Don Quixote rider endnu og kan stadig lære os noget. Man skal leve i nutiden. Hvis ens ideer ikke tilpasser sig nutiden og i stedet afspejler fortiden, vil man komme grumme galt af sted, uanset hvor smukke ideer og gode hensigter man har

af Sven Tarp
Da den en-håndede, tidligere krigsfange Miguel de Cervantes Saavedra i det Herrens År 1605 havde lagt sidst hånd på den bog om 'Ridderen af den bedrøvelige skikkelse', don Quixote, som skulle udødeliggøre hans navn, havde han ingen umiddelbare planer om et opfølgende bind 2. Men succesen skulle indhente ham på en højst uventet måde.
Bogen om den sindrige ridder gik sin sejrsgang over det ganske Spanien. Dens popularitet var simpelthen så enorm, at flere forfattere, som det i datidens spanske teaterverden var kutyme, gik i gang med at skrive en fortsættelse.
En af disse - den bedste - er den bog af pseudonymet Alonso Fernandez de Avellaneda, som så dagens lys i 1614, og som nu for første gang er udkommet i dansk oversættelse.
Cervantes selv blev så fornærmet og vred over forfalskningen, at han allerede året efter - året før sin død - udsendte et nyt bind, hvor han til sidst lod don Quixote dø for aldrig senere at genopstå. (Det var næsten tre århundreder før Conan Doyle.)

Et mesterværk
For mig har bogen om don Quixote altid stået som et af verdenslitteraturens ypperste værker, måske kun rigtigt truet af Charles de Costers uforlignelige epos om skælmen Till Uglspil og hans hær af stoddere, der sloges mod uret i almindelighed og spansk besættelse af Flandern i særdeleshed.
Cervantes er sammen med Shakespeare en af de yderst få af datidens forfattere, som stadig kendes af den europæiske offentlighed næsten fire hundrede år efter deres død.
Det er svært at give en opskrift på, hvad der får et litterært værk til at leve videre ud over sin egen tidsalder. Men et godt bud vil være, at det ud over æstetiske værdier må opfylde mindst to krav.
For det første må det være dybt forankret i sin egen tid og fange tidsånden bedre end de fleste af sine samtidige. Og for det andet må det rumme et element af tidløshed, noget der har appel til mennesker uanset tid og sted.
Cervantes` bog har begge kvaliteter. Som den en-håndede forfatter selv er også hans bog på alle måder et barn af sin tid.

Spanien på Cervantes` tid
Det spanske samfund i begyndelsen af det 17. århundrede var et paradoks, fuld af modsætninger og absurditeter.
Efter erobringen af Amerika, Filippinerne og andre eksotiske lokaliteter var det spanske imperium det første egentlige verdensrige, hvor 'solen aldrig gik ned'.
Rigdommene strømmede ind til metropolet, først og fremmest fra Latinamerikas rige guld- og sølvminer. Ud- og indskibningshavnen i Sevilla var verdens navle.
Men de umådelige rigdomme kom ikke landets udvikling til gode. De blev ødslet væk på slotte, paladser og et liv i overflod - for de få.
Indadtil var Spanien et land i forfald. Nogle få år efter Cervantes` fødsel var staten gået bankerot. Trods de store indtægter fra kolonierne var Spanien forgældet til mellemeuropæiske bankierer. (Ligesom USA er det til Kina og Japan i dag.) Erhvervs- og næringslivet lå i ruiner. Befolkningstallet var på hundrede år blevet halveret.
Hvad var gået galt?

Skæbnesåret 1492
Svaret ligger gemt i skæbnesåret 1492.
Ud over at være det år, hvor Genova-sømanden Columbus på den spanske krones opdrag 'opdagede' Amerika, rummede det også to andre skelsættende begivenheder: fordrivelsen af maurerne og jøderne.
Forud var gået næsten 800 års arabisk besættelse af Den Iberiske Halvø - eller dele heraf.
I 1492 lykkedes det endelig de spanske korsfarere at forjage maurerne fra deres sidste bastion, kalifatet Granada.
For at binde det opsplittede land sammen tyede de 'Katolske Konger', Fernando og Isabel, til religiøs ensretning - i inkvisitionens tegn. Maurere og jøder fik valget mellem at lade sig omvende, henrette eller gå i landflygtighed. Kun få valgte det første.
Det sørgelige resultat af denne tidstypiske, men historisk vanvittige beslutning var, at de befolkningsgrupper, som stod for driftighed, håndværk, handel, videnskab og moderne kultur, stort set forsvandt fra Spaniens jord.

Tidsånden
Den ånd, der blev tilbage og dominerede det nye verdensrige, var den, som havde udviklet sig i århundreders 'generobringskrig' for at befri Spanien fra de 'vantro'.
Det var den rodløse ide, at man skal vinde hæder, magt og rigdom ved at strides og erobre, ikke ved hæderligt arbejde.
Det var en ideologi, som med en smule ond vilje kunne koges ned til tre symboler: korset, sværdet og damen. Man kæmpede med sværd i hånd for at kristne verden, og man dedikerede sine sejre til den dame, som man attråede.
Det var denne triste kultur, som blev ført videre til Amerika og blev millioner af indianeres skæbne.
Det var en meget dårlig ideologi og kultur at bygge en verdensmagt på.
Cervantes havde mærket den på sin egen krop. Han havde selv kæmpet mod tyrkerne og siddet fem år i fangenskab hos nordafrikanske pirater, inden hans familie betalte den krævede løsesum og fik ham fri.
Med ar på sjæl og en hånd mindre kastede han sig ud i en litterær løbebane, hvis højdepunkt er skabelsen af den romanfigur, som i dag er bedre kendt end ophavsmanden selv.

