Det er en underlig ting: På alle busstoppesteder her i København trygler de jyske arbejdsgivere på kæmpestore plakater alle os jyder i hovedstaden om at komme hjem, fordi de mangler nogle slaver at udsuge

af Kjeld Stenum
Herovre går vi og suger på labben og har ikke rigtigt noget fornuftigt at lave på vores arbejde, og hver dag forventer vi, at formanden skal komme og sige, at han er nødt til at sende os hjem.
Der er megen ustabilitet og uro i luftlagene, og i sådan en situation kan der sagtens stadigvæk være solskin i Jylland, selv om blæksorte skyer allerede har samlet sig herovre, og vi blot venter på, at uvejret skal bryde løs.
Et af de allermest konjunkturfølsomme områder er byggebranchen, som jeg arbejder i. Byggeri er meget afhængigt af huspriser.
Opgang, god beskæftigelse og sikker indtjening gør bankerne helt vilde efter at låne penge ud. For de lever af at tjene på vores formueknaphed. Sikre tider gør også både firmaernes og vores villighed til at tage risikoen ved at låne penge større, for vi er trygge ved at kunne klare renter og afdrag indenfor overskuelig fremtid.
Når vores arbejdsgivere låner, er det meget ofte for at forny og udvide, og det giver byggeri. Når vi låner, får vi øgede muligheder for at realisere vores drømme. For nogle drejer det sig om rent forbrug, rejser, turisme, dyre biler og den slags, for de fleste almindelige lønslaver lidt mere beskedent om en forbedring af rammerne for det, der ligger dem allermest på sinde: familielivet.
På den måde bliver der både øget investering i erhvervsbyggeri og øget efterspørgsel efter gode huse, og så begynder byggepriser og huspriser at stige. At byggepriserne stiger betyder, at det er en lidt større risiko at investere i udvidelser, og det vil sige, konjunkturfølsomheden bliver større.
At huspriserne begynder at stige betyder, at der bliver mere friværdi i husene, og så længe den udvikling har udsigt til at fortsætte, bliver bankerne mere og mere ivrige efter at belåne den friværdi.
Renten falder, folk får endnu større forbrugsmuligheder, efterspørgslen efter drømmeboliger bliver endnu større, og en ballon begynder at puste sig op.
Jo mere oppustet denne ballon bliver, desto mere ustabil bliver den. En skønne dag svigter afsætningen af nogle firmaers produkter måske en smule, det kan skyldes internationale konjunkturer, det kan også skyldes, at de har investeret over evne og derfor er for afhængige af et prisniveau, der ikke er konkurrencedygtigt, hvis de skal klare afskrivningerne.
Så bliver folk fyret. De har belånt boligen mere, end de kan klare med den forringede indtjening, og må flytte.
Huspriserne begynder at falde. Bankerne bliver mindre ivrige efter at låne penge ud, folk får større behov for at låne, renten stiger.
Byggeri bliver dyrere, vores beskæftigelsesmuligheder endnu ringere, ballonen er revnet og klasker sammen. Og det kan gå meget hurtigt.
Jeg har arbejdet i byggebranchen i mere end tredive år, og jeg har oplevet de ting et par gange, dels i Århus, og dels her i København. Der er lidt forskel på, hvordan det er at være beton`er i Jylland og her i København, når sammenklasket kommer.
I Jylland nytter det at blive ved med at turnere rundt på byggepladserne, også selvom det er lavkonjunktur, og der er mange arbejdsløse. For der er stadig mulighed for, at man ved et tilfælde falder over en plads, hvor de netop mangler en mand. Herovre starter man jo optimistisk på samme måde, hvis man bliver fyret.
Men det skal ikke gå ret meget ned ad bakke, før man lige så godt kan lade være, for man løber i hælene på en pølse af folk, der er blevet fyret lige før én selv, og man ser lynhurtigt i øjnene på formændene rundt på pladserne, at nej, de er jo allerede blevet spurgt halvtreds gange, og man er dog utrolig, at man gider komme og spørge dem, for det er jo fuldstændig håbløst.
Det er nok fordi Århus og de andre danske provinsbyer simpelthen ikke er store nok til at skabe den pølse af ihærdigt arbejdssøgende, der har været allevegne. Bare der starter ét stort byggeri i en by som Århus, er det nok til, at der lige pludselig opstår en lokal lagune med knaphed på folk.
Herovre bliver der da nok opsuget en smule af pølsen, men den bliver ved med at være der. Og der skal ikke være ret meget tilløb til krise, før formændene rundt omkring kan vælge og vrage. Det bliver som regel en smule bedre, når man er et års tid henne i krisen, så begynder folk at søge væk fra branchen.
Forleden, da formanden kom efter ugesedler, spurgte vi lidt til, hvor vi skulle starte, når vi var færdige, vi havde kun et par dage tilbage. Det kunne han ikke rigtigt svare på, han havde kun noget småpjat, der mest mindede om tidsfordriv.
Det var ikke første gang. Så vi ville vide, om de havde fået vinterdepressioner eller sådan noget, siden de ikke kunne finde ud af at holde ordrebogen fyldt.
For så vidt vi havde hørt, så var der da stadig en del at rive i rundt omkring. Men det var han ikke så sikker på. Han havde også i de seneste par uger modtaget en fem-otte opringninger fra folk, der spurgte på arbejde, og det plejede han aldrig. Men han ville bestemt ikke gå med til, at der blev fyret folk.
Den gav vi nu ikke meget for. Dagen efter havde gratisavisen Urban en overskrift om, at huspriserne for alvor er begyndt at falde.
Så vi går og laver småpjat og forbereder os på lidt af hvert, blandt andet et fodaftryk i røven. Mit gæt er, at vi er lige der, hvor pølsen begynder at dannes.