For en del år siden brugte jeg oftest ordet ¤¤kommunisme¤¤ om det samfund, jeg går ind for. Nu ved jeg jo godt, hvordan der skelnes i kommunistisk teori

af Kjeld Stenum
Men ordet 'kommunisme' signalerer også en realistisk, målrettet og om nødvendigt militant holdning til, hvordan vores samfund skal ændres, og det kunne jeg godt lide.
Efter at have skrevet sidste uges Skærveknuser kom jeg til at tænke på, at det var ordet 'socialisme', der var løbet mig i pennen, og at det vist er det ord, jeg umiddelbart har valgt de allerfleste gange i de senere år. Hvordan kunne det være?
Jeg føler ikke, at jeg går mindre ind for kommunisme i dag, end jeg gjorde dengang, jeg går heller ikke ind for mere eftergivende, mindre realistiske eller mindre målrettede veje til ændring af samfundet. Det plejer jo at være opbrud af den slags, man ønsker at tilkendegive, hvis man foretrækker at kalde sig selv for socialist fremfor kommunist. Og det er muligt, en del af dem, der har læst Arbejderen i flere år, tænker, at det er sådan noget, der er på spil. For de mindes jo at have læst afvigerholdninger fra min side andre steder i avisen. Og så er jeg jo nok blevet revisionist.
Det får folk så tænke. Jeg er den, jeg er. Og jeg føler ikke, jeg giver køb på nogenting.

Nej, det handler om noget helt andet. Forleden stod jeg på mit arbejde på hovedet i et hul til en fundamentsforstærkning for at binde noget jern, som det var nærmest umuligt at binde. Jeg har også en alder og et korpus, der ikke gør mig til den mest velegnede til at stå på hovedet i umulige huller, og jeg tror nok, jeg kom til at skælde noget ud.
For da synsmanden kom for at inspicere resultatet af mine anstrengelser, sagde formanden til ham, at det jo havde været en nærmest umulig opgave, de havde givet os, i hvert fald havde han lært en del ny ord af mig, da jeg havde lavet det.
Mester var tilfældigvis derinde også. For at forbedre vitsen lagde han til, at i hvert fald havde formanden ikke hørt de ord fra mig, siden dengang kommunismen brød sammen. Hø hø, den var jo meget sjov.
Men dels tror jeg, man gør noget ret dumt, hvis man prøver at ødelægge en vits, selv af de halvdårlige, med politisk nidkærhed. Dels tror jeg ikke, mester har så meget sans for de politiske nuancer på venstrefløjen, at det havde tjent ret meget formål at forsøge at forklare ham, at jeg overhovedet ikke havde grædt over det, han kaldte kommunismens sammenbrud. Så jeg nøjedes med en afparerende brummen og lod mester, formanden og synsmanden om at more sig.

Men det er det, det handler om. Før det østeuropæiske sammenbrud kunne man kalde sig kommunist med oprejst pande, fordi man kunne præcisere sin opfattelse af begrebet kommunisme ved at gå imod lande, der kaldte sig kommunistiske, når man mente, de gjorde forkerte ting. Og sådan gjorde jeg dengang. For eksempel mente og mener jeg, at kommunisme handler så meget om respekt for andre folk, at besættelse af andre lande er en uting. Et land, der stræber imod kommunisme, driver ikke magtpolitik. Og hvis det gør, synes jeg det er på sin plads at spørge, om det nu også er kommunisme, det stræber imod.
Men selvfølgelig synes jeg også, man kan diskutere, hvad der var fejl, og hvad der var nødvendigheder. Måske bør man også diskutere det. Hvad der her er pointen er, at ordet 'kommunisme' på godt og ondt er stærkt farvet af lige netop Sovjetunionens bedrifter. Og det giver ikke længere meget mening at markere, hvis kommunisme efter éns opfattelse handler om ting, der ikke er forenelige med at gøre Sovjetunionen til glansbillede. For det Sovjet, der besatte andre lande, eksisterer ikke længere.
Hvis jeg græd i forbindelse med det østeuropæiske kollaps, var det ikke fordi kommunismen brød sammen, for jeg har aldrig opfattet begivenhederne dengang sådan. Nej, hvad der var at græde over var, at én verdenskapitalisme under ét lands helt utvetydige dominans sejrede, og at der dermed blev meget ringere vilkår for overhovedet at tale om et anderledes samfundssystem.

Og sådan er det fortsat. Antikommunister har godt nok ført en massiv kampagne for at identificere begrebet kommunisme med det, der brød sammen.
For så er kun én konklusion mulig: Da det, der brød sammen, jo dermed har bevist sin egen uduelighed, er kommunisme også et udueligt samfundssystem. Men måske havde de gavnet deres egen sag mere ved at holde kæft.
Vesteuropas arbejdere vendte af sig selv ryggen til kommunismen samtidig med, at Sovjet brød sammen. Skulle kommunismen tages alvorlig af folk flest, duede det ikke bare at have en række fejlslagne forsøg og personlige mere eller mindre fantastiske spekulationer at henvise til, der måtte realiteter på bordet.
Og det land, som efter Sovjetunionens fald mest oplagt havde kunnet præstere et seriøst bud på sådanne realiteter, nemlig Kina, havde omtrent samtidig indført økonomiske reformer, der i hvert fald udefra set får det til at opføre sig næsten mere kapitalistisk end de værste kapitalister.
Og selv om udviklingen i Latinamerika bestemt er spændende, tror jeg ikke, det er derfor, folk igen så småt er ved at blive venstreorienterede. De fleste vil hellere rydde alle de der ydre modeller helt af bordet og så tage fat helt fra grunden af med at diskutere fejlene i det samfund, der er vores daglige verden. Der er jo nok at tage fat på der.
Og når vi i det hele taget skal revolutionere samfundet, er det jo for at overvinde disse fejl, ikke for at realisere den enes eller den andens mere eller mindre velbegrundede glansbillede. Jeg tror også, det er derfor, jeg for mit vedkommende er begyndt at bruge ordet 'socialisme' mere end ordet 'kommunisme'.