I år har Berlin Filmfestival de nære og menneskelige historier på programmet. Upolitisk siger nogle, højpolitisk og aktuelt siger andre. Men i skarp kontrast til Hollywoods effektmageri

af Karen Thastum, Berlin
I en landsby langt oppe i Mongoliet forsøger en nomademand at holder ørkenen fra døren ved at plante træer i sandet, mens Arthur Penn`s Bonny og Clyde forsøger at undslippe deres uundgåelige skæbne. I Malaysia forelsker en dreng sig i en pige, som vil være barn lidt endnu og i Thailand forsøger en anden dreng at finde sin ukendte far ved at sælge is.
Andy Warhol viser sig kynisk at have udnyttet kunstnerne omkring sig i 'The factory' og et sted i Istanbul er en hellig mand i dyb konflikt med sig selv, mens kugler og bombeangreb regner ned over et kurdisk bryllup i det sydlige Tyrkiet.
Robert De Niro vandrer over et rødt tæppe, men ser halvgammel og trist ud mens en ung kineser drager af med en guldbjørn.
Ja godt gættet, vi er ikke på jordomrejse, men i Berlin. I byernes by er der filmfestival igen. Den 57. Berlinale er som sædvanligt en spraglet oplevelse med et væld at film men også møder, foredrag og udstillinger pryder programmet.
Lille og stor, høj og lav, tyk og tynd strømmer til en af de største publikumsfestivaler i verden. I år har Berlinale de nære og menneskelige historier på programmet, upolitisk siger nogle, højpolitisk og aktuelt siger andre.
For mig er et af højdepunkterne i år besøget af en af 'New Hollywood's titaner, Arthur Penn ( Alice`s Restaurant, Little Big Man osv. ) der får en æresbjørn for sit livsværk.

Brasilien 1970
Det er ikke første gang jeg sætter mine ben her. Jeg kan snart det komplicerede system, hvornår jeg kan komme ind i biografen med min røde akkreditering, udenad og det sjovt at være een af de 34000 journalister, der marcherer ind i biografen Berlinalepallast til en af festivalens første konkurrencefilm: O ano em que meus pais sa’ram de férias (Det år hvor mine forældre tog på ferie) af Cao Hamburger (Brasilien).
Vi er i Brasilien 1970, det år, hvor Pelé og det brasilianske landshold spiller fodbold om verdensmesterskabet, og en militærjunta regerer landet. Mauros forældre skal I al hast 'på ferie' (de går under jorden) og ser ikke anden mulighed end at bringe deres 12-årige søn hen til hans jødiske bedstefar.
Men da Mauro ankommer er bedstefaren netop død af et hjerteslag og naboen, en gammel rabbiner, er den eneste der kan tage sig af barnet. Dette er starten på en hjertelig men også alvorlig historie og et tidsbillede om Mauros møde med det jødiske og multikulturelle miljø i Sct. Paulo, som han ikke tidligere har kendt.
'Det år hvor mine forældre tog på ferie' er en spændende og nærværende film der relaterer livets små oplevelser til store politiske begivenheder og forhold.
I en enkel historie oplever vi det brasilianske jødesamfund, der rystes i sin grundvold. Alligevel ender alle med at elske Mauro, der, selvom han har en jødisk far, er Gøj (ikke omskåren). Den gamle rabbiner, der tager sig af drengen, bliver kommunist til sidst og finder frem til Mauros mor, er en fin karakter i filmen.
En barsk militærrazzia i studentermiljøet i 70`ernes Brasilien i mixup livsbekræftende multietnisk fascination af fodbold, taler både til voksne og børn uden at overdramatisere. Filmen vises også for fulde huse til børnefilmfestivalen.

