I et par uger fra sidst i februar til lidt ind i marts cykler man på arbejde i en øredøvende solsortekoncert. Jeg ved godt, det ¤¤bare¤¤ drejer sig om noget med at hævde territorier og erobre hunner, men det er altså også i en meget elementær forstand simpelthen livsbekræftelse, og det er skønt at høre på

af Kjeld Stenum
Solsorten begynder sin sang lidt før, vi mennesker kan begynde at ane det første morgenlys, solsorten må jo kunne ane et eller andet, siden den finder ud af at slå i gang. Og så fortsætter den, til det omtrent er lyst. Lige netop i de første uger af marts passer det med min cykeltur ind på arbejde.
Også daggryet er én af de gratis glæder, jeg lærer at sætte større og større pris på med alderen. Skandinaviske sprog har vistnok særlig mange ord for netop brydningen mellem lys og mørke, når nat og dag skifter, hvilket nok har at gøre med, at denne overgang er særlig lang på netop vores breddegrader. Tusmørke, skumring, dæmring, daggry! men jeg holder nu også meget af det engelske udtryk 'twilight'.
I de første uger, hvor min mødetid passede med daggryet, arbejdede jeg inde på Østerbro og cyklede gennem Nørrebro lige netop i de dage, hvor de unge mennesker kæmpede allermest desperat for at forsvare deres værested og kulturhus.
Det var noget af en overgang fra Vanløses idylliske villahaver og så ind til noget, der mest af alt lignede undtagelsestilstand og krigszone med massiv politipatruljering i gaderne og politibevogtning ved alt, hvad der kunne mistænkes for at være et sted, hvor unge mennesker kunne finde på at samles. Og det meste af døgnet politihelikoptere hængende over området inde ved Jagtvejen (jeg ved, det var politihelikoptere, for alle andre luftfartøjer havde flyveforbud i området, man var vel bange for, de unge mennesker skulle starte et luftangreb).
Efter arbejdstid ville jeg ind på Assistens Kirkegård med blomster til min lillebrors grav, det kunne jeg ikke komme, området var afspærret, kirkekontoret aflåst og vinduerne beskyttet med trådgitre (man var vel bange for, de unge skulle gå ind og tage gravstenene til kasteskyts).
Jo, der var også udbrændte biler og rester af barrikader og bål i gaderne, det går ikke at benægte det. Og enhver journalist kunne utvivlsomt finde saglig dækning for at trække netop det billede af Nørrebro op, som han/hun helst ville markedsføre.
>Jeg skal heller ikke sige andet, end at de unge mennesker utvivlsomt kunne have bevaret bredere dele af befolkningens sympati, hvis de havde formået at demonstrere mere disciplineret og dæmpet volden. Så det havde været mere hensigtsmæssigt, ingen diskussion om det. Når det er sagt:
Stort set hele landets befolkning har taget stilling til Ungdomshuset, de allerallerfleste har kun hørt og set om sagen i medierne, og de allerallerfærreste af medierne har haft eller har lyst til at have den vinkel på sagen, som Arbejderen har. Sammenholdt med politiets massive kontrol med området var de unge oppe imod overordentlig svære odds, hvis de skulle vinde befolkningen så meget, at det battede som politisk pression. Og jeg tror ikke, det var inde på Nørrebro, hvor folk kendte til sagen fra selvsyn, at uviljen mod 'Ungeren' var størst, jeg tror, det var i de områder af landet, der lå længst væk, og som var mest henvist til mediernes billede.
Som en læser bemærkede i én af gratisaviserne, er det svært at se, hvorfor folk fra Kerteminde eller Silkeborg skal blandes ind i et lokalt københavnsk kommunalpolitisk anliggende, københavnere bliver da ikke spurgt, hvad de mener om forsamlingssteder og kulturhuse i Jylland eller på Fyn.
Men sagen om Ungdomshuset er gjort landspolitisk af medierne, så Ritt og Ruth kan underbygge deres arrogance med et massivt befolkningsflertal i ryggen, og så er det svært at være uretfærdigt behandlet ungdom, der har mistet sit samlingssted, og samtidig holde sine følelser i ro.
Nu er 'Ungeren' død, nedrevet og kommet på museum. Og lyset er ved at være så fremskredent om morgenen, når jeg starter cyklen, at jeg kun får solsortenes allersidste triller med.
Nogle forsøger at gøre 'Ungerens' fald til en symbolsk begivenhed, lidt som Berlinmurens fald, som svulstigt er blevet blæst op til at skulle markere en ny tidsalder. Det var o.k., at Københavns Bymuseum ville sikre sig et par sten, det var respekt for et vigtigt stykke byhistorie, men politiets efterfølgende uddeling af sten på Nørrebros Runddel må jeg indrømme, jeg har svært ved at kapere. Det var vel ment som en gestus, jeg har svært ved at tænke andet om det, end at det er hån og fornedrelse af de unge, der har holdt af stedet. Og jeg forstår dem, der sagde nej tak. Ingen minder, ingen 'ophøjelse' af dette nederlag til en historisk begivenhed!
Nu har de unge kun gaderne. Og ungdom i gaderne, der ikke har et perspektiv eller bedre sted at være, er sjældent et stabilt og fredsskabende element. Det er også en dårlig start på voksenlivet, som samfundet nok skal komme til at betale for sidenhen. Men de unge på Nørrebro har jo et perspektiv - endnu da. De vil have et nyt hus!
Så længe de har blikket rettet mod et nyt hus, har politikerne mulighed for at komme dem så meget i møde, at deres kamp er konstruktiv. Tag ikke det håb fra dem! Gør ikke Ungerens fald til en epokes fald! For hvis det bliver gjort til en epokes fald, kan den epoke, der falder, kun være det åbne samfunds epoke, det samfund, som ønsker en ungdom, der udfolder sig, fremfor en ungdom, der afrettes!