Jørgen Teik Hansens smukke, poetiske billeder overgiver sig aldrig helt til beskueren

af Finn Hermann
Den ekspressionistiske gruppe 'Violet Sol' (1971 -88) tilførte i sin korte levetid dansk kunst et frisk pust, en ekspressiv ligefremhed, åbne kompositioner, store armbevægelser, fejende penselstrøg og livlige farver. Der er et element af sanselighed og fortælleglæde over deres billeder, som hos de franske fauvister eller de tyske grupper 'Die Brücke' og 'Der blaue Reiter'.
Næsten tyve år efter gruppens opløsning er Jørgen Teik Hansen stadig tro mod dens fabulerende stil. Hans billeder har bevaret deres dobbelthed med både nonfigurative og figurative elementer. Det skaber naturligvis en kreativ usikkerhed for beskueren.
Når man først har genkendt en figur, (eventuelt ved titlens hjælp), er det naturligt at søge efter mere genkendelighed i resten af billedet: Men det er ikke nogen let opgave, for ikke engang det genkendelige er tydeligt, en blåsort støvle i 'Grønne pletter/Våd støvle' har næsten form som en trappe. De to ansigter i 'Landskab - to portrætter' er udviskede, og så videre.

Ejendommelige titler
Man kan bedst sammenligne Teiks billeder med blade i en telefonblok eller notesbog fyldt med krusseduller og gådefulde tegn, og netop ofte figurativt og nonfigurativt mellem hinanden som man kalder doodlings.
I denne tilsyneladende kaotiske proces skal titlen, som først formuleres, når maleren er færdig, eller han i hvert fald ikke lige nu kan komme videre i processen, gøre en art status over billedets tilblivelse.
Men disse billedtitler er også ejendommelige i en anden forstand. Når man tager i betragtning, at det er en ekspressionist vi har med at gøre, er det ejendommeligt så konkrete og nøgterne hans billedtitler er: Et grønt rum, et teleskop, et familiebillede, en bevægelse opad og så videre. Alle sammen ord der forholder sig konstaterende eller spørgende til virkeligheden. 'Så langt- så godt' eller 'Er der nogen?'
Ikke i ét eneste tilfælde udtrykker titlen en følelse, en sansning, en stemning.
Alligevel må man kalde Teik Hansens maleri 'ekspressionistisk'. Selve penselskriften, farvekombinationen og stofligheden i billedet udtrykker jo en stemning, noget sanset, varmt og pulserende, en sarthed eller en robusthed, et drama eller en organisk proces. Noget kropsligt.

Geologiens stoflighed
Ligesom Leonardo da Vinci anbefalede sine elever at lade fantasien anspore af tissepletter på mure, har Teik Hansen i nogle af sine billeder måske ladet sin fantasi anspore af geologiske forekomster, afskalninger på mure eller fugtpletter.
Tilblivelsesprocessen er tydelig: Overmalinger i flere lag, afslibninger, dryp, nye slibninger. Stofligheden er en geologiens stoflighed, som beskueren langsomt trænger ind i gennem billedets lag, ind til den balance mellem stof og rum, som er en særlig styrke ved Teik Hansens kunst.
Eller også er det omvendt: Man dykker straks ind i billedet, som i en undervandsverden. Og arbejder sig derindefra ud og op til overflade-virkeligheden igen. Hvorfor ikke?
Et er sikkert: Jørgen Teik Hansens smukke, poetiske billeder overgiver sig aldrig helt til beskueren.

Jørgen Teik Hansen på Galleri Lars Borella, Vesterbrogade 111, København, til og med den 24. marts.