Altså, det generer min blindtarm, når typer som Anders Fogh og Karen Jespersen skamroser hinanden for at kæmpe for samfundets sammenhængskraft

af Kjeld Stenum
Ærkeliberalisten Anders Fogh, som i den grad har ladet skattestop og fri prisdannelse på især boligområdet sønderdele landets befolkning, og Karen Jespersen, der vel mere end noget andet menneske i det danske Folketing har skubbet på ansvarsforflygtigelse og sig-selv-nok-tænkning blandt andet med forslag, som at kriminelle indvandrere burde isoleres på øde øer, og med udhulning af overførselsindkomster.
De aner ikke, hvad de taler om. For de stakkels mennesker har hele livet kun styret målrettet mod det, som fremmede deres egen karriere, og har aldrig prøvet at hænge sammen med noget som helst andet end sig selv.
Jeg kunne fortælle meget om sammenhængskraft. Om hvad jeg oplever der fremmer det, og hvad jeg oplever der ødelægger det. For jeg synes egentlig, netop erfaringer med sammenhængskraft er noget af det mest grundlæggende i den dagligdag, jeg har i et arbejdssjak. På godt og ondt.
Men jeg synes også, at disse erfaringer kvalificerer mig til at sige, at er der nogen, der ikke gør en indsats for sammenhængskraften i vores samfund, så er det Anders Fogh og Karen Jespersen.
De mener begge, at sammenhængskraft har at gøre med at stå fast mod 'nogen' udadtil, for det får 'os' til at rykke sammen indadtil. Disse 'nogen' kan så være terrorister, der bekæmper 'vore' frit prisdannende samfundssystemer, eller halvkriminelle fremmede, der kommer for at nasse på 'vores' blåøjede godgørenhed. Eller andre, som er i vejen for 'vores' foretagsomme vilje til at komme fremad, den vilje, der holder alting i gang.
Sådan kan vi også godt somme tider tænke i et sjak, især fristes vi til det, når vi arbejder på akkord. I akkorden afhænger indtjeningen jo som bekendt i princippet af produktionens effektivitet.
Heldigvis er der dog i byggebranchen, som jeg arbejder i, mange andre faktorer, som spiller ind. Blandt andet vores evne til at holde sammen, når der forhandles akkorder, eller hvis mester i løbet af arbejdet forsøger at fortolke aftalerne på en anden måde, end vi gør.
Men når akkorden kører, gælder det jo også om at få så få timer som muligt på selve akkorden og skrive flest muligt på som ventetid, timelønsarbejde og lignende. Altså i det omfang, der er saglig dækning for det, naturligvis.
Arbejdet på byggepladsen som helhed skrider bedst, hvis vi fungerer bedst muligt sammen med de andre håndværkere, tømrere, smede, malere og så videre. Men vi er tilbøjelige til at læsse ansvar fra os, når vi er på akkord, og kan det ikke læsses over på mester eller bygherre som materialeforsinkelser eller tilrettelægningsproblemer, så kan det måske læsses over på de andre håndværkere. De går i vejen for os, eller vi skal vente på dem for at komme videre.
Dette skaber naturligvis riverier på byggepladsen. Sammenhængskraften går tabt.
Det samme sker undertiden indadtil i sjakket. Det bedste sjak, jeg har gået i i min tid i København, hang i høj grad sammen, fordi vi var gode til at tage os af hinanden, og såvel uerfarne som selv kriminelle og ikke altfor stabile makkere fra gaden fik den chance i sjakket, der tilkom dem, også selv om det ikke umiddelbart var det optimale for produktionseffektivitet og akkord.
>Det gik alligevel meget godt med produktionen også, fordi kammeratskabet var desto bedre. Og blev vi utilfredse med mesters vilkår, evnede vi også at holde sammen om at sætte os på røven, indtil mester gav sig.
Men vi ødelagde selv det sjak. En dag var vi ved at støbe et gulv, og henimod fyraften kunne vi se, at det umuligt kunne blive klar til glitning, så vi kunne komme hjem til tiden. O.k., så måtte nogen jo blive og arbejde over. En enlig far, som nok kunne bruge pengene, tilbød sig, men der var ikke rigtigt nogen af os andre, der syntes, vi havde tid.
O.k., han mente nok, han var mand for at klare det alene. Det var vores første svigt, at vi accepterede det, for han var ikke den mest tjekkede betoner i verden. Vores andet svigt kom dagen efter.
Om morgenen kunne vi se, at det dæk var brændt fuldstændig sammen for ham, det så herrens ud. Han var heller ikke mødt.
Han kom først et par dage senere, og da var det for at hente sine ting. Da fandt vi ud af, at mester forlangte ham fyret, og bajdsen havde accepteret det. Vi var bestemt medskyldige i, at det var gået ad røven til med den glitning, men efter lidt tandløst brokkeri fandt vi os i, at han alene fik skylden og blev fyret på det.
Efter den dag duede sjakket ikke længere. Det var ikke mere nogen fornøjelse at komme på arbejde, vi var begyndt at råbe ad hinanden. Sammenhængskraften var væk.
Hvor jeg vil hen med det? Jeg vil derhen, at sammenhængskraft har noget med moral at gøre, og noget med at tage sin del af ansvaret.
Det kan godt være, at Karen Jespersen selv tror, hun udviser disse ting, når hun siger nej til at tage imod flere indvandrere, end hun mener, vi kan integrere. Men hun starter en ond spiral.
Sammenhold er at tage imod mange og integrere mange, for det skaber mere sammenhold. Men når de yderste skubbes helt udenfor samfundets dør, bliver de næstyderste yderst, og den spiral skaber angst og splid og ikke integration og sammenhold. Det er umoral, og umoral er samfundsopløsende.
En klog filosof, J. Bronowski, sagde engang, at moral er samfundets cement. Cement er et produkt til at bygge huse med, som skaber sammenhængskraft. Jeg er bare helt enig med Bronowski.