1885 rummede en massiv stigning i antallet af politiske aktioner og folkelig deltagelse. Her tegnedes konturerne af dansk politik i dag. Det er i hvert fald budskabet i den nyeste forskning

af Linda Hansen, journalist på Mediesyndikatet Monsun
Kan man putte oplysninger om underskriftsindsamlinger, demonstrationer og politisk møder ind i en database og få noget brugbart ud af det?
Det kan man åbenbart. René Karpantschof har registreret, hvad aviser og andre dokumenter berettede om den slags hændelser i perioden fra 1835 til 1899. Og resultatet er overraskende. Det tyder på, at 1885 var et eksplosivt år, hvor den moderne politiske samarbejdskultur i Danmark blev skabt. I det år steg omfanget af demonstrationer, politiske møder, voldelige aktioner og lignende markant.
Indsamlingen af data har omstændig og langvarig. Og måden at håndtere denne viden på er ny i Danmark. Selv forklarede René Karpantschof, da han skulle forsvare sin ph.d.-afhandling den 19. januar:
- Det giver meget data. Jeg vidste ikke, hvad der ville komme ud af det, når jeg havde tastet det hele ind i en database. Men det viser, at 1885 er det nittende århundredes 1968.
Det er en tolkning, der bryder med den vanlige tænkning om den politiske kultur og det danske demokrati som noget, der udviklede sig i et mere langsomt tempo.
Databasen rummer oplysninger om 379 kollektive aktioner lige fra protester, forsamlinger, demonstrationer og voldelige sammenstød i perioden fra 1865-1887. 1.527 politiske møder fra 1865-1899 og endelig 112 større underskiftsindsamlinger i perioden fra 1835-1899.
Afhandlingen benytter blandt andet teorien om contentious politics. Det betyder, med René Karpantschofs formulering, at 'man ikke studerer politiske bevægelser som noget for sig selv, men også inddrager stat og civile grupper.'
Som navnet på afhandlingen 'Gaden og parlamentet' også antyder, så mener forfatteren altså, at politik skabes mange forskellige steder og på forskellige måder. Derfor har han benyttet databasen til registrering af grupper, foreninger og hændelser.
Der er tre hovedaktører: Højre, Venstre og socialisterne. Det var de drivkræfter, der gennem politisk aktivitet, ballade og møder ændrede den måde politik blev udført på i Danmark.
Og paradoksalt nok affødte udviklingen fra konflikter og sammenstød en politisk kultur, der er præget af dialog og alliancer og som stadig præger vores politiske system.
Eller som professor i historie, Knut Kjeldstadli, der var med til at bedømme afhandlingen 'Gaden og parlamentet', udtrykte det:
- Det er paradoksalt, at voldsom strid fører til et system baseret på dialog og samarbejde - som det ses med mindretalsregeringer, gemütlichkeit og snapseting.

Kamp for magt eller revolution
Som sagt var det Højre, Venstre og socialisterne, der havde hovedrollerne i de politiske kampe i 1885.
Højre (det senere Konservative Folkeparti) havde magten i Landstinget, og bestod af repræsentanter for godsejere og storborgere, der ikke havde interesse i samfundsforandringer.
I opposition til Højre opstod Venstre og Socialdemokratiet. Venstre bestod primært af bønder, mens Socialdemokratiet bestod af arbejdere.
Da Danmark i 1849 fik en grundlov, der gav valgret til dele af befolkningen, var der stadig en todeling af parlamentet, der sikrede kongen og Højre magten i Landstinget. Dette var værnet mod bønder og arbejdere, der i kraft af antal burde have vundet øget indflydelse.
Denne magtfordeling blev startskuddet til kampen om forfatningen, der varede frem til 1901. En kamp, der kulminerede i intensitet midt i 1880`erne.
Det skyldes i særdeleshed, at Højre og kongen benyttede deres flertal til at opløse Rigsdagen og regere ved hjælp af provisoriske, midlertidige, love. Det skete under ledelse af konseilspræsident J.B.S. Estrup. Han blev udsat for et attentatforsøg i 1885, da en ung mand affyrede to skud mod ham.
René Karpantschof beskriver, at der blev dannet forskellige midlertidige alliancer mellem socialistiske grupper og Venstre-relaterede grupper i kampen mod Højre og kongen.
Men målene for de to grupper var grundlæggende forskellige. René Karpantschof udtrykker det således:
- Venstre kamp var ikke rettet mod samfundsordenen, men var en kamp for at blive hørt, for at få indflydelse.
I socialistiske grupper var kampen ofte fokuseret på en samfundsomvæltning.
Kampene førte til dannelsen af de politiske partier, den ideologiske højre-venstreakse, landsdækkende interessefællesskaber og folkelig interaktion med staten.