Børnefilmfest
Hvor går man hen, hvis man har en lille unge på et år og gerne vil til Berlinale?
Til børnefilm selvfølgelig! Her er den største tolerance for bablende babyer, og rigtig mange gode film. Jeg ser dem midt på dagen, så sover baby til middag og min store pige Liv er med og er en flittig kritiker.
I år fylder KINDERFILMFEST 30 år og er blevet omdøbt til GENERATION for at få et mere internationalt navn. Kinderfilmfest startede i øvrigt på initiativ af nogle børn, der blev interviewet i forbindelse med Berlinalen dengang. De fik den daværende festivalchef til at love, at lave en børnefilmsektion for åbent kamera!
og i dag skriver 30 unge journalister på internettet om GENERATION.

Asiens følsomme verdensbilleder
Jeg starter med at se to vestlige bidrag og må spørge mig selv, om børn af i dag skal fyldes med overdreven drama og spænding, hvis de skal lokkes i biffen?
Den amerikanske åbningsfilm, The Last Mimzy, og ikke mindst den norske Trigger er så spækket med drama og spænding fra start til slut, at det næsten ikke er spændende mere. Måske er det noget vi voksne tror at børnene vil se, men efter min mening er der ligeså meget drama i en historie om et venskab eller om den første kærlighed, og jeg oplever fin koncentration hos børnene ved de asiatiske børnefilm.
Ja, ok, det er da meget dejligt når en uskyldig børnetåre i The Last Mimzy redder verden ud i fremtiden på ægte Hollywood vis med en masse trylleri og helt uden forældrenes hjælp. Men det er ikke den store filmkunst, der er tale om, snarere et modefænomen a la Harry Potter. Filmene står i skærende kontrast til de asiatiske film jeg så.

857 IS for at finde sin far
Den syd-koreanske film Ice Keh-ki (Is) af Yeo In-gwang fortæller en barsk historie med humor og kærlighed. Den 6-årige Young-rae, der vil finde sin far, der bor i Seoul, begynder at sælge is for at få råd til togturen.
Vi møder både issælger, mafiaen, en god kammerat, der er forældreløs, og en fordrukken mor, som vist er prostitueret og ikke vil have kontakt til faren, fordi hun er bange for at barnet bliver taget fra hende. Igen en lille verden, hvor rollerne er givet, en verden så fjernt fra danske eller tyske børns, og netop derfor en vigtig film.

Kærlighed eller venskab
Min yndlingsfilm på børnefilmfronten er Mukhsin (Mukhsin og jeg ) af den malaysiske kvinde, Yasmin Ahmad, der i enkle og betagende billeder fortæller sommerferiehistorien om pigen Orked, der er 10 og bliver gode venner med drengen Muksin, som er 12.
Børnene kommer fra to forskellige verdener, hun er datter af nogle liberale forældre, der var i England, og han kommer fra en fattig familie og har en fordrukken bror. Et vidunderligt kammeratskab udvikler sig mellem de to, men da Muksin forelsker sig i Orked, er hun ikke klar til forelskelse.
En historie om at blive voksen og om hvordan noget så vidunderligt som kærlighed kan true noget andet vidunderligt nemlig venskab. 'Muksin og jeg' er historien vi alle kender og samtidig et genrebillede af Malaysia med fængslende billeder og fin musik.

Æresbjørn til Arthur Penn
Arthur Penn får den gyldne sølvbjørn for sit livsværk, og sikke nogle film! Jeg er ked af at måtte sige det ,men af og til er det som film af i dag drukner i 'mowie magic' og effekter.
Når man ser Penns film genopdager man en innovativ måde at filme og klippe på, som til tider synes glemt i dag, og det er ikke dogmefilm jeg mener, det er noget andet og mere. Det er som om Penn genopdager kameraet, brændvidderne, tempoet og montagens rytme i sine altid dybt politisk engagerede film.
Det lykkes mig at gense Alice's Restaurant fra 1969 med blandt andre Arlo Guthrie, Pat Quinn og James Broderick og Bonnie and Clyde fra 1967 med blandt andre Faye Dunaway og Gene Hackman. Penn har også instrueret filmen Little Big Man med Dustin Hoffman og Faye Dunaway
Jeg oplever Arthur Penn til en åben snak i filmmuseet i Berlin, hvor han fortæller om sit liv og virke. Han er et levende og engageret menneske.
Penn startede sin løbebane med at lave tv dramaer, små intense historier. Dengang blev tv kun udsendt live og Penn lavede de såkaldte kitchen-dramaer: fire kameraer med hver fire linser transmitterede udsendelsen og instruktøren dirigerede objektiv og klip live. Denne arbejdsform gav en masse mod og ideer, og en god evne til at improvisere og det kan vi se i Arthur Penn`s film.

