17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stalin i operaen

Stalin i operaen

Lørdag, 17. marts, 2007, 00:00:00

Hvad har Stalin, Lenin og Marx at gøre i Operaen på Holmen i København. Jo, nu skal i høre.

af Anders Fenger
Om det var selveste Stalin, der vendte sig kraftigt i (orkester)graven torsdag aften ude i Opera-huset på Amager, eller det blot var et svageligt søm i kulissen der bevirkede at billedportrættet af den tidligere sovjetiske leder røg til scenegulvet med et brag, skal være usagt.
Men ikke desto mindre gav det et gevaldigt gip i de fine habitter på rækken foran, der troede, de skulle overvære endnu en scene i den traditionelle, tragiske italienske opera af Giuseppe Verdi, 'Simon Boccanegra.'
Scenen var fra omtalte opera. Men den er i bosnieren Jasenko Selimovics opsætning (forsøgt.) moderniseret og gjort up-to-date.
Tak for forsøget. Det er tiltrængt med noget pift til den 150 år gamle opera. Men måske Selimovic har glemt at tænke på faren for hjerteslag på balkon-rækkere. Eller de eventuelt snerpede tanter, der har lidt svært ved at kapere de liderlige scener med Amelia, der kælent sender sin hånd i ridebukserne på elskeren Gabriele Adorno (der minutter før har revet trusserne væk under hendes ferskenfarvede kjole.)
Måske den dristige iscenesættelse har at gøre med, at selve Simon Boccanegra er en af Verdis mest uforståelige og finurlige operaer. Handlingen er slet ikke til at gengive, udover at det handler om (mænds) politiske ambitioner og den umulige kærlighed. Blandt adelsfolk i Genova, Italien.
Men Jasenko Selimovic vil tilsyneladende slå større brød op, end han kan bage. Han hjælper os lige så lidt som Verdi til at forstå bedre.
Det virker af og til fortænkt sådan at rykke Simon Boccanegra-scenerne fra 1850`ernes Italien frem til oktober-revolutionen 1917, til 1930`ernes Europa, til 68-oprøret samt til kontrarevolutionen i 1989. med Trabanter og EU-bulldozere, der vælter mure på scenen.
Alligevel er Simon Boccanegra en fantastisk opera. Nyd især den helt igennem imponerende scenografi. En stor tak til det arbejdende tekniske personale på Operaen!
Fremragende!

Simon Boccanegra.
Operaen, Holmen, København.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. mar. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 22:15

Kultur