Det imponerer at en 20-årig kvinde har formået at skrive dramatik om så svært tilgængelige emner som incest, manipulation og sindssyge

af John Bruun
Stykket på Cafe Teatret i København hedder Kopftot.
Det betyder vist noget i retning af hjernedød eller hjernelam, men Ofelia, Heidi Colding-Hansen, er ikke død oveni. Tværtimod.
Hjernen arbejder hele tiden, men det er de forkerte centre i hjernen, der er mest aktive. I hvert fald hvis hun skal rive sig løs af den handlingslammelse og frygt, der får hende til at leve indespærret i et incestuøst forhold til faren, Olaf Johannesen.
Han er gået i stykker indeni, fordi hans kone er forsvundet, vistnok død, og har ladt ham alene tilbage med datteren.
Faren er dybt ensom og at dømme efter tøjet kontormand, der hver eftermiddag vender hjem til datteren i det aflåste hjem, hvor de to udlever et bizart, klaustrofobisk forhold, spundet ind i afhængighed og underkastelse. (det kan gå gruelig galt, når Nora går hjemmefra).
For at overleve overgrebene og finde en mening med det hele har Ofelia opfundet sin egen fantasiverden. En familie hun kan dele tanker med, der både kan give modspil, skabe logik og afløb for de drømme, som hun trods den syge fars manipulationer alligevel har om et andet liv.
Fantasi-moren, Merete Nørgaard, dukker op. Hun vasker gulv, skælder ud, er omsorgsfuld, fortæller eventyr, og Ofelia håner moren og siger, at hun er bedre for faren, end moren var!
En bror, Laus Høybye, har Ofelia heldigvis også opfundet. Han vækker drømmen om sol, blomster og et liv udenfor i hende, og for ham åbenbarer hun, at hun drømmer om at smelte ind i et andet menneske. Hun fortæller broren, at hun skal elskes af faren, for han kender hendes hemmelighed.

Poetisk
Det lyder som et alt andet end muntert stykke, og med forfatteren, den nu 23-årige østriger Gerhild Steinbuchs egne ord, er det smalt. Hun var kun 20 år, da hun vandt en tysk dramatiker-konkurrence med dette stykke.
Men stykket er poetisk, og for instruktøren er det lykkedes at skabe et spændingsfelt mellem de fire velspillende skuespillere i den minimalistiske scenografi, der griber og gør historien interessant, fordi man kommer til at holde af de syge sjæle.
Heidi Colding-Hansen skal bære meget - og det gør hun. Med store, mørke øjne og et ansigt, der hele tiden udstråler hendes anstrengelser for at skabe en logik i det sygelige, formår hun at spille et såret barn/ungt menneske med en syg sjæl.
Uden at hun appellerer til medlidenhed - for hun ved slet ikke selv hvor undertrykt, hun er - kommer man uvilkårligt til at føle stor trang til at befri hende.
Hun får godt modspil af Olaf Johannesen, som giver en ellers meget utrolig rolle, stor troværdighed.
Hvis man tør, tror jeg også, der er stor chance for, at man kan genkende relationer fra ens eget liv - og lære noget. Det er da en udfordring til en aftentur i et dejligt intimt teater.

Kopftot af Gerhild Steinbuch. Medvirkende: Heidi Colding-Hansen, Olaf Johannesen, Merete Nørgaard og Laus Høybye. Scenografi: Søren Glad. Instruktion: Anders Lundorph.
På CaféTeatret indtil 3. marts.