Konservative Hollywood
Han blev inviteret til Hollywood for at lave filmen The Lefthanded Gun og i første omgang var han helt benovet, men senere skulle det vise sig at Hollywood var som at løbe panden imod en mur.
'Vi var jo vant til vores kitchen dramas' - fortæller Penn - 'så on the first day of schooting gik jeg rundt og satte små sedler på gulve og vægge, hvor kameraerne skulle stå. Her et med et 35 mm objektiv, her et med et 100 mm osv. men da kameramanden kom, blev han rød i hovedet af vrede, 'what thast crab?' sagde han 'i Hollywood filmer vi aldrig med mere end et kamera ad gangen!'
'På den sidste dag, hvor vi optog, kom der en mand og trykkede min hånd og sagde 'jeg hedder sådan og sådan jeg skal klippe Deres film'. Men da sagde jeg med eftertryk,'nej det skal du ikke!' med det resultat at næste dag, da jeg kom på arbejde, var navneskiltet på min parkeringsplads i Warner Brothers studio forsvundet.'
'Vi var en generation af arrogante og fantasifulde filmmagere og i Hollywood stødte vi på en mur af fordomme'
Arthur Penn klipper selv sine film, 'det er rytmen i dramaet, der bevæger filmene, så hvis ikke jeg har klippet filmen, kan den jo være meget god, det er bare ikke MIN film'
Selvom Penn`s film er spændende, er de ikke spækket med effekter; 'Jeg arbejder hen imod eet eneste metaforisk højdepunkt som er singulært og meget vigtigt for filmen. Et drama som så bliver udløst i een eneste scene, det er det der er kunsten'. Det må sige at være lykkedes for Penn igen og igen.
Penn fik kritik for filmen Little Big Man (filmen handler om konflikten hvid/indianer), den var for brutal, 'men vi var midt i Vietnamkrigen og de unge mænd kom hjem i kister, så denne kritik forekom mig absurd.'
'Indianerne havde fået lovning på deres land og denne aftale blev ikke holdt 'There is no world left if we can`t work on agreement, sådan var det dengang og sådan er det også i dag' siger Penn.

Vandbæreren sætter livet til for stjernen
En spændende snak afslutter og jeg fortsætter med en tur tilbage til 'The Warhol Factory'.
Dokumentarfilm er til for at gå bag om historierne og det er lykkedes Esther B. Robinson (USA). Det er en grum historie der tegner sig i hendes film A Walk into the Sea: Danny Williams and the Warhol Factory.
I sin søgen efter sin onkel Danny Williams, der levede nogle år i 'The Factory' og så forsvandt sporløst som 24-årig, henvendte Ester sig til The Warhol Foundation.
Her fandt hun en kasse med en række bemærkelsesværdige film, som onklen havde lavet. De beskriver miljøet omkring The Factory med stor intimitet. Filmene er avantgardistiske, meget eksperimenterende og af høj kunstnerisk kvalitet.
Danny Williams var Warhol`s elsker og de levede samme i nogle år, men pludselig blev han forstødt af Warhol. Alle vendte ham ryggen - nu var han ikke interessant længere - og kort efter forsvandt han. Filmen beskriver Factory-miljøet i en række interview med folk, som dengang var tilknyttet stedet, blandt andet Lou Reed. Det var et heftigt liv med masser af drugs og hårde stoffer og der var mange, der ikke klarede kurven. De unge mennesker havde deres identitet i The factory og det handlede bare om at være med på noderne ellers var man yt!!!
Warhol var den store guru. Alle elskede Warhol og han ønskede at alle skulle elske ham, men i virkeligheden udnyttede han folk både kunstnerisk og menneskeligt. Han betalte aldrig folk for deres arbejde, men tog selv æren - og indtjeningen.
Historien er hørt før. Den berømte kunstner og hans disciple, der lægger hele deres liv og sjæl i arbejder for 'guruen'. Men hvem er så kunstneren? Er det ham, der forstår at iscenesætte sig selv og udgive andres arbejde for sit eget? Er det det, vi i dag kalder 'Branding' - er det det, der er kunsten?
I Warhol`s tilfælde har 'showet' i hvert fald været forbundet med store menneskelige omkostninger! Danny Williams blev aldrig fundet, og han kom aldrig til at udvikle sine uomtvisteligt store kunstneriske evner. En stor del af Danny Williams film ligger stadig i Warhol`s arkiv med Warhol`s navn på!

