17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Korruption, uretfærdighed og griskhed

Korruption, uretfærdighed og griskhed

Torsdag, 15. februar, 2007, 00:00:00

Men krimi-forfatteren James Lee Burke elsker alligevel sit Louisiana med Everglades-sumpene

af Ulla Rasmussen
Han er en produktiv forfatter, James Lee Burke.
Sidste år udkom De røde hestes Nat med Burkes anden hovedperson, Billy Bob Holland. Denne gang er det Dave Robicheaux i Korsfarers kors.
Ham har vi, der har læst alle bøgerne, fulgt fra fuldblods alkoholiker og hårdtslående strømer i New Orleans, gennem to ægteskaber, og nu, med mellemrum, politimand i New Iberia.
Bogen begynder med et tilbageblik på en tid, hvor Daves bror Jimmie forelsker sig i en gadeluder. Som forsvinder, netop som de to skulle til at stikke af fra hendes alfons. Dave kommer langt senere under vejrs med, at hun stadig er i live og nu lever livet højt på strå i mafiamiljøet.
Dette kædes sammen med den familie, der nærmest er den bestemmende myndighed, hvor Dave bor. Og det er denne families hemmeligheder, som Dave får frem i lyset - naturligvis med nogle mord undervejs.
Som i de andre bøger, har Dave her svært ved at tøjle sit temperament, når han står over for folk uden moral. Og det er netop moral og indignation, der er gennemgående i Burkes bøger.
I sin beskrivelse af en bibeltro og hård dommer, skriver Burke:
'... hvis fascismen nogen sinde kom til USA, så ville den komme forklædt som antikommunisme.'
Trods korruption, uretfærdighed og griskhed, er der ingen tvivl om, at forfatteren elsker sit Louisiana med Everglades-sumpene. Det lyser ud af hans beskrivelser af naturen og dens foranderlighed. Og det er vel at mærke fængslende at læse.


Korsfarers kors
Forlaget Hovedland 2007
336 sider, 269 kr.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. feb. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur