Fremtiden ser grotesk sort ud i velskrevet ny engelsk dramatik. Snittet er lort på lort på lort serveret af rigtig gode skuespillere. En skarp samfundskritik uden anvisning af værktøj og løsningsmodeller

af John Bruun
Husets Teater på Halmtorvet opfører 'Snittet', som havde urpremiere i London i 2006.
Det foregår i et europæisk land ud i fremtiden, hvor undertrykkelsen og klasseopdelingen er gennem-institutionaliseret.
Men mest skal det vel ses som tendenser i vores tid set i den engelske stykkeskriver Mark Ravenhills optik. Tendenser som er sat på spidsen.

Hvidt snit
En ung mand John, Nicolai Dahl Hamilton, sidder på et skidenbrunt offentligt kontor og trygler den mestendels joviale selvsmagende skrankepave, Paul, Tommy Kenter, om at få snittet.
Snittet er dels et direkte fysisk indgreb i hjernen a la 'det hvide snit', som gør en fuldstændig indifferent overfor verdens gang. Centre for ambitioner, holdninger og følelser skæres væk. Men snittet symboliserer lige så meget en fuldstændig tilpasning til den herskende orden. Accept af tingenes tilstand. I en verden, hvor det er svært at tro på forandring.
Hvor der ikke eksisterer stærke alternative visioner, kan det være et ubærligt pres alligevel at bevare længslen mod noget andet.
Men sagsbehandler Paul, vil gerne, efter et længere indledende forhør, der skal afklare, om klienten er blevet udsat for unødig magtanvendelse, forsøge at overbevise John om, at der skam eksisterer alternativer til snittet. Han kan vælge mellem både fængsel, militær og universitet.
Fængslet vil han helst ikke anbefale, men det er fordi, det er det dyreste. Undertrykkelsen er fuldstændig gennemført, men med en behagelig human tone. Nysprog og spin i skøn forening.
Men John insisterer, og sagsbehandlerbødlen Paul ender som offer: 'Jeg lever i en konstant tilstand af ikke at skyde mig selv!'
Det er både grotesk morsomt og uhyggeligt.

Hjemlig hygge
Senere møder vi Paul i hjemmet med konen Susan, Kirsten Lehfeldt. De sidder ved spisebordet i det mondæne hjem og venter på, at den åbenlyst 'snittede' zombie-tjenestepige skal servere maden.
En mesterlig opvisning i ægteskabelig tomgang. Konens livsindhold er at klage over tjenestepigen. Æde piller for at holde livet ud og overhøre, samt bortforklare alle mandens åbenbare frustrationer over sit lorte-arbejde og deres manglende sexliv. Alt konverterer hun til kostproblemer og blodsukkeret, der daler faretruende, fordi tjenestepigen er så længe om at servere maden.
Eneste lyspunkt er inspirationen fra en søn, som er involveret i en politisk kamp mod udførelsen af snittet.
Det kan kun gå ned ad bakke, hvis der ikke sker radikale forandringer og så fortsætter det måske alligevel ned i et sort hul. Lort på lort på lort. Det er skarp samfundskritik uden anvisning af værktøj og løsningsmodeller... heller ikke selvom forandringens vinde sikrer udnævnelsen af en Tilgivelsesminister, da magtforholdene ændres.

Helstøbt forestilling
Det er en stor fornøjelse at se Tommy Kenter, med den gode timing og dejlige fjæs med de mange attituder i en alvorlig rolle. Han er fandeme en dygtig skuespiller.
Det samme kan siges om Kirsten Lehfeldt. Hun kan udstråle en selvoptaget livslede så overbevisende, at man tror på, at hun fuldstændig kan ignorere, at hendes mand lever på randen af et nervesammenbrud.
Et rigtig godt skuespil med bid i en dejlig enkel scenografi, som understøtter tekstens intentioner.

'Snittet'. Af Mark Ravenhill. Instruktør: Kim Bjarke. Scenografi: Rikke Juellund. Opføres på Husets Teater i København indtil 10. marts