Hjemløs, angst, fremmed og halvt sindssyg. På grænsen mellem mand og kvinde i Paris` nattemørke gader forsøger hun febrilsk at holde fast i kammeraten ude på tilskuerrækkerne

af Nick Bruun og John Bruun
På Kaleidoskop/K1 kan man for øjeblikket se fransk dramatik. 'Om natten før skoven 'er en poetisk og grum monolog om et liv som fremmed i 70`ernes Frankrig.
'Jeg genkender altid de svage. Der er noget ved ansigtet, jeg ikke tager fejl af'. Den spinkle pigede dreng, Laura Drasbæk, eller er det en drenget pige, smalbryster sig af en af de kompetencer, hun har tilegnet sig på gaden. Det er vigtigt at kunne skelne individerne i gadens brogede mylder.
Hun kæmper som en gal med at finde den mening, der kan gøre det uudholdelige til at bære. At skabe sin egen logik og sammenhæng, der på en gang kan gøre det mere forståeligt, at hun er havnet på bunden af samfundet og samtidig give et håb om en anden fremtid.
Et eller andet sted har hun et fantasi-foster af en drøm. Hendes egen vision om en global fagforening, der kan skabe en bedre verden og befri sådan nogle som hende. Den bliver aldrig konkret, men det er hendes mantra og holdepunkt.

Maskulin/feminin?
Laura Drasbæk er kommet på en stor opgave. Alene på scenen - uden andre rekvisitter end sig selv og sit tøj. Men med skiftevis store armbevægelser og kæk lidt dyb stemme, hvor hun vrider så meget maskulinitet hun kan finde ud af sin feminine krop vekslende med barnlig kalden på mama, gestalter hun et menneske i dyb splittelse med sig selv.
Teksten virker på mange måder utidssvarende og gammeldags. Men forestillingen giver et præcist billede af de mekanismer der træder i kraft, hvis et menneske presses tilstrækkeligt hårdt.
Mennesket i 'Om natten før skoven' er presset fra alle sider, hvilket kraftigt understøttes af scenografien - hun befinder sig i en kasse, så bred som scenen, svævende 1.5 meter over gulvet, og bare to meter høj og to meter dyb, åben ud mod publikum. Lukket inde i et klaustrofobisk rum. Virkeligheden er så hård, så svær at tackle. Så svær at finde en vej i.
Det, der sker for mennesket i forestillingen - og mennesket i virkeligheden - er derfor, at det søger at få det usammenhængende og uoverskuelige til at hænge sammen og blive klart. Ved hjælp af egne forklaringsmodeller og tankekonstruktioner, der får tingene til at virke sammenhængende igen. Det kaldes sindssyge - psykisk sygdom. Et billede på et sårbart sinds møde med det uhåndterbare. Det er forestillingens styrke. Og dens aktualitet.

'Om natten før skoven'. Af Bernard-Marie Koltés. Medvirkende: Laura Drasbæk. Scenografi: Bente Lykke Møller. Instruktion: Heinrich Christensen og Søren Lenander. På Kaleidoskop/K1. København. Indtil 21. februar.