19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hippier med holdninger

Hippier med holdninger

Tirsdag, 06. februar, 2007, 00:00:00

Alrune Rod viste, at selv om de var hippiernes hoforkester for næsten 30 år siden, følger de stadig med tiden. Og gav overløberen Karen Jespersen en varm røffel

af Jacob Hansen og Anders Fenger
Med et svedent glimt i øjet fortalte en gammel hippie os under fredagens koncert med Alrune Rod i Amager Bio i København et sagn fra gammel tid.
Alrune-rod, der gav navn til hippiebandet over alle danske hippiebands i slutningen af 1960`erne, er en gammel dansk plante.
Når dødsdømte i gamle dage blev hevet til galgebakken, og stive af skræk fik strikken om halen, tissede de fleste i bukserne af angst og gødede derved jorden under sig. Op af mulden voksede efterhånden alrune-roden. En plante, der vist nok skreg, når man trak den op, og som lignede et lille menneske med siderødder som arme og ben.
Den gamle hippie, der havde sit barnebarn på 15 med, sendte et nostalgisk blik mod ud i koncertsalen, der emmede af en svag, meget svag sødlig duft af pot.
Sammen med 300 andre ligesindede nød han hvert sekund af Alrune Rod denne aften. Det var som kært gensyn. Eneste forskel var, at mange dengang mellem 1968-1975 lå ned til koncerterne, sløve af tjald, oplyste vor kilde listigt. Og så råbte folk dengang 'Kul på!'. Hvis de altså var 'friske' nok.
Ja, og så var der lige alderssammensætningen. Livsbekræftende. Omtrent en fjerdedel af gæsterne var unge, der ivrigt lappede i sig fra de fem ældre herrers righoldige forråd af musikerfaringer og diverse syrerock-ettikette.

Fred og fællesskab
Bandet, der lød og lyder som en dansksyngende hybrid mellem Pink Floyd og Grateful Dead, havde premiere i januar 1969 og blev et folkekært hipieband på linie med Gnags vest for Storebælt.
De blev en del af ungdomsoprøret af afspejlede den med sine bratte skift i lydstyrke om tempo, i vekslen mellem langstrakte lydflader og tætte rytmiske forløb.
Og teksterne var også præget af tiden. Ingen undertrykkende autoriteter. Mere frihed og fælleskab. Drømme. Selvstændighed i tanke og handling. Fred.
Vel var forsanger og bassist, Leif Roden, omtrent 40 cm. hår fattigere denne aften på Amager. Men holdningerne havde han bevaret i alle årene. Og det gik i dagens anledning ud over den gamle 68`er Karen Jespersen, nyudklækket liberalist.
'Vi ved, hvor vi står. Det har vi gjort i alle årene. Men Karen? Hun er satanedeme røv-irriterende', mumlede han og gik direkte over i den hamrende tætte nummer, 'Kender du det?'
'Har du købt en engelmed guldbelagt hårvil du kysse djævelenog pleje hans sår'.

Alder og lys
Leif Roden kan stadig synge. Han synger faktisk bedre med alderen. Han kan stadig gå op i høj falset - her har Roger Waters for længst måtte give op. Leif Rodens stemme er blevet mere varm og fylder langt mere.
Generelt var lyset rigtig godt, især når baggrundslærredet var fyldt med farver, Desværre formåede deres lysmand også at bade scenen i alt for meget lys, og dermed gøre den uhensigtsmæssig stor, så musikerne havde problemer med at fylde den ud. Det blev dog bedre hen imod slutningen efterhånden som vi fik 'Du taler og siger', 'Tæl aldrig i morgen med.' osv.
Desværre gik forsangeren aldrig over i 'Bjergsangen' om pigen og fyren på vej op ad bjerget for at udforske de store højder. Og dét til stor fortrydelse for mange blandt publikum. Heraf, ganske overraskende, en lille flok af denne avis` læsere, der på den måde afslørede lidt om sin musiksmag i de sene 60`ere.
Men Alrunen spillede som sædvanligt længe denne aften. Uden pause i godt og vel to timer.
Se, det kunne en og anden hip, moderne og ung rockmusiker lære noget af.

Alrune Rod. Fredag. Amager Bio. www.alrunerod.dk og www.amagerbio.dk. Koncerten kommer senere på cd.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. feb. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur