Det nye medlem af DR`s bestyrelse Ole Hyltoft gør et tilbagskuende, nostalgisk og nationalromantisk forsøg på at skrue tiden tilbage til Gunnar Nu og Morten Korch

af Anders Fenger
I radioen kører for tiden en hylesjov juleleg. Det er De Sorte Spejdere, der i hvert program har Dagens Hyltoft', hvor de spiller en gammel vise med over 60 år på bagen.
Den er hver gang tilegnet det nye medlem af DR`s bestyrelse, Ole Hyltoft, der i en kronik i Jyllandsposten den 20. januar krævede flere sømandsviser og revysange i DR.
Et ordsprog siger som bekendt: 'De er sure', sagde ræven om rønnebærrene, den kunne ikke nå dem.'
Om Ole Hyltoft er en gammel møgirriteret ræv vil vi lade naturkendere om at fastslå. Men, at det nye medlem af DR`s bestyrelse er ganske forarget og sur, må stå klokkeklart.
Hyltoft var formand for Socialdemokratiets Kulturudvalg fra 1975-86. Nu er han 'islamkritiker', udpeget af Dansk Folkeparti til at sidde med ved i bestyrelsen i Danmarks Radio. Altså er han klart til højre for Djengis Kahn. Han har taget dét spring Karen Jespersen ikke tog af hensyn til en ministerpost.

Ukendskab
Ole Hyltoft skriver i kronikken, at han allerførst vil have flere revyviser og sømandsstrofer ind i DR på bekostning af elektronisk larm og pop-gøgemøj.
'Revyvisen er en uforlignelig indgang til den tid, den er skabt i. 'Tre raske prinser' - og vi er i 1920`rne. 'Man bliver så glad når solen skinner ' - 30`erne dukker op for vores indre blik,' skriver den rørstrømske Hyltoft, der til de interesseredes oplysning er født 1935 i København. Student i 1954. Cand mag. i 1961. Bog-og kulturredaktør ved Aktuelt fra 1970-81.
'Den sømand han må lide', 'Jeg bærer med smil min byrde', 'Om lidt bliver her stille'. Fest, vemod, højtid. At sangene er populære viser den fantastiske efterspørgsel der har været på den nye udgave af Højskolesangbogen', snøfter den sært reaktionære Hyltoft, der i øvrigt flittigt har skrevet bøger, noveller og kronikker gennem tiderne til Jyllands-Posten og Ekstra Bladet.
Han udviser en total mangel på kendkab til radio- og tv-området, der i DR er opdelt i programflader med hver sin musikstil.
Men:'... lad os høre viserne, dagligt, tilfældigt, i musikprogrammerne. De knytter os til vore rødder på en festlig måde med Osvald Helmuths, Poul Reichardts, Birgitte Reimers stemmer.'

Populisme
Kronikken i JP er både et særsyn af sært bagskuende, nostalgiske, nationalromantiske forsøg på at skrue tiden tilbage til Gunnar Nu og Morten Korch. Til dengang tv var i sort-hvid.
Der er intet værre end aktiv dumhed. Det viser Hyltoft med al ønkelig tydelighed.
Men det er også en typisk højreekstrem måde at drive politik på.
Man angriber noget (DR), der faktisk kan kritiseres for mangt og meget. Blandt andet musikudbuddet og ensidigheden. Især den den borgerlige manipulation.
Men Hyltoft udnytter folks skuffelse over DR. Og manglen på visesang i æteren. Ligesom højrekræfterne altid har udnyttet populisme for at fremme skidne mål.
Og så får da også alt, hvad den kan trække af osende højreorienteret dobbeltmoral skruppelløshed og kværulerende demagogi i Hyltofts famøse kronik.
Han bruger gode danske kunstnere i sit sorte spil.
'De danske populærmusikere - med Kim Larsen i spidsen - må have førsteret til DRs musikradio. Den danske sangs sokkel er højskolesangen. Fin lyrik, fine melodier. Et hundred tusinde eksemplarer solgt på et par måneder.'
Typisk. Voldtægt af folkeskjalden Larsen og en forglemmelse af faktum - at de mest politiske viser blev nyligt hevet ud af Højskolesangbogen. Men måske det egentligt passer Hyltoft glimrende.
Han slutter kronikken af med at foreslå noget god radio og tv.
'Anbring et spændende menneske på en stol, lad ham mærke han er i godt selskab og sæt så kameraet i gang. Sværere er det såmænd ikke. Det kan være en sømand der har sejlet på Java. En forhenværende DKP`er, der tør tale højt om røverreden, han har været i.'
Med DF`s udnævnelse af Hyltoft til DR-bestyrelsen og Brian Mikkelsens kåring af Søren Krarups fremmedfjendske datter, Katrine Winkel Holm, til samme embede, lover det ikke godt vor fremtidens tv og radio.