Deltagelse i bredde og dybde
Vejen til den moderne politiske kultur blev brolagt med møder, underskiftsindsamlinger, voldelige optøjer og dannelse af foreninger.
Et eksempel er Lundbymødet. I oktober 1885 forsamledes 4.000 liberale medlemmer af foreningen Den Frisindede Ungdom i Lundby på Sydsjælland. Mødet endte med en udtalelse mod Højre-regeringen, der var udpeget af kongen og med krav om parlamentarisme.
I Politiken den 14. oktober fremgår det blandt andet:
'Ungdomsmødet i Lundby i Søndags talte cirka 4000 Deltagere fra Sydsjællands forskellige egne. Der var ungdommens Begejstring over Forsamlingen. (..) Mødet sluttede med en enstemmig Vedtagelse af en Resolution saalydende: Unge Mænd fra Sydsjælland, forsamlede Søndag 11te Oktober paa et Møde ved Lundby Station, udtaler Haab og Fortrøstning til, at Folketinget med det skarpeste Midler, der staar til dets Raadighed, vil bekæmpe det provisoriske Regimente.'
Eksemplet viser en demokratisk deltagelse i bredden, skriver René Karpantschof, fordi større dele af befolkningen begynder at tage del i politisk aktivitet blandt andet ved at stemme eller deltage i møder og samle underskrifter.
Dele af befolkningen - mænd over 30 år, der ikke blev betegnet som fattige - havde haft mulighed for at stemme til Folketinget siden 1849. Men relativt få benyttede sig af det inden 1870`erne og 1880`erne, hvor flere og flere afgav deres stemme. Det skyldes blandt andet, at mange på landet ikke var bevidste om deres rettigheder, at den moderne politiske kultur endnu ikke var skabt.
Men udvidelsen af deltagelsen foregik også i dybden omkring 1885, hvor man i stigende grad organiserede sig i partier, i vælgerforeninger og lignende. Det betød dannelsen af en politisk identitet som for eksempel socialist, liberalist eller konservativ.
Den ene form for begivenhed førte andre med sig, ikke mindst fordi der var en form for konkurrence, hvor de forskellige grupperinger gik på gaden for at demonstrere, at de havde folkelig opbakning. René Karpantschof konstaterer, at 'vold og uro omkring 1885 var medvirkende til at mobilisere yderligere blandt andet i form af flere foreningsdannelser'
De kollektive aktioner ændrede den politiske kultur i Danmark.

Stærkt græsrodsvåben
René Karpantschof benytter afhandlingen til at slå fast, at kollektive aktioner stadig er en effektiv måde at sætte dagsordener på.
Samfundsforandringer som efter 1885 var umulige at forudsige på daværende tidspunkt. Men perioden og i særdeleshed det enkelte år 1885 var kendetegnet af en høj grad af politisk aktivitet på forskellige niveauer.
I 1901 blev folkestyret indført i Danmark, og dermed ophørte Højres dominans i parlamentet. Det medførte en forstening af magtforholdene, fordi Venstre havde opnået, hvad de ville - i modsætning til de socialistiske grupperinger.
'Samfundet og det politiske system er ikke det samme som for 150 år siden. Men kampe og mekanismer er ensartede, for eksempel når man ser på højreradikale og antiracister. Det er stadig et emne, der kan bruges af folk, der ikke har regeringsmagten og som kan bruges til at sætte en dagsorden' fastslår René Karpantschof.

René Karpantschof: Gaden og parlamentet - kollektive aktioner, demokrati og den moderne politiks tilblivelse i Danmark 1835-1901, udgivet af Sociologisk Institut på Københavns Universitet.

René Karpantschof
Født 1965
Aktiv bz`er og autonom i 1980`erne og begyndelsen af 1990`erne.
Forsker og underviser ved sociologisk Institut ved Københavns Universitet. Forsvarede sin ph.d.-afhandling 'Gaden og parlamentet - kollektive aktioner, demokrati og den moderne politiks tilblivelse i Danmark 1835-1901' den 19. januar.
Opponenter var professor Abby Petersson, professor Knud Kjeldstadli og institutleder og lektor Carsten Strøby Jensen.
Bedømmelsen af afhandlingen var positiv.
Har tidligere udgivet bøger, holdt foredrag og skrevet artikler om emner som autonome, nazister, arbejderbevægelsen, Dansk Folkeparti og sociale bevægelser.

Politik for de få
I 1880`erne var det danske parlament opdelt i to kamre, Folketinget og Landstinget.
Der var ikke almindelig stemmeret, og parlamentsmedlemmerne blev udpeget efter særlige regler.
Kongen udpegede 12 af de 66 medlemmer til Landstinget. Resten blev valgt til parlamentet, men vælgerne bestod af mænd over 30 år med høj indkomst.
Det sikrede, at repræsentanterne kom fra samfundets øverste lag. Vælgerne ved valg til Folketinget var mænd over 30 år med en vis indkomst.