Filmarrangementet ¤¤Future Shorts¤¤ har helt klart bevist, at de kan lokke almindelige mennesker ind og se kortfilm, og det skal de bare blive ved med

af Jesper Fink
Der var enkelte perler på en lidt for lang snor, da det fjerde Future Shorts-arrangement i København løb af i sidste uge
At planlægge og udføre et arrangement på to timer, der kræver af almindelige mennesker at sidde ned og koncentrere sig om intet mindre end 16 kortfilm, svarer nogenlunde til at sigte mod sin egen fod med en skarpladt pistol.
Resultatet kan aldrig blive helt godt, og det kan gå rigtig, rigtig galt. Derfor fortjener de ambitiøse hjerner bag Future Shorts-filmarrangement i sidste uge allerede fra start en stor cadeau for deres mod.
Resultatet blev faktisk væsentligt mere end hæderligt. Programmet lovede da heller på ingen måde for lidt: 16 film, paneldebat, champagne og kunstudstillinger, alt sammen inden for en overskuelig tidsramme. Problemet var blot det ene, at man rent faktisk holdt, alt hvad man lovede, og det blev en lidt for stor mundfuld.

Fantastiske småbidder
Programmet var hensigtsmæssigt sammensat med skiftevis kortere og længere film, hvor især musikvideoerne fungerede som tiltrængte pusterum mellem de større film. Aftenen var delt op to, og i første halvdel var der flere store lyspunkter. Specielt Max Kestners fantastisk finurlige dokumentar 'Max by choice', der handler om instruktørens opvækst, om verdensrummet, oldeforældre, og Pelle Jarmers hageskæg.
I den polske animationsfilm 'Fallen Art' befinder man sig i en lejr langt fra civilisationen, hvor en slags syrede nazi-soldater har udviklet deres helt egne makabre forlystelser for at fordrive tiden.
En helt igennem fantastisk film, der da også var den, der prydede forsiden på arrangementets folder.
Den sidste film, der virkelig formåede at tiltrække sig opmærksomhed i første halvdel, var Birgitte Stærmoses 'Sophie', med Trine Dyrholm, et rigtigt dansk hverdagsdrama, der ikke desto mindre var utroligt medrivende og velspillet.

En stor mundfuld
Efter de første film var der mulighed for at stille spørgsmål til både Max Kestner og Birgitte Stærmose, hvilket var ganske interessant, uden at være dræbende langt.
I foyeren i pausen mærkede man virkelig, hvordan arrangørerne har villet skabe en totaloplevelse: En videokunstner lavede visuals i loftet (der var ikke plads andre steder), og foran toilettet stod en fladskærm, der viste forskellige kunstfilm.
I den smalle indgang var der ligeledes opstillet et upraktisk kunstværk bestående af et ukendt antal sorte skraldesække fyldt med luft, et værk der tydeligvis optog mere plads mellem publikums ben end i deres hoveder.
Indtrykkene var simpelthen for mange, og Glorias beskedne foyer var alt for lille til arrangørernes store armbevægelser.
I aftenens anden halvdel faldt filmenes generelle niveau betydeligt. Kun den israelske 'Cock Fight', om en kyllingefarmer, der stoppes ved et checkpoint midt i ørkenen, var absolut anbefalelsesværdig.
Ellers overtog musikvideoerne mere og mere, og der blev da også plads til en enkelt, meget malplaceret, Nike-reklame.
Hen ved klokken tolv om aftenen var det slut, og der var lagt op til 'sludder med instruktørerne, samt networking', som det vist hedder.