Lavadelsmanden Don Quixote
Don Quixote er en lavadelsmand, hvis slægt ligesom mange andre af samtidens klassefæller havde kendt bedre tider. Ikke underligt, at han drømmer sig tilbage til fordums glans.
Hans store lidenskab er læsning af ridderromaner, som han sluger i den grad, at grænsen mellem fantasi og virkelighed til sidst forsvinder. Romanfigurerne og deres oplevelser antager konkret liv i hans syge hjerne.
Han beslutter nu selv at drage ud i verden som vandrende ridder for at forsvare godhed, retfærdighed og uskyld i kamp mod morderiske og ondsindede riddere, kæmper og uhyrer.
Til formålet ifører han sig harnisk, udstyrer sig med sværd og lanse og sadler sin hest, den legendariske Rocinante. Som det sig hør og bør, lader han sig ledsage og opvarte af en tro væbner, den lokale bonde Sancho med-vommen Panza. Og endelig udpeger han en dame, som han kan tilegne sine bedrifter: Dulcinea, en bondedatter fra en nabolandsby.

Katastrofale følger
Don Quixote vil frelse verden. Men hans bestræbelser ender gang på gang i katastrofe - både for ham selv og for dem, han vil hjælpe.
Hvorfor?
Fordi verden har forandret sig. Uanset de gode hensigter er riddertiden endegyldigt forbi. Dens idealer svarer ikke længere til nutiden.
Parallellen til situationen i datidens Spanien - og dermed en af årsagerne til bogens umiddelbare popularitet - er ikke svær at få øje på. Men denne parallel rummer samtidig noget alment, som hæver den op over dens konkrete historiske kontekst. Noget, som alle mennesker kender:
Man skal leve i nutiden. Hvis ens ideer ikke tilpasser sig nutiden og i stedet afspejler fortiden, vil man komme grumme galt af sted, uanset hvor smukke ideer og gode hensigter man har.
Den belæste lavadelsmand don Quixote er med sin galskab og flyvske ideer talsmand for fortiden, mens hans modstykke, den bondesnu, men naive væbner Sancho Panza er et billede på en nutid, som endnu ikke har frigjort sig fra fortiden.

Forfalskeren på dansk
Cervantes` don Quixote er altid et bekendtskab eller gensyn værd. Det er en uforlignelig bog, som har inspireret generation på generation af digtere, kunstnere og jævne mennesker. Bogen findes i adskillige danske versioner. Den seneste i en mesterlig oversættelse af Rigmor Kappel Schmidt.
Nu har Kappel Schmidt gjort det igen. Denne gang er det forfalskeren Avellanedas don Quixote-bog, som hun har fordansket på en ikke mindre mesterlig måde. Bogen er netop udkommet på Husets Forlag som 'Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha', bind 1.
Det er en gave til danske læsere. Avellaneda tager tråden op efter Cervantes` første bind og sender don Quixote ud på nye vanvittige eventyr.
Avellanedas fortolkning er ikke bare et plagiat, men også nyskabende. Det er stadig Sancho Panza og Rocinante, der er don Quixotes trofaste ledsagere. Derimod er Dulcinea blevet droppet, efter at hun har skrevet et fornærmende brev til ridderen, som herefter udøver sine bedrifter under tilnavnet 'Ridderen af den uforelskede skikkelse'. Under dette navn kommer han galt af sted på tusinde nye måder.
Avellanedas største nyskabelse er dog, at don Quixote ikke kan kende forskel på skuespil og virkelighed. Det giver sig udslag i de mest groteske scener, som gang på gang får lattermusklerne i aktion.

Læs den
Bogen er absolut anbefalelsesværdig - og ikke kun for feinschmeckere. Som roman er den bedre bundet sammen end Cervantes` original, der i højere grad bærer præg af den opsplitning i næsten selvstændige fortællinger, som kendetegnede verdenslitteraturens første egentlige romaner.
Men trods dette og andre fortrin kommer den ikke på højde med originalversionen. Introduktionen af skuespillet som modstilling til virkeligheden udvisker i en vis grad det mere tidløse i fortællingen. På samme måde virker den klassiske og helt centrale modsætning mellem den verdensfjerne don Quixote og den jordbundne Sancho Panza noget mere mudret end hos Cervantes.
Avellanedas er ikke Cervantes.
'Ridderen af den uforelskede skikkelse' er ikke 'Ridderen af den bedrøvelige skikkelse'.
Men når det er sagt, kan det varmt anbefales af læse 'Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha', bind 1, 2 og 1.

Alonso Fernandez de Avellaneda. 'Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha', bind 1. Husets Forlag. 424 sider. Pris: 350 kr. Er udkommet.