Min gyldne filmrulle til en Ørkendrøm
Min gyldne filmrulle i år går til Hyazgar (Ørkendrømmen) af sydkoreanske Zhang Lu - især for hans fantastiske kamera.
Hyazgar er en fascinerende film om den mongolske Hangai, der ikke vil forlade sin landsby, men planter træer i ørkenen for at forhindre at den breder sig. De andre landsbybeboere og selv hans kone og datter forlader stedet, trætte af den forgæves kamp mod ørkenen. Kun Hangai er fortvivlet tilbage, da en nordkoreansk flygtning, en kvinde og hendes søn, banker på døren.
Dette er starten på to timers rejse ind i en verden og et landskab, både det mongolske og der følelsesmæssige landskab hos filmens hovedroller. I al sin enkelhed opstår et venskab uden ord, hvor de nordkoreanske byboer lærer at elske det primitive liv. Selvom de kun er på gennemrejse og da også drager videre ud i det uvisse, ud i ørkenen til sidst.
Der er ikke brugt overdrevne effekter i filmen, landskaberne taler for sig selv, filmet med følsom hånd og langsomme kamerasving. Musik og sang er altid live, ingen computerstrygere her, strube sang, en koreansk børnesang i radioen, en mongolsk kærlighedssang, masser af unplugged og fin musik.
Desværre blomstrer træerne ikke i ørkenen og der er et barsk perspektiv i slutningen, hvor Hangai kommer hjem og radioen meddeler, at ørkenen bliver brugt til Nordkoreas atomforsøg og derfor ikke er beboelig. Men der er et metaforisk håb i filmens sidste billede, hvor de traditionelle blå strimler offerstof pryder den nye vej. Måske kan nyt og gammelt mødes.
Men alt i alt er filmens billeder og stemning simpelthen en intensiv rejse. Når man nærmest oplever et kultur chok når man kommer ud af biffen, må det siges at være en vellykket film!

Bjørn til en af Kinas unge filmmagere
57. Berlinale slutter med den obligatoriske gyldne bjørn og juryen har ikke ladet sig dupere af guld og glimmer, tak for det!
Vinderfilmen Tu ya de hun shi (Tuyas bryllup) af Wang Quan'an er en anerkendelse af den unge generation kinesiske filmmagere, som de både har fortjent og har brug for.
Sølvbjørnen til den argentinske film El otro (De Andre) af Ariel Rotte er også en anerkendelse af en lowbudget film med et vigtigt budskab.
Og goe gamle Robert De Niro går heller ikke tomhændet hjem, men vinder en sølvbjørn til skuespillerne for teamarbejdet i The Good Shepherd. Så kommer der nok også nogle berømtheder igen til næste år.
Måske er der noget om at filmene i år var noget indadvendte, men trods alt forsøger festivalen at 'raise the right issues' og vise film der er kritiske, også politisk.
Man skal efterhånden bare være skrap til at sortere i de mange tilbud.