Den svenske musikscene er virkelig aktiv med spændende og socialt engagerede kunstnere i disse år. En af dens enspændere er Laleh Pourkarim

af Thøger Juul Thorsen
Den svenske sanger Laleh er barn af iranske kommunister, der flygtede til Sovjetunionen og i 1991 videre til Sverige.
Hun har tydeligvis den iranske og russiske tradition med sig, men er lige så stærkt forankret i vestlig musik og svensk visetradition.
Det mærker man på den seneste cd, der lige er udkommet i Danmark: 'Prinsessor'
Sangteksterne, der er på både engelsk og svensk og farsi, bærer også præg af opvæksten. At have set ting, som de andre børn ikke havde set. Følt, at man ikke hører til.
Samtidig er Lelah en ukuelig optimist og ejer en livsglæde som få. Hun har en stærk kulturkritik og et stort socialt hjerte, men decideret politik vil hun ikke røre med en ildtang - trist, men forståeligt, når man tænker på den pris, familien måtte betale for forældrenes kommunistiske engagement.
Musikalsk var hendes første plade en skæv blanding af hitliste-pop, singer-songwriter, persisk indflydelse og et solidt dyk i den svenske visetradition. Der var solide ørehængere, intime og sårbare sange og mere komplekse numre.
Det var spændende, om musikindustrien ville få tag i hende og få hende til at satse på hitliste-poppen, eller hun ville flytte sig længere ind i sig selv.
Til undertegnedes glæde fastholdt hun begge dele, men bevægede sig i retning af at lege med stemninger og akkordsammensætning og tilsætte endnu en god sjat af den visetradition, som også Cornelis Vresvijk tilhører. Det gav en endnu mere afvekslende og interessant samling sange end på debut'en - og kun et par af de halvkedelige smuttere, som debut'en havde lidt flere af.

Laleh. Prinsessor. Lost Army/Warner. Netop udkommet i Danmark. www.laleh.se
www.myspace.com/lalehsweden