17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Moderne frelser og forfører

Moderne frelser og forfører

Fredag, 16. marts, 2007, 00:00:00

I et fascinerende flot fysisk teatershow fabulerer Kristján Ingimarsson over lederskabets mange facetter

af Nick Bruun og John Bruun
Hvem skal egentlig frelse os. Hvem skal gå i spidsen og udstikke retningen. Hvem skal være vores ledere. I 'Frelserens genkomst' på teateret K2 fabulerer dansk-islandske Kristján Ingimarsson i et fysisk teater-mime-stykke over, hvordan en frelser eller lederskikkelse skal gebærde sig for at vinde tilhængere og bestemme takten.

En menneske-klump
Water-music og rødt morgengry. På en lille mappe ligger en klump mand, som langsomt vågner, strækker sig og opdager sine ekstremiteter. Til sin egen store overraskelse og publikums fryd. Arme og ben. Hvad skal de bruges til. Hvad kan de bruges til.
Manden begynder at bevæge sig mere og mere frigjort rundt på både ben og arme og med styr på mappen. Han er i hvid skjorte og jakkesæt. En potentiel moderne leder.
Senere dukker en anden mand og en kvinde op. De agerer skiftevis konkurrenter til magten og frelserens tilbedere.

Papirtigre
Papir skal der til for at lede verden. Så småbitte papirstumper bliver sået i det rektangulære scenegulv, som har det med at leve sit eget liv.
Ind imellem bliver livets scene ualmindeligt skrå, og det udfordrer frelserens evner. De små papirsfrø bliver til flotte hvid ark, som ender i en bunke, på størrelse med en bog. En bibel måske, et ideologisk værk eller blot en bunke bureaukratiske retningslinier, som både kan bruges til at grave med, drible med og lave papirskunst ud af. Eller til at skabe maskulin udstråling ved at fylde jakken op med papir. Fitness og testosteron.
Det er flot poetisk kunst på grænsen mellem nycirkus og fysisk teater.
Den fysiske elegance opnår sit højdepunkt i en scene, hvor gulvet skråner 45 grader, mens de tre skuespillere ubesværet glidende kaster deres kroppe over gulvet mellem små stænger a la trapezer, der dukker frem fra huller i jorden. Man glemmer måske lidt, hvad det skal symbolisere, men frydes over overraskelsen, skønheden og timingen.

Flirt med folket
Frelseren afprøver og finpudser sine virkemidler. Manipulation, rå magt, flirt og selvsikker udstråling til akkompagnement af alt fra tekno- til kirkemusik.
I et attitude-show a la amerikansk valgkamp eller designer-Blair udsat for en hob af spin-doktorer øver Frelseren og hans disciple deres selv- og sejrssikre håndtryk og mimik og gestik overfor publikum. De vil sgu i seng med os alle sammen! Image is everything.
Det er seværdigt, fremragende og fascinerende fysisk teater, der blot indimellem bliver for dvælende. Som om skuespillerne glemmer, at de har en historie, de vil have ud til publikum og ikke blot ønsker at imponere med stur stur cirkus.

'Frelserens genkomst'. Af Kristján Ingimarsson. Instruktion: Jn Páll Eyjlfsson. K2 (tidligere Kanonhallen) indtil 24. marts. Turne 10. april - 4. maj. Se mere på www.neander.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. mar. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur