Dansker tager del i grønlændernes liv. Han involverer sig erotisk, socialt og solidarisk. Her er kun solidaritet, ligeværdighed, medfølelse og gensidig hjælpsomhed

af Klaus Haase.
Forfatteren af denne erindringsroman 'Kalak' skriver i jeg-form. Denne fortællestil er en farlig litterær faldgrube: Hvornår bliver man 'for privat'? Hvordan får det almen interesse?
Denne forfatter hæver sig flot over det private. Han skriver hamrende godt, samtidig med at han udleverer sig selv i en grad, der kan få læseren til at krumme tæer. Men kvaliteten af han s fortællekunst vinder!
Vi har en ung mand, der efter en opvækst med seksuel misbrug bliver uddannet som sygeplejerske.
Han tager til Grønland, og der træder han litterært i karakter. Han beskriver et liv dette sted, hvor han mere eller mindre 'hænger fast' gennem ti år med korte afstikkere til Danmark. Livet i Grønland, dette smukke, intime samfund, beskrives i bogen.
Under sit ophold deroppe, agerer han ikke som 'den sævanlige tilkaldte danske arbejdskraft i et postkolonialistisk samfund' - distanceret og med begrænset opholdstid. Han tager del i grønlændernes liv deroppe. Han involverer sig erotisk, socialt og solidarisk.
Dette gør romanen så pokkers indlevende og vedkommende.
Under et forsøg på tilbagevenden til Danmark får han et job som konsulentlignende distriktssygeplejerske, der skal lappe på de hensygnende sociale netværk, der kendetegner vort såkaldt civiliserede samfund.
Tilbage til hovedstaden Nuuk. Arbejde i Nordgrønland og Østgrønland. I bygder. Her møder vi det konkrete barske liv, hvor der ikke er langt fra liv til død i naturens barskhed.
Så er der forfatterens kærlighedsliv deroppe. Det ville måske få en gennemsnitsdansker til at gå i ilttelt. Han møder søde, lidenskabelige kvinder, som han behandler pænt - uden at historien bliver for pæn. Ingen frelserkomplekser. Kun solidaritet, ligeværdighed, medfølelse og gensidig hjælpsomhed.

Kim Leine. Kalak. Erindringsroman. Gyldendal. 245 sider. 299 kroner.