17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

På samtale-lokum i Valby

På samtale-lokum i Valby

Lørdag, 24. februar, 2007, 00:00:00

Teaterleder Pelle Koppel sætter med ¤¤Helmer Hardcore¤¤ den moderne rigmand i parforholds-krisens gabestok i en fascinerende og dybt professionel opsætning. Et flot argument for et permanent teater i Valby

af John Bruun
Det går ikke skidegodt for Helmer, når Nora flytter hjemmefra for nu at sige det mildt.
I 1879 gik Nora for første gang fra hus og mand og tre børn i Henrik Ibsens 'Et Dukkehjem'. Det var en enormt provokerende handling i datidens meget patriarkalske Danmark.
I 'Helmer Hardcore', som opføres i Prøvehallen i Valby, har dramatikeren Jakob Weis ført historien frem til vor tid og fortæller, hvordan det går bankdirektør Helmer, efter Nora er skredet.
Hele handlingen udspiller sig i dukke-Bo-Bedre-hjemmets kæmpestore lækre badeværelse med sort-hvide fliser, bidet, spejle, håndvaske og et badekar på lerfødder, der kan bruges til alt fra soveplads til voldtægt. En original og godt tænkt scenografi, hvor kropslighed, intimitet og køn nemt kan få plads. Og hvor man faktisk ikke kan undgå at komme ud at skide.
Jens Jørn Spottag er forrygende som Helmer, der bevæger sig gennem fortrængninger, fandenivoldskhed, sorg, vrede og gråd mod den store derouté med den døde og genopstandne Doktor og husven i skikkelse af en særdeles veloplagt Jesper Lohmann som tilskuer. Han er kynismens fortaler. En levemand og manipulerende egoist helt ud til fingerspidserne.
I kælderen bor den ukrainske au pair-pige Svetlana, Stine Prætorius, der tager sig af børnene og forsøger at positionere sig til at overtage Noras plads, men udnyttes på det groveste som den halv-illegale indvandrer, hun er.

Hård konkurrence
Spillet omkring kærligheden og parforholdet bliver hele tiden filtret sammen i et spil om magt.
Det accentueres af Hr. Kineser, Thomas Chaaning, hvis gule røv fra den potente, brølende kinesiske kapitalistiske turbo-økonomi står parat til at kapre bankdirektørens stol. Samtidig med at han med sin trendy, kønsbarberede charme scorer Noras veninde, den chikke Kristine, Anette Støvelbæk, som Helmer har skaffet et job i banken.
Der er hård konkurrence på alle planer, og de der kaster sig ind i spillet har gode muligheder for at tabe.
Det står sløjt til med kærligheden, selvopofrelsen, moralen og trofastheden anno nu i Helmer Hardcores velbjærgede miljø, hvis man skal tro på Jakob Weis` historie. Der er velskrevet, vittig, med en flydende dialog og et plot, der er skruet rigtig godt sammen.
Du kan få lov til både at grine, græde og gyse, alt efter hvor disponeret du er for at føle med de parforholdsramtes kvaler.

Helmer Hardcore af Jakob Weis. Scenografi: Nikolaj Heiselberg Trap. Instruktion: Pelle Koppel. Prøvehallen i Valby indtil 25. marts.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. feb. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur