Broby Johansens profil som folkelig kulturformidler er savnet i dag, hvor mange såkaldte kulturformidlere kravler stadig højere op i deres borgerlige elfenbenstårn

af Klaus Haase
Rudolf Broby Johansen, der døde i år for tyve år siden, levede ikke op til yndlingsfordomme om venstreorienterede intellektuelle. Fra højre postuleres det hånligt, at 'de alle' er akademikere, og kommer fra 'pæne middel- eller overklassehjem'.
Broby - eller Brobyggeren, som han kaldtes, kom fra beskedne kår. Begge forældre tjente på et gods som jævne arbejdere. Undtagelsesvis fik Broby, der blev født i år 1900, chancen via et legat, til at fortsætte i skolen og ende med en studentereksamen. Han svigtede ikke sine rødder, og forblev socialt engageret og kommunist hele livet.
Det blev kun til kort tid på universitetet, så den rebelske unge mand fik ikke nogen egentlig uddannelse. Alligevel formåede han at gøre sig gældende som selvlært kulturformidler.
Broby blev digter, kunsthistoriker, filmkritiker, arkivar, højskolelærer, kunstformidler, forfatter, journalist og tidsskriftredaktør på et venstreradikalt tidsskrift, samtidig med at han skrev i andre af tidens kulturradikale og kommunistiske tidsskrifter, der virkede i hans tid.

Skandale, beslaglæggelse og fængsling
Broby startede hårdt ud som samfundets uartige dreng og trussel mod borgerskabet, da han i 1922 udgav digtsamlingen 'Blod' på et studenterforlag. Et lille beskedent værk: 16 digte, 25 sider smækket sammen med to hæfteklammer.
Dette ydmyge 'produkt' (som man vil kalde det i et moderne markedssamfund), skabte aldrig hverken profit for forlaget eller indtjening til forfatteren. Næh, det blev simpelthen beslaglagt af politiet. Broby fik bøde og fængselsstraf.
Broby havde med sit værk ifølge straffeloven overskredet straffeloven ved at lave en 'utugtig bog!'. Digtene er beskrivelser af samfundets underklasse: prostituerede, deres alfonser, kriminalitet, død, barnemord med mere.
Det er barske sager, der selv i dag er voldsom læsning. Det snerpede borgerskabs magthavere skred ind, og knægtede ytringsfriheden. Officielt af moralske årsager, men reelt fordi digtsamlingen mindede om det kapitalistiske samfunds mørke sider, og den underklasse, man ikke brød sig om at høre om i 'den pæne offentlighed'.
Broby vandt - moralsk - 'sagen'. Han blev med et slag berømt. Og forfattere som Henrik Pontoppidan og andre fremtrædende kulturpersonligheder gik i forbøn for ham.
Endelig skrev Broby et forsvarsskrift for sin digtsamling, hvor han med fornem social indignation påviste, at hans digte ikke handlede om perversiteter, men var et forsvar for fri abort og begrundede, hvad der kunne drive fattige piger ud i prostitution.

Brobyggerens andre talenter
Skandalen omkring 'Blod' banede vej for den unge mands andre talenter!
Den rebelske student trådte gennem et langt liv for alvor i karakter som brændende engageret kulturformidler, især ved at danne en bro mellem finkulturen og den brede befolkning.
Broby blev kendt i den brede befolkning via sine skrifter om kunst, hvor han satte malerier, plakater og satire-tegninger ind i en kontekst ud fra en dialektisk materialistisk historieforståelse.
Som marxist bestræbte Broby sig på at få 'de store mesterværker' ned på jorden. Kunsten skulle videre fra de støvede museer og ud i den danske hjem.
Via billeder, beskrivelser og det skrevne ords levendegørelse, blev kunst til noget vedkommende for andre end borgerskabet, de velhavende og de privilegerede.
Desuden kastede han sig over klædningens historie, og påviste her sammenhængen mellem historiske betingelser og modens skift gennem tiderne.
Brobys kunstbøger kom i masseoplag, og nåede deres mål: At blive folke-eje. Desuden kom Broby bredt ud via fjernsynet, og virkede som kulturformidler og højskolelærer. Desuden var han en meget benyttet foredragsholder.
I førkrigstiden virkede Broby som engageret skribent i venstreorienterede tidsskrifter. Partimæssigt aflagde han først et kort besøg i DKP, røg ud igen, for så i sin alderdom i 83 atter at melde sig ind i sit gamle parti.
Broby virkede også som kulturjournalist i både de borgerlige aviser, i 'Socialdemokraten' og i kommunisternes avis 'Arbejderbladet', der siden hen blev til 'Land og Folk.'
I 1930`erne skrev Broby en del filmkritiske artikler. Chaplins film havde hans store beundring og interesse. I særdeleshed fattede han stor kærlighed og beundring til sovjetiske filminstruktører i den bølge, der kom efter den russiske revolution i 1917.
Hvad angik Hollywood-film var Broby en ubønhørlig kritiker. Han oplevede i stort omfang den amerikanske filmindustri som 'en åndelig voldtægt' af folket.
Han var meget optaget at Carl TH Dreyers film, og gjorde sig store overvejelser omkring film som massekultur.

Brobys brobygning til folket
Det var den velkendte kontroversielle kunstner og aktivist Jens Jørgen Thorsen, der kaldte Broby for brobyggeren. I det udsagn lå, at Broby som marxist, kommunist og kulturradikalist markerede sig som et menneske, der ville den såkaldt 'almindelige befolkning'.
Brobys profil som folkelig kulturformidler er savnet i dag, hvor mange såkaldte kulturformidlere kravler stadig højere op i deres borgerlige elfenbenstårn. Der flirtes med fin-æstetik og mystik. På den anden side flokkes de brede medier om den laveste fællesnævner, og gør begrebet folkelighed til tom underholdning.
En ny Broby ville i tv-mediet blive henvist til 'natkassen' på DR2, eller til et eller andet tidspunkt ud på formiddagen på DK4.
Brobys smagsdommeri er forbilledlig. Hans kærlighed til folkelig-gørelse var ægte.
Han døde den 9. august 1987.