der sikrer uniformeringen af kunstudfoldelsen.

Kunstkyndige?
Enhver opmærksom betragter ser hurtigt, at kulturministeren i sit sagsområde er naiv, blåøjet og tilgængelig for falske profeter. Han falder for det populistiske begreb: den unge samtidskunst og ser det som en særlig statslig opgave at stimulere og dyrke det begreb, der er lige så luftigt og programmatisk som sovjettidens socialistisk realisme.
Lidt ureglementeret henter han en kunstkyndig fra Sverige og indsætter ham som enevældig direktør for den traditionstunge Udstillingsbygning ved Charlottenborg. Han formulerer opgaven sådan: '
Den kunstfaglige direktør skal give et modspil til det etablerede kunstliv.'
Den ny direktør, der er mere skarpretter end ridefoged, ser det som sin fornemste opgave at protegere den ensrettende samtidskunst på bekostning af modernismen, der især lever i sammenslutningerne. Med ét slag er kunstnersammenslutninger som Grønningen og Corner placeret som Entartet Kunst.
Nu skal der orden på sagerne. Den ny svenske direktør gør sig ikke den ulejlighed at sætte sig ind i den særlige indfødte danske kunsttradition. Han optræder som en diktator i en mellemamerikansk bananrepublik. Uden hensyn til bygningens formålsparagraf, uden lyst til at argumentere for sine beslutninger, som en gøgeunge i reden, handler det om at skubbe sårbare sangfugle ud over kanten.

Skarpretter
Enhver dansk kunstinteresseret kender til Grønningens placering i dansk kunsthistorie både før og nu. Her finder man de centrale og væsentlige kunstnere, som ministeren vil give et modspil med sin svenske, håndførte skarpretter.
Sært nok er den arbejdsgruppe, der med en 16 sider lang betænkning om Udstillingsbygningens fremtid skitserede den ny struktur, grebet af tavshed. I betænkningen kan man læse:
'Kunstnersammenslutningernes udstillinger skal stadig have deres plads på Charlottenborg Udstillingsbygnings udstillingsprogram.'
Huset er 'hverken et kunstmuseum eller en kunsthal, men et sted midt imellem, et kunstnernes hus.'
Når denne klare tilkendegivelse fra et ministerielt nedsat udvalg tilsidesættes, kan det kun fortolkes som et konspiratorisk kup fra ministeriets side, hvor hensigten helliger midlet.

Motorer
Kunstnersammenslutningerne Grønningen og Corner er forskellige og mangfoldige i udsagnet. Med store besøgstal og intense ferniseringer har de i generationer tegnet Udstillingsbygningens profil i offentligheden. Ô
Her viser gode kunstnere deres værker uden at være befængt af den nye sværm af parasitter, der med statsstøtte inficerer kunstlivet. Her møder kunsten et bredt og forskelligartet publikum. Grønningen og Corner har som motorer bidraget til Udstillingsbygningens placering i den offentlige bevidsthed. De har stillet gode udstillinger til rådighed for huset.
At afbryde denne aktivitet er lige så dumt, som når en snu brugtvognsforhandler afmonterer motoren og forsøger at overbevise omverdenen om, at bilen kører bedst uden. Ethvert fornuftigt og ædrueligt departement ville straks kalde denne vildfarelse til orden.
Man kunne glemme systemtænkning og tage udgangspunkt i det enkle, konkrete og livsduelige forhold, at gode, unge kunstnere stadig søger mod kunstnersammenslutningerne, og at besøgstallet på de to sammenslutninger er overvældende. Den ny direktørs optræden på scenen er stupid, destruktiv og ødelæggende, når han pr. dekret ekskluderer danske kunstnersammenslutninger.
Et afgørende spørgsmål rejser sig: Kan kunstnere, kunstelskere og sponsorer godtage denne fundamentalistiske frontdragning?

Henning Damgaard-Sørensen er billedkunstner og medlem af Grønningen.